al-ʿAbbās b. ʿAlī

Abū al-Faḍl al-ʿAbbās b. ʿAlī (dræbt ved Karbalāʾ på ʿĀshūrāʾ den 10. muḥarram 61/10. oktober 680), kendt som Qamar Banī Hāshim (“Hāshim-klanens måne”), søn af ʿAlī b. Abī Ṭālib, og halvbror til al-Ḥusayn b. ʿAlī.

Hans mor Fāṭima var datter af Ḥizām b. Khālid b. Rābīʿa fra den arabiske Kilāb-stamme, og mor til tre sønner gennem ægteskab med ʿAlī b. Abī Ṭālib, og derfor kendt som Umm al-Banīn (“Sønnernes mor”).

al-Bukhārī, Muḥammad

Abū ʿAbdallāh Muḥammad b. Ismāʿīl b. Ibrāhīm b. al-Mughīra b. Bardizba al-Juʿfī al-Bukhārī (13. shawwāl 194-1. shawwāl 256/24. juli 810-1. september 870), sunni-muslimsk lærd og samler af beretninger i en traditionssamling, der senere har fået status af klassiske og kanonisk inden for sunni-islam.

Forfatter af en af “de seks bøger” (al-kutub al-sitta) eller “de seks autentiske” (al-ṣiḥāḥ al-sitta), begge referencer til samlinger af profetiske fortællinger som betragtes med højeste grad af autenticitet inden for sunni-islam. Muḥammad al-Bukhārī er forfatter til en af disse værket, navnlig al-Jāmiʿ al-ṣaḥīḥ bedre kendt som Ṣaḥīḥ al-Bukhārī.

Den er inddelt i 97 kutub (“bøger”) med 3,450 abwab (“kapitler”) og rummer omtrent 7,300 overleveringstraditioner (reduceres normalt til 2,762 efter fradrag af gentagelser).

Abū Ḥamza al-Thumālī

Abū Ḥamza Thābit b. Abī Ṣafiyya Dīnār al-Thumālī (d. 149/766), shia-muslimsk beretter af overleveringstraditioner, skriftfortolker af Koranen og retslærd.

Abū Ḥamza al-Thumālī er iblandt shia-muslimer særlig kendt for sin tilrådet dæmringsbøn (duʿāʾ) tilskrevet den fjerde shia-imam, ʿAlī b. al-Ḥusayn. Denne bøn er navngivet efter dens beretter Abū Ḥamza, dvs. “bønnen (overleveret) af Abū Ḥamza”. Det er en af de længste shia-islamiske bønner der er overlevet.

Sunni-muslimske biografiske værker optegnet ham normalt som en ḍaʿīf (“svag, upålidelig”) beretter, selvom at al-Tirmidhī og Ibn Majā i deres Sunan begge beretter fra ham. Shia-muslimske værker priser ham ofte og optegner ham som en thiqa (“pålidelig”) og ʿadl (“retfærdig”) beretter af overleveringstraditioner.

Værker:

  1. Tafsīr al-Qurʾān (“Eksegese af Koranen”). Dette værk er blevet restaureret af ʿAbd al-Razzāq Ḥirz al-Dīn og genoptrykt i Qom, Iran i år 1378/1999.
  2. Risālat al-ḥuqūq er en afhandling bestående den fjerde shia-imams, ʿAlī b. al-Ḥusayn, undervisning som videregivet til Abū Ḥamza. Afhandlingen er blevet genoptrykt i sin fulde længde i Teheran, Iran i år 1418/1997.
  3. Kitāb al-zuhd er en afhandling af den fjerde shia-imam, ʿAlī b. al-Ḥusayn, en samling af udtalelser omkring askese, også inkluderet i al-Kulaynīs værk al-Kāfī.

Herudover er der nævnt to andre værker som er tilskrevet Abū Ḥamza, navnlig Kitāb al-nawādir, et værk omhandlende beretninger (ḥadīth) og et andet med titlen al-Kitāb (“Bogen”).

Abū Ḥanīfa

Abū Ḥanīfa, al-Nuʿmān b. Thābit (80-150/699-767), sunni-muslimsk retslærd (faqīh) og teolog (mutakallim), stifter af en af de fire sidenhen kanoniske sunni-muslimske retsskoler – den hanafitiske retsskole – der har navn efter ham.

Sunni-muslimske tilhængere af retsskolen kaldes hanafitter. Tilhængerne af hans retsskole kalder Abū Ḥanīfa for al-Imām al-aʿẓam (“den største imam”) og Sirāj al-aʾimma (imamernes lampe”).

ʿAbd Shams

ʿAbd Shams b. ʿAbd Manāf b. Quṣayy, forfader til Quraysh-stammen og fader til Umayya, hvorfra umayyad-dynastien nedstammer.

