Avicenna, navnet er en latinisering af det arabisk (ʿAbd Allāh) Ibn Sīnā. Hans fulde navn var Abu ʿAlī al-Ḥusayn b. ʿAbd Allāh b. Sīnā (d. 428/1037), persisk filosof og læge.
Hans værker behandler stort set alle datidens filosofiske og medicinske discipliner.
Det medicinske hovedværk al-Qānūn (“Reglen”) blev både i den islamiske verden, samt i latinsk oversættelse brugt ved europæiske institioner ind i 1600-tallet.
Det filosofiske hovedværk kitāb al-Shifāʾ (“Bogen om (sjældens) helbredelse”) er en omfattende filosofisk leksikon, som fik stor indflydelse både i den islamiske verden og i vestlig skolastik. Store dele af kitāb al-Shifāʾ blev i det sene 1100-tal oversat til latin og blev flittigt læst i Vesteuropa.
Avicenna bygger sin filosofisk synspunkter på den senantikke syntese af aristoteliske og nyplatonisme. Han skelner mellem væsen og eksistens. Kun hos Gud falder de to sammen, og Han alene er “nødvendigvis eksisterende”. Al skabelsen, inklusiv alle skabte væsner, er ikke i sig selv nødvendige, men realiseres ved at få “tilført” eksistens.
På Avicenna bygger bl.a. skolatiske teorier om skellet mellem væsenværen og eksistensværen, og om væsnet som erkendelsens genstand, som kun i tankeprocessen får egenskaber som “universel” eller “partikulære”.
Kritik af Avicennas filosofi ses bl.a. af Averroes og Algazel.