Arabien

Arabien, geografisk halvø beliggende mellem Det Døde Hav og Den Arabiske Persiske Golf, men Den Arabiske Ørken strækker sig op i Irak, Syrien og det østlige Jordan.

Arabien har været beboet fra ældre stenalder, og dele af området har haft handelskontakt med Babylonien allerede i 3. årtusind efter vor tidsregning.

Arabiens indbygger er nævnt under deres egentlige stamme-, by- eller lands-navne.

ʿĀshūrāʾ

ʿĀshūrāʾ (“den tiende”), betegnelse der referer til den 10. muḥarram, mindedag for drabet på profeten Muhammads barnebarn, den 3. Imam, Ḥusayn b. ʿAlī.

Drabet på Imam Ḥusayn b. ʿAlī på ʿĀshūrāʾ-dagen var kulmination på begivenheder der fandt sted i muḥarram-måned år 61/680. Han var draget mod Irak som svar på invitationer han havde modtaget fra sine følger og tilhængere der søgte hans vejledning. Det var i begyndelsen af muḥarram-måned i dette år, at han ankom til området Karbalāʾ i Irak. Her stødte han på soldater fra Kūfa som blokeret hans videre færden. Adskillige af soldaterne fra hæren, var blandt tidligere tilhængere som havde inviteret Imam Ḥusayn til at konfronterer den umayyadiske kalif Yazīd b. Muʿāwiya i kamp. Under forhandlinger ved Karbalāʾ, der varede de første ti dage af muḥarram-måned, blev han tilbudt enten at vælge mellem at blive dræbt eller sværge troskab til Yazīd. Imam Ḥusayn nægtede trofast at give troskabsløfte til den illegitime fyrst Yazīd og valgt dermed døden som følge.

På den niende dag i muḥarram-måned angreb soldaterne fra Kūfa lejeren af Imam Ḥusayns ledsager. Han gjorde krav på at kampene blev udsat en enkelt dag, dedikeret til askese og bøn, samt at fritage enhver ledsager der ikke var villig til at kæmpe med livet som indsats. Kampene blev genoptaget den tiende dag, hvor Imam Ḥusayn, hans familie og enkelte af hans ledsager blev dræbt ved på sletterne af Karbalāʾ. De der var faldet i kamp blev lemlæstet af soldaterne fra Kūfa, dette ved at lade krigshestene trampe på deres døde legemer, afhuggede deres hoveder som blev spiddet på spyd og efterlade deres kroppe uden at give dem en formel islamisk begravelse. De overlevende, der primært bestod af kvinder og børn, blev taget til fange og behandlet barsk.

ʿĀshūrāʾ-dagen har sidenhen tilegnet sig en legendarisk, og til en vis grad mytologisk, status for shia-muslimer, og en betydelig stor gruppe af sunni-muslimer. For andre sunni-muslimer er dagen mindre dramatisk, og i højere grad forbundet med forskellige historiske begivenheder og en tilrådet fastedag.

Som mindedage er de første ni dage af muḥarram-måned hvert år en ihukomme af den tragedie der fandt sted ved Karbalāʾ, hvor det kulminere med mindet om drabet på Imam Ḥusayn og hans ledsager den tiende dag. ʿĀshūrāʾ er derfor en sørgedag for alle muslimer, som med pilgrimsfærd til bl.a. Karbalāʾ og passionsspil hvért år iscenesætter Imam Ḥusayn martyrium på ny – dette som en lære for eftertiden, ofte i retorikken af kampen for retfærdighed og den sande islam.

1. Shia-islam tro og praksis

I henhold til beretninger fra shia-imamerne, var den største tragedie der fandt sted på ʿĀshūrāʾ-dagen, at hellighed over profeten Muhammads familie (Ahl al-Bayt) blev krænket, dette blot halvtreds år efter profeten Muhammads død.

2. Sunni-islam tro og praksis

ʿĀshūrāʾ-dagen er en særlig dag og adskillige sunni-islamiske værker er blevet skrevet om hvordan og hvad muslimer skal foretage sig på dagen. Tilsvarende er ʿĀshūrāʾ en dag hvor forskellige hellige begivenheder har fundet sted i historiens gang. Det er generelt antaget, at det var på ʿĀshūrāʾ at Gud accepteret Adams angrer, Noas ark støder på grund på Jūdī-bjerget, Jakobs bede om tilgivelse af sine syndfulde sønner, Jonas komme frem fra fiskens mave og Gud tilgav hans folk, Moses besejret faraoen og hans magikere og fuldførte sine fyrre-dage faste i Guds åsyn, Jesus blev født. Det menes også det var på ʿĀshūrāʾ-dagen at profetens mor, Āmina bint Wahb, bliver gravid med Muhammad, og Gud tilgav alle profeternes syndere. Den gennemgående tråd i alle disse referencer er en guddommelig nåde på ʿĀshūrāʾ-dagen.

Den primære praksis iblandt sunni-muslimer er fasten på ʿĀshūrāʾ-dagen. Det siges, at efter fastemåneden ramaḍān er ʿĀshūrāʾ den bedste dag at faste på. Efter fasten er det kutyme at give fiṭriyya-almissen associeret med afslutningen af fasten i ramaḍān. Fasten på ʿĀshūrāʾ betragtes som en praksis der fjerner årets synder. Det menes at forskellige vilde dyr faster på ʿĀshūrāʾ, heriblandt myrer. Udover fasten på ʿĀshūrāʾ-dagen, anvendes natten til ihukommelse, dhikr og recitation af Koranen.

Udover fasten og ihukommelse, tilrådet sunni-muslimske beretninger til at udføre gode handlinger for at tiltrække guddommelig nåde, bl.a. ved at udføre en bøn af fyrre cyklus (rakʿāt), give almisse, besøge de syge, brødføde en fattig, klargøring af mad til at bryde fasten og tilse de forældreløse.

En betegnelse der bedst udtrykker sunni-muslimers syn på ʿĀshūrāʾ forekommer i Koranen 20:59, yawm al-zīna (“festivalsdag”). Denne festivals præ-islamiske oprindelse kan kobles til det faktum, at kiswa eller Kabaens sorte beklædning udskiftes hvert år på ʿĀshūrāʾ-dagen.

3. Fasten på ʿĀshūrāʾ

Beretninger om ʿĀshūrāʾ som en fastedag er mange og kan overordnet opdeles i tre kategorier. Den første kategori af traditioner placerer fastens oprindelse af ʿĀshūrāʾ i tidligere religioner. Det er berettet, at fasten på ʿĀshūrāʾ blev praktiseret af både jøder og kristne og at denne praksis er fortsat gældende for muslimer. Andre beretter, at fasten blev forordnet af Noa efter at floden begyndte at trække sig tilbage. Tilsvarende beretninger associerer også fasten med taksigelsesdagen praktiseret af Moses på dagen hvor han besejret faraoen eller at Jonas folks anger blev accepteret fordi de fastet på ʿĀshūrāʾ. Den anden kategori af traditioner placerer fastens oprindelse i præ-islamiske arabisk hedensk overbevisninger. I disse beretninger er det overleveret at fasten på ʿĀshūrāʾ blev praktiseret af Quraysh-stammen i Mekka og profeten Muhammad også praktiseret fastedagen. Hertil er berettet at i tidlig Medina-perioden var fasten pligtig for alle muslimer, en pligt der blev ophævet med åbenbaringen om fastemåneden ramaḍān, hvorefter den fik status af en tilrådet fastedag. Den tredje kategori af traditioner placerer fastens oprindelse alene i at den blev praktiseret af profeten Muhammad, uden reference til at den skulle have en sekundær oprindelse. Denne kategori ses særlig i beretninger hvor ʿĀshūrāʾ var en pligtig fastedag forinden institutionen af fastemåneden ramaḍān. Orientalister og islamforskere er specielt optaget af de første to kategorier og citerer sjældent den sidste.

Inden for sunni-muslimsk retsvidenskab er der større diskussion om fastens oprindelse, karakter og gyldighed. Senere udlægninger virker til at være forskellige kombinationer der prøver at skabe harmoni mellem de forskellige kategorier.

Inden for shia-islamisk retsvidenskab er det i de tidlige kilder fastholdt at ʿĀshūrāʾ som fastedag er en tilrådet handling (mustaḥabb), hvor denne holdning er blevet omstødt i senere kilder til at fastholde fasten som frarådet (makrūh). Sidstnævnte holdning er nu om dage standard holdningen inden for shia-islam.

Videre læsning

Engelsk litteratur:


(Søgetermer: asura, aashoora, ashoora, عاشورا)

Asmāʾ bint ʿUmays

Asmāʾ bint ʿUmays b. Maʿad b. Khathʿam (d. efter 40/660), en kvindelige fælle af profeten Muḥammad.

Hendes fader, ʿUmays b. Maʿad, var fra klanen Banū Khathʿam b. Anmār som var en del af stammen Banū Qaḥṭān, mens hendes moder, Hind, var datter af ʿAwn b. Zuhayr al-Ḥimyarī. Hendes eksakte fødselsdato er ukendt.

Asmāʾ konverteret til islam samtidig med hendes mand, Jaʿfar b. Abī Ṭālib, og betragtes derfor blandt de første muslimer. Sammen med hendes mand, migrerede hun til Etiopien i det syvende år før islam og fik under dette ophold tre sønner, navnlig ʿAbd Allāh, Muḥammad og ʿAwn. I år 7/628 returnerede hun tilbage sammen med de andre emigranter til Medina, og året efter i 8/629 døde hende mand i slaget ved Mūta. Hun giftede sig derefter med Abū Bakr og gav fødsel til en søn ved navn Muḥammad i året af ‘Farvel Pilgrimmen’. Under profeten Muḥammads sygdom og sidste dage var hun ved hans side. Senere blev hun gift med ʿAli b. Abī Ṭālib, og i henhold til en beretning fik hun endnu to sønner gennem dette ægteskab, navnlig Yaḥya og ʿAwn. Yaḥya døde angiveligt som spæd, hvor der er delte meninger omkring ʿAwn og om det ikke er muligt at han forveksles med ʿAwn b. Jaʿfar.

Asmāʾs eksakte dødsdato er også ukendt, selvom datoerne 38/658 og før-60/680 er nævnt i overleveringerne. Andre kilder beretter at hun levede længere end ʿAli b. Abī Ṭālib.

Asmāʾ er i overleveringerne bedst kendt gennem hendes relation til ʿAli b. Abī Ṭālibs familie, hvor hun bl.a. var iblandt de få der fik lov til at deltage til Fāṭima bint Muḥammads gravsættelse der fandt sted i skjul om natten. Det er også berettet at hun var tilstede under bryllupet af ʿAli b. Abī Ṭālib og Fāṭima bint Muḥammad i år 2/623, men disse beretninger forekommer tvivlsomme som man bære datoen fra Asmāʾs return fra Etiopien i mente.

I den shia-islamiske overlevering er hun højt prist for hendes nære og loyale forhold til Profetens Husstand (Ahl al-Bayt), og hvorfor der i visse beretninger fra Imām Bāqir og Imām Ṣādiq bliver snakket i høje toner om hende.

Asmāʾ berettede overleveringstraditioner (ḥadīth) fra profeten Muḥammad. Hendes søn, ʿAbd Allāh b. Jaʿfar, og Saʿīd b. al-Musayyab og ʿUrwa b. al-Zubayr berettede således overleveringstraditioner hende nævner en “bog” af Asmāʾ bint ʿUmays der angiveligt var en samling af beretninger fra profeten Muḥammad. Sådan et tidligt ḥadīth-dokument ville være ekstremt værdifuldt, særlig givet at Asmāʾ var så tæt på profeten Muḥammad og hans familie, men eftersom ingen andre kilder omtaler denne, må det antages at denne bog er gået tabt.

al-Ashʿarī, Abu ’l-Ḥasan

Abū l-Ḥasan ʿAlī b. Ismāʿīl al-Ashʿarī (d. 324/935–6), en sunni-muslimsk teolog, der i begyndelsen af 900-tallet udfærdigede flere teologiske afhandlinger, hvor moderne sunni-islam teologiske synspunkter og troslære er blevet formuleret.

Han tilhørte oprindelig den rationelle teologiske skole (muʿtazila), men forlod den i begyndelsen af 900-tallet for at slutte sig til en anden teologisk skole.