Bønnekald

Bønnekald (adhān), kaldet til bøn, der lyder tre eller fem gange dagligt i den islamiske verden.

Bønnekaldet foretages af en muezzin og består af fast led.

Betyder kundgørelse og teknisk betegnelse på kaldet til bøn, der tre/fem gange lyder fra minareterne i den islamiske verden.

Abū Ṭālib

Abū Ṭālib (ʿImrān) b. ʿAbd al-Muṭṭalib b. Hāshim (døde december 619 eller januar 620), bror til profeten Muhammds far ʿAbd Allāh, og derigennem en af profeten Muḥammads onkler, overhoved for den hashemitiske klan og far til Imām ʿAlī. I hans hus voksende Muhammad op. Han var fra første færd en trofast støtte af Muḥammads profetiske mission (biʿtha) i sin spæd fra byen Mekka.

Overleveringer berettet om Abū Ṭālib har i islamisk historisk været under konstante debat og kontroverser. Dette skyldes det faktum at Abū Ṭālib, som far til Imām ʿAlī og forfader til efterkommerne af Ṭālib-slægten, spillede en særlig rolle i en vedvarende propaganda- og smædekampagne der blev målrettet ham og sine efterkommer op gennem de første århundreder i tidlig islam.

Abū Ṭālib i tidlig islamisk historie var ikke uden betydning for abbasiderne der ønskede at fremme deres egen politiske og religiøse legitimitet. I modsætning til Ṭālib-slægten havde abbasidernes forfædre ikke spillede en central rolle i tidlig islam, hverken inden for sfæren af islamisk tro eller nation. Ved at stille tvivl ved Abū Ṭālibs oprigtige ‘tro’ søgte abbasiderne derigennem at underminere hans omdømme og den signifikans der var i den trofaste støtte han havde vist profeten Muḥammad fra første færd i tidlig islam. De fleste teologiske diskussioner om Abū Ṭālibs oprigtige tro udviklede sig i de efterfølgende århundreder med afsæt i traditioner fra abbasidernes målrettet kampagnerne mod Abū Ṭālib.

Abū Ṭālib var søn af ʿAbd al-Muṭṭalib, som var det ledende overhoved af hashimitterne, en klan af Quraysh-stammen i Mekka. ʿAbd al-Muṭṭalib skulle have vist større kærlighed overfor Abū Ṭālib end hans andre sønner. Hans bror var ʿAbd Allāh, fader til profeten Muḥammad, og deres moder var Fāṭima bint ʿAmr b. ʿAʾidh som også var en efterkommer af Hāshim. Abū Ṭālib betragtes som den første person hvis forældre på begge sider var hashimitter.

I henhold til nogle tidlige overleveringer var Abū Ṭālibs givet navn ʿAbd Manāf, selvom han i nogle mindre velkendte overleveringer bliver givet navnet ʿImrān eller Shayba. Imidlertid er der andre tidlige overleveringer der understreget at Abū Ṭālib var hans givet navn og ikke en kunya (tilnavn). Eftersom Manāf også var navnet på en kendt før-islamiske guddom er dette også blevet anvendt i den senere teologiske debat om hans oprigtige tro som enten polyteist eller muslim.

I shia-islamisk overleveringer hævdes det at Profetens husstand (Ahl al-Bayt) og derigennem Muḥammads forfædre alle var monoteister (ḥanīf), dette også forinden islam. Det er således altid blevet understreget at Abū Ṭālibs kunya også var hans navn eller at han han var kaldt ʿImrān. Påstand om at Abū Ṭālib er hans kunya underbygges yderligere af en skriftlig dokument som blev skrevet af ʿAlī, dette under profeten Muḥammads levetid, hvor han signerer dokumentet ʿAlī b. Abū Ṭālib frem for den foreskrevet grammatiske måde i tilfældet af navnet var en kunya, det vil sige ʿAlī b. Abī Ṭālib. Dette førte til diskussionen om Abū Ṭālib var et givet navn eller en kunya, eftersom hvis det var en kunya skulle hans søn have signeret med ʿAlī b. Abī Ṭālib. Hertil skal tilføjes at der også er overleveret andre beretninger om at Abū Ṭālib havde en søn ved navn Ṭālib. Imidlertid er overleveringerne omkring en søn ved navn Ṭālib præget af tvetydigheder og det er historisk usikkerhed om hvem denne person egentlig skulle have været. Dette har skabt tvivl ved om der overhoved fandtes en søn ved navn Ṭālib, særlig da en beretning fra Jaʿfar al-Ṣādiq om Abū Ṭālibs sønner ikke nævner en ved navnet Ṭālib. De enkelte beretninger der eksisterer om at en såkaldt Ṭālib var blevet presset (tilsvarende de beretningerne om al-ʿAbbās’) til at kæmpe side om side med polyteisterne mod muslimerne i slaget ved Badr, samt de digte der er blevet tilskrevet ham ved denne lejlighed, kvalificeres som meget tvivlsomme.

