A – Ag

al-ʿAbbas b. ʿAbd al-Muṭṭalib, med kunya Abū al-Faḍl (d. rajab eller ramaḍān 32/februar eller april 653), mekkansk handelsmand, halvbror til profeten Muḥammads far ʿAbd Allāh og stamfar til de abbasidiske kaliffer.

Det abbasidiske dynasti, der i 50/749 sikrede sig kontrollen over kalifatet og fastholdt den indtil år 1258, var efterkommere af al-ʿAbbas.

Al-ʿAbbas var søn af ʿAbd al-Muṭṭalib og barnebarn af Hāshim b. ʿAbd Manāf. Hans mor, Nutayla bint Janāb b. Kulayb, kom fra stammen Banū Taym Allāh. I henhold til en velkendt overlevering var han født tre år før ‘Elefantens år’ (ām al-fīl). Ansvaret for at leverer siqāya (rent drikkevand for pilgrimsrejsende) var under ansvaret af Hāshim-klanen, der før islam gik videre til al-ʿAbbas. Dette indikerer den status og prestige han havde blandt sin mekkanske stamme Quraysh som en af deres mest noble mænd.

Inden islams forekomst var al-ʿAbbas en nær fælle af Abū Sufyān og sandsynligvis tilsvarende andre stammeleder af Quraysh, var han en handelsmand. Han var også en långiver der ville opkræve ågerrenter. Denne praksis blev senere i den før-islamiske periode (jāhiliyya), dette efter erobring af Mekka i 8/630, ophævet af profeten Muḥammad. Al-ʿAbbas’ ågerrenter blev i denne sammenhæng også ophævet. Et koranvers (2:278) siges at være åbenbaret i forbindelse med denne begivenhed.

Ud fra overleveringerne er det noget overraskende at det ikke umiddelbart kan afgøres om al-ʿAbbas nærede ven- eller fjendskab over for profeten Muḥammad, dette selvom det faktum at han var profetens onkel og holdte en særdeles vigtige position blandt Quraysh-stammen. Det vides at dog han havde kendskab til profeten Muḥammads mission fra en meget tidlig tid. I henhold til nogle tvivlsomme overleveringer var al-ʿAbbas til stede under ʿAqaba-troskabserklæringen og holdte en tale til al-Anṣār og tilskyndte dem til at bistå profeten Muḥammad. Tilsvarende overleveringer beretter om en begivenhed før dette, hvor en gruppe af medinenserne angiveligt havde sat et hemmeligt møde op med profeten Muḥammad mens han stadig var i Mekka, og at denne begivenhed havde fundet sted i al-ʿAbbas hus.

Det er muligt at sådanne og andre senere overleveringer, særlig under de abbasidiske kaliffer, var en målrettet indsats på at tilskrive al-ʿAbbas positive egenskaber og dyder (faḍāʾil), bl.a. ved at forbinde hans karakter til tidlig islam og til den af Abū Ṭālib. I mindst et tilfælde ser vi en overlevering der berettet at selvom al-ʿAbbas og hans fællesskab havde deres egen hedenske religion, ville han ikke desto mindre støttede hans sin nevø profeten Muḥammad i hans mission.