Han blev angiveligt navngivet “Shams” ud fra navnet på en af de guddomme som blev tilbedt af Quraysh-stammen. Hans fader, ʿAbd Manāf, var også fader til Hāshim, der var overhoved af klanen Banū Hāshim og oldefader til profeten Muḥammad.

Baseret på en hyppig citeret overlevering var ʿAbd Shams og Hāshim tvillinger, hvis forhoveder var forbundet ved fødsel. De kunne ikke naturligt adskilles og derfor blev det besluttet at anvende et sværd til formålet. En vismand der havde berettet begivenheden anså det som et tegn på at de to brødre og deres efterkommer ville afgøre deres strider med sværdet.

Overleveringerne indikerer at under levetiden af sin fader ville ʿAbd Shams bruge størstedelen af sin tid på handelsrejser og sjældent være i Mekka i en længere tidsperioder. Det siges at han var tvunget ind i denne situation som resultat af at have mange børn.

Da hans fader ʿAbd Manāf var ved at skrive sit testament, testamenterede han at qiyāda (lederskab over karavanerne) skulle tilfalde ʿAbd Shams. Det passede angiveligt til hans hyppige rejsende livsstil.

Under levetiden af Hāshim virker det til at ʿAbd Shams sociale status var overgået af den fra sin broder. Efter Hāshims død var ʿAbd Shams dog fastsat på at lede stammen Banū ʿAbd Manāf. ʿAbd Shams fjendtlige behandling af klanen Banū Hāshim og efterkommerne af sin farbroder, ʿAbd al-Dār, resulterede i at ʿAbd al-Muṭṭalib b. Hāshim søgte en alternativ vej. Kort efter at ʿAbd Shams blev overhoved af stammen Banū ʿAbd Manāf valgte han at fjerne hans faders fætre fra deres nedarvet funktion af sadāna (tilsyn med Kabaen, og ansvaret for at åbne og lukke dets dør) og liwāʾ (fanebærer) som der ellers var blevet betroet ʿAbd al-Dār og sine sønner af Quṣayy b. Kilāb (ʿAbd Manāfs fader). ʿAbd Shams besluttede at bevilge disse positioner til efterkommer af ʿAbd Manāf, da han troede at de nød en højere status end den af ʿAbd al-Dār, og derfor var mere berettigede til disse positioner. Som resultat heraf befandt Quraysh-stammen sig i en intern konflikt der endte i en gruppe stammefolk fra Quraysh der tilsluttede sig Banū ʿAbd Manāf og deres nye leder ʿAbd Shams, dette i modsætning til en gruppe fra samme stamme som støttede Banū ʿAbd al-Dār der ønskede at beskytte deres rettigheder.

Efter ʿAbd Shams anden broder, al-Muṭṭalib, går bort, vælger han at tage styring over īlāf (besejlet handelsaftaler etableret af Quraysh). ʿAbd Shams rejser herefter til Abessinien for at fremme og udvide Quraysh-stammens handelsrelationerne, og kort efter får han succes med at etablerer en aftale med Negus (al-Najāshī) i at indgå handel sammen. Med dette var handelsrelationen mellem Quraysh og Negus etableret. Efter hjemkomsten fra denne rejse dør han i Mekka og blev begravet i Ajyād, der ligger vest for højene i området af Ṣafā (andre overleveringer fastholder at Qurayshs handelsaftale med Abessinien blev etableret af al-Muṭṭalib b. ʿAbd Manāf).

ʿAbd Shams’ mest kendte efterkommer var Umayya b. ʿAbd Shams, forfader til ummayyaderne.

I ansāb-litteraturen (slægtshistorie) er følgende også optegnet som efterkommer af ʿAbd Shams: Ḥabīb, ʿAbd al-ʿUzzā, Sufyān, Rabīʿa, Umayya al-Aṣghar, ʿAbd Umayya og Nawfal.

ʿAbd Manāf

ʿAbd Manāf, Abū ʿAbd Shams, var en af de fire sønner af Quṣayy b. Kilāb og stamfader til profeten Muḥammad.

Det siges at han ved fødsel blev givet navnet Mughīra men efter at hans moder Ḥūbbay (datter af Ḥulayl fra stammen Khuzāʿa) gjorde ham til en medfølger (khādim) af en af de største før-islamiske guddomme ved navn Manāf, blev han givet navnet ʿAbd Manāf. ʿAbd Manāf havde også tilegnet sig kaldenavnet al-Qamar (månen) på grund af hans gode udseende.

Mens hans fader Quṣsayy b. Kilāb var i live blev ʿAbd Manāf tiltroet ansvaret for opsyn (riyāsa) af Kabaen og rent drikkevand til pilgrimsrejsende (siqāya), et embede der gik i arv blandt hans efterkommere.

Af ʿAbd Manāfs sønner var Hāshim den mest prominente. Hans næste kendte søn var ʿAbd Shams gennem vis slægtslinje (nisba) umayyaderne kan spores tilbage til ʿAbd Manāf.