Udover enkelte undtagelser er alt den information der eksisterer om Abū Ṭālib uddrag fra profeten Muḥammads biografier (sīra-litteratur).

Efter at profeten Muḥammads bedstefader ʿAbd al-Muṭṭalib dør, kommer den forældreløse Muḥammad i Abū Ṭālibs værge, som på daværende tidspunkt var under ti år gammel. Abū Ṭālib var så glad for Muḥammad at han aldrig skilte sig fra ham, og i henhold til nogle overlevering ville han endda tage den unge Muḥammad med sig på handels- og karvanerejser til al-Shām (Syrien). Ifølge nogle overleveringer var det også ham der på vegne af Muḥammad foreslog ægteskab overfor Khadīja. Abū Ṭālibs støtte til Muḥammad voksede efter han begyndte at forkynde sin profetiske mission, og ved forskellige lejligheder ville Abū Ṭālib konfronterer Quraysh-stammen hvad angår dette og forsvare profeten Muḥammad. Hans trofaste støtte omfattede også dem der nyligt havde konverterede til islam. Der eksisterer endvidere overleveringer der berettet at han opfordret profeten Muḥammad i at fortsætte med at sprede islam. Herudover er det nævneværdigt at Abū Ṭālibs to sønner, ʿAlī og Jaʿfar, var blandt de første til at konverterer til islam.

Efter at polyteisterne havde nedlagt forbud mod profeten Muḥammad og muslimerne for at have omgang med andre mekkaner, fik de nedfældet deres boykot på skrift og forseglet et dokumentet der herefter blev hængt til offentlige skue på Kabaens vægge. Abū Ṭālib der ville forhindre et muligt angreb på hans nevø, fik samlet alle muslimerne, samt et antal af ʿAbd al-Muṭṭalibs efterkommere, ved Shiʿb nær Masjid al-Ḥarām (et sted der var under hans kontrol). I frygt for for et attentatforsøg på profeten Muḥammad ville Abū Ṭālib beordre en af sine sønner eller en af profetens fætrer (på faderens side) til at sove i hans seng. Efter modgang og trængsler i over tre år er det berettet at profeten Muḥammad sagde til Abū Ṭālib: “Jeg er fra Himlen blevet inspireret at det [originale skrift] af Quraysh er blevet spist væk af termitter og ingen skrift er efterladt på dokumentet udover Guds navn”. Efter dette ville Abū Ṭālib understrege profeten Muḥammads oprigtige og sandfærdige natur. Ibn Isḥāq har berettet, at Abū Ṭālib sagde til profeten Muḥammad: “Din Herre er sandelig den sande Gud, og jeg giver vidnesbyrd på at du er sandfærdig” (‘inna rabbak al-ḥaqq wa anā ashhadu annaka ṣādiq’).

Abū Ṭālib dør kort tid herefter, enten i måneden ramaḍān eller shawwāl, ti år efter begyndelsen på Muḥammads profetiske mission (december 619 eller januar 620), betegnet som “Sorgens år”. Det er overleveret at han var over 80 år gammel da han døde. Abū Ṭālib blev begravet i gravpladsen ved Mekka ved foden af al-Ḥajrūn-bjerget. Ifølge forskellige historiske beretninger havde han en grav der var omgivet af et mausoleum (buqʿa) og gravkammer (ḍarīḥ), dette forinden wahabitterne ødelagde gravpladsen.

