filosof

Algazel

Af

Algazel, navnet er en latinisering af det arabisk al-Ghazālī. Hans fulde navn var Abū Ḥāmid Muḥammad b. Muḥammad al-Ṭūsī al-Ghazālī (450/1058-505/1111), persisk tænker og filosof.

Algazel leverer en dybtgående kritik af traditionelle argumenter for verdens evighed, naturlivets nødvendighed og muligheden for at kende sine forpligtelser uden åbenbaringens hjælp. Algazel kritisere Avicenna of andre islamiske filosoffer for under græsk inspiration at reducer Gud til en ligegyldighed. Argumentet er at disse filosoffer lader Guds handlinger bestemme af Hans væsen frem for Hans vilje, og tager reelle årsagsforbindelser mellem skabte ting. I modsætning til dette mener Algazel den skabte verdens kontingens: intet er nødvendigt, alt er total afhængigt af Guds frie, skabende vilje.

Algazel fik betydning for europæisk skolastik og for senere islamiske filosoffer som Averroes, der skrev et modskrift til Algazels filosofikritik.

Avicenna

Af

Avicenna, navnet er en latinisering af det arabisk (ʿAbd Allāh) Ibn Sīnā. Hans fulde navn var Abu ʿAlī al-Ḥusayn b. ʿAbd Allāh b. Sīnā (d. 428/1037), persisk filosof og læge.

Hans værker behandler stort set alle datidens filosofiske og medicinske discipliner.

Det medicinske hovedværk al-Qānūn (“Reglen”) blev både i den islamiske verden, samt i latinsk oversættelse brugt ved europæiske institioner ind i 1600-tallet.

Det filosofiske hovedværk kitāb al-Shifāʾ (“Bogen om (sjældens) helbredelse”) er en omfattende filosofisk leksikon, som fik stor indflydelse både i den islamiske verden og i vestlig skolastik. Store dele af kitāb al-Shifāʾ blev i det sene 1100-tal oversat til latin og blev flittigt læst i Vesteuropa.

Avicenna bygger sin filosofisk synspunkter på den senantikke syntese af aristoteliske og nyplatonisme. Han skelner mellem væsen og eksistens. Kun hos Gud falder de to sammen, og Han alene er “nødvendigvis eksisterende”. Al skabelsen, inklusiv alle skabte væsner, er ikke i sig selv nødvendige, men realiseres ved at få “tilført” eksistens.

På Avicenna bygger bl.a. skolatiske teorier om skellet mellem væsenværen og eksistensværen, og om væsnet som erkendelsens genstand, som kun i tankeprocessen får egenskaber som “universel” eller “partikulære”.

Kritik af Avicennas filosofi ses bl.a. af Averroes og Algazel.

Averroes

Af

Averroes, navnet er en latinisering af det arabisk Ibn Rushd (d. 595/1198), filosof fra Andalusien, skriftlærd og kommentarer til Aristoteles værker, der i år 1220 blev oversat til latin og fik stor indflydelse på den kristne skolastik i Vesteuropa, omtales som “Kommentatoren”.

Averroes forsvare den aristoteliske filosofis forenelighed med islam: Koranen og filosoffen udtrykker sig forskelliget, men ikke modstridende. Inden for filosofien er han særlig kendt for sin fornægtelse af, at individuelle sjæle kan være udødelige. Denne lære er senere blevet kaldt monopsykisme (“ensjælslære”), da den antager én fællesmenneskelig forstandssjæl.

Averroes kritiseret Avicenna på mange punkter, bl.a. angående spørgsmålet om metafysikkens genstand. Averroes accepterede Avicennas (aristoteliske) princip om, at ingen videnskab kan bevise sin egen genstands eksistens, men han benægtede i modsætning til Avicenna, at metafysikken beviser, at Gud er til. Denne diskussion mellem Averroes og Avicenna holdte sig levende i Vesteuropa op til tidlig nyere tid.

(Averroes, Averroës, Averrhoës)