Hans rolle i tidlig islamisk historie var ikke uden betydning for abbasidernes politiske og religiøse legitimitet, og der kan derfor ikke uden videre fæstes lid til alle overleveringer om ham. En særlig indsats blev ydet i at skrive overleveringerne (riwāyāt og akhbār) der underbyggede positive egenskaber ved al-ʿAbbas’ personlighed og tilknytning til tidlig islam. Her har en vis politisk interesse i at forskønne billedet af al-ʿAbbas som en af religionens tro støtte sandsynligvis være på spil. Dette kan særlig ses i en række overleveringer der omhandler Badr-slaget. Eksempelvis spiller han en central rolle i overlevering af en drøm hans søster ʿĀtika havde forinden slaget, der betragtes som en forudsigelse af de ikke-troendes nederlag og ydmygelse; alt dette selvom han selv deltog side om side med de ikke-troende i slaget for at bekæmpe profeten Muḥammad. Al-ʿAbbas er endda listet blandt dem der leverede føde til hæren fra. Da han under slaget bliver taget som krigsfange af en fra al-Anṣār, kaldt Abū al-Yasar, fortalte han profeten Muḥammad at han faktisk havde konverteret til islam, og ikke havde deltaget i kampene af egen fri vilje. Profeten Muḥammad accepterer ikke hans udsagn og al-ʿAbbas ser sig nødsaget til at betale en løsesum for at blive frikøbt. I henhold til en anden overlevering valgte profeten Muḥammad angiveligt at løslade al-ʿAbbas ud fra hans ekstreme medlidenhed overfor al-ʿAbbas. I en beretning der citerer hans søn, ʿAbd Allāh b. al-ʿAbbas, berettes det at forinden slaget havde profeten Muḥammad befalet sine fæller ikke til at dræbe al-ʿAbbas (og en eller to andre fra Quraysh hæren), eftersom de angiveligt var blevet tvunget til at deltage i kampene. Det er også blevet berettet at han deltog i kampene fordi Abū Jahl havde rådgivet og presset ham til det. Endnu andre overleveringer beretter at han gennem hemmelige breve, udvekslet mellem ham og profeten Muḥammad, havde advarede profeten hvornår hæren drog fra Mekka for at indlede kampene.

Der hersker ligeledes tvivl om hvornår al-ʿAbbas konverterede til islam. I nogle beretninger konverterede han i årene før Badr-slaget (dvs. før 624), men havde angiveligt bevidst skjult sin tro for at rapportere om de ikke-troendes aktiviteter til profeten Muḥammad. Andre beretter at han skjulte sin tro i frygt for at miste kontrol over sin position af siqāya og rifāda (levering af rent drikkevand for pilgrimsrejsende). Spørgsmålene om hvornår han egentlig konverterede og ledsagede profeten Muḥammad, er fyldt med tvetydige beretninger. Det kan bemærkes at der i kildematerialet er diskussioner der indikere at han ledsagede profeten efter Khandaq-slaget i 627 eller ved erobringen af Khaybar i 628. Andre overleveringer placer al-ʿAbbas konversion forinden erobring af Mekka i 8/630 da det var ham der ved denne lejlighed bragte Abū Sufyān til profeten Muḥammad for at konverterer til islam. Overleveringen der beretter at al-ʿAbbas først ledsagede profeten Muḥammad under profetens erobring af Mekka i 8/630 synes at være den mest sandsynlige. Dette styrkes yderligere af af det faktum, at i udtalelse fra Muḥammad al-Bāqir bliver al-ʿAbbas omtalt blandt ṭulaqāʾ (ental ṭalīq, betegnelse for en der konverterede til islam efter erobring af Mekka). Efter erobring af Mekka valgte profeten Muḥammad at genindsætte al-ʿAbbas som ansvarlig for siqāyat al-ḥajj. 

Al-ʿAbbas nævnes som en af de navne der viste heltemod ved Ḥunayn-slaget i 8/630. Det siges at profeten Muḥammad gav al-ʿAbbas forskellige gaver, men da al-ʿAbbas senere spurgte om en guvernørpost afviste profeten dette.

Ved profeten Muḥammad død, berettes det at al-ʿAbbas var involverede i vaskningen (ghusl) af hans krop og deltog i begravelsesceremoni.

Det er også overleveret at al-ʿAbbas var blandt dem som ikke sværget troskabsløfte til Abū Bakr som den første kalif og (muligvis pga. hans nære slægtskab til ʿAli b. Abī Ṭālib) tenderede til at favoriser ʿAli b. Abī Ṭālib. Senere under kalifatet af ʿUmar b. al-Khaṭṭāb drog al-ʿAbbas nytte af visse finansielle fordele, men stillede på visse punkter tvivl ved kalifatet af ʿUmar og havde også sine uenigheder med ham. Efter mordet på ʿUmar vides det at al-ʿAbbas indgik i dialog med ʿAli b. Abī Ṭālib om han skulle deltage i det rådgivende organ (shūrā) der var blevet nedsat til at udvælge en ny kalif.

I sin senere alderdom bliver al-ʿAbbas blind og dør i Medina under kalifatet af ʿUthmān b. ʿAffān, med en dødsdato i