Abū Ṭālib havde en helt særlig position iblandt Quraysh-stammen og var kendt som en en indflydelsesrig leder (ḥukkām) iblandt dem. Nogle overleveringer beretter at hans levevej bestod i at sælge parfume og hvede, og drog på handels- og karvanerejser til al-Shām (Syrien). Imidlertid er der andre overleveringer der beretter at hans økonomiske situation var vanskelig og at han så sig nødsaget til at låne penge i to år fra sin broder al-ʿAbbās, for at kunne varetage sit ansvar for siqāya (levering af rent drikkevand til pilgrimsrejsende til Kabaen). Til sidst blev han endvidere nødsaget til at overgive dette ansvar til al-ʿAbbās for at afskrive hans gæld. Endnu andre overleverer at han (også) var nødsaget til at overgive varetægten af sine børn til andre som direkte resultat af fattigdom. Overleveringer om Abū Ṭālibs fattigdom, samt afhængighed af sin broders velstand, er særlige tvivlsomme, da de eksplicit blev anvendt som argumenter af den abbasidiske kalif al-Manṣūr som det fremstår i et brev til Muḥammad al-Nafs al-Zakiyya omkring år 145/762. Det er til en vis grad usikker i hvor høj grad dette var en del af abbasidernes propaganda mod Ṭālib-slægten, og samtidig løfte status af egne forfædre, som led i den vedvarende politiske og religiøse legitimitet af abbasiderne.

Historisk har der fra tidlig tid udviklet sig en teologisk uenighed om Abū Ṭālibs oprigtige tro. Dette har afsæt i adskillige overleveringer som både varierer i udlægningen og betydelig forskel i detaljegraden af emnet. Det faktum at disse overleveringer kan følges tilbage til tidlig islamisk historie bevidner at Abū Ṭālibs oprigtige tro har været et debatteret emnet siden tidlig islam. I henhold til majoriteten af disse overleveringer ville Abū Ṭālib ikke alene fravælge at konverterer til islam, men samtidig fastholde sine forfædres tro. Selv udtalelser af en personlighed som Abū Jahl, hvor han undviger at bekende sig til islam er blevet tilskrevet Abū Ṭālib i en beretning af Ibn al-ʿAbbās. I en række af disse tvivlsomme overleveringer omkring Abū Ṭālibs manglende tro på islam, der spiller al-ʿAbbās en speciel rolle, selvom han først senere konverterede under erobringen af Mekka. Nogle af de overleveringer der beretter Abū Ṭālibs manglende tro refererer endvidere til koraniske vers til at underbygge argumentet for at Abū Ṭālib aldrig konverterede til islam og forbød profeten Muḥammad imod at gå i forbøn for ham. Nogle af disse beretninger nedtoner Abū Ṭālibs straf (i det hinsidige) som led af hans indsats for at bistå profeten Muḥammad. I henhold til nogle upålidelige beretninger var ʿAlī b. Abū Ṭālib modvillig overfor at skulle jordfæste sin fader ved dennes død og indvilliget først efter at profeten Muḥammad beordret ham. Det er ikke overraskende at adskillige af disse fabrikerede overleveringer blev berettet af abbasidiske beretter af traditioner (rijāl), såsom ʿAbd Allāh b. al-Ḥārith b. Nawfal. Dette er også illustreret i vers Ibn al-Muʿtazzs poesi. Abbasidernes agenda var at placerer deres forfædres status over den af Abū Ṭālib og sin slægt. I endnu andre overleveringer ses en tilsvarende fjendtlighed overfor Ṭālib-slægten også iblandt umayyadernes beretter af traditioner, særlig målrettet ʿAlī b. Abū Ṭālib. Det var både spørgsmålet om beretterkæden sandfærdighed og beretnings indhold der var underlagt stor kritik i tidlig islam. Selvom debatten om Abū Ṭālibs oprigtige tro til at starte med var politisk af karakter, ville den siden hen blive en af teologiske karakter mellem tilblivelsen af forskellige islamiske skoler over de følgende århundreder. I kontekst af Abū Ṭālibs oprigtige tro er det også værd at nævne den rolle der blev givet Abū Bakr: der er visse der gør krav på at dennes fader, Abū Quḥāfa, blev muslim inden sin død. Ibn Taymiyya (d. 8/245) accepterer heller ikke at Abū Ṭālib havde konverterede til islam. Her argumenterer han for at Abū Quḥāfa (som fader til den første historiske kalif) havde præcedens over Abū Ṭālib (som fader til den fjerde historiske kalif) og sidstnævntes støtte til profeten Muḥammad alene skal betragtes i lyset af de var slægtninge. I modsætning til dette fjerner alle shia-muslimske overleveringer, som berettet gennem Jaʿfar al-Ṣādiq, tvivl om de modstridende beretninger om Abū Ṭālibs oprigtige tro, og samtidig fastholder at Abū Ṭālibs oprigtige tro som muslim. Adskillige shia-islamiske afhandlinger er blevet skrevet om Abū Ṭālib og dennes oprigtige tro, hvor der i den klassiske litteratur er blevet identificeret over 40 af sådanne værker. De mest velkendte af sådanne afhandlinger er Īmān Abī Ṭālib af Sheik al-Mufīd og al-Ḥujja ʿalā al-dhāhib ilā takfīr Abī Ṭālib af al-Fakhkhār b. Maʿadd al-Mūsawī (d. 630/1233). Iblandt nutidige afhandlinger er den mest nævneværdige den af ʿAbd Allāh al-Khunayzī og sin afhandling ved navn Abū Ṭālib muʾmin Quraysh.

Adskillige digte er også tilskrevet Abū Ṭālib der omhandler begivenheder før og efter den profetiske mission; disse vers er hyppigt citeret i Ibn Isḥāqs tidlige beretninger. Digtene er også citeret i andre tidlige islamisk kildematerialer.

Abū Bakr

Abū Bakr al-Ṣiddīq (d. 13/634) en af profeten Muhammads tidligste fæller, den første historiske kalif, efter profeten Muhammads død i år 632.

For sunni-muslimerne er Abu Bakr både den legitime og forbilledlige kalif.

For shia-muslimerne er Abu Bakr den der uretmæssigt erhvervet sig rette til lederskabet gennem illegitim midler.

Hans datter var ʿĀʾisha.

Abu Bakr var en af de første muslimer. Han hed oprindeligt Abd al-Ka’ba.

(Abi Bakr, Abu Bekr)

Abbasider

Abbasider, kalifdynasti, der varetog det islamiske kalifatet i et halvt årtusinde (r. 750-1258) med hovedsæde i Baghdad, Irak.

Det forudgående kalifat var umayyaderne (r. 661-750) med hovedsæde i Damaskus, Syrien.

En slægt, hvis stamfar var profeten Muhammads farbror al-Abbas (566-652).

En slægt, der herskede over kalifatet fra 749/50 og frem til 1258. Slægten har navnet efter al-Abbas, der var profetens onkel og halvbroder til profeten Muhammad fader Abdallah.

Det abbasidiske familiedynasti dannede kalifat fra 750 til 1258, med Bagdad som ny hovedstaf og centrum for den rivende udvikling af islamisk kultur.

Alawier

Alawier, Nusairi-muslimer, en sekt med shia-islamiske tendenser, der er minoritetsgruppe i sydlige Tyrkiet og nordlige Syrien (ca. 12% af befolkningen).

De har udviklet en særlig teologi og eskatologi, og deres religiøse traditioner, fx at de fejrer jul og helligtrekonger, adskiller dem radikalt fra både traditionel shia- og sunni-muslimer.

Blandt de tyrkiske og kurdiske indvandrere i Danmark er en del alawier. Som hos druserne er der tale om en hemmelig, esoterisk religion, som man initieres i trin for trin.

al-Azhar

al-Azhar (“den strålende”), moské beliggende i Kairo, Egypten, et åndeligt centrum i den sunni-islamiske verden for bl.a. studier af islamisk lov (shari’a) og det arabiske sprog.

Al-Azhar har et råd af ansete retslærde (ulama) – muftier – som varetage moralske og politiske spørgsmål gennem retskendelser (fatwa) om tidens spørgsmål.

Universitet med 120.000 studerende har også fakultet indenfor medicin og teknik.

Al-Azhar, moské og universitet i Kairo, Egypten. Grundlagt hhv. 971 og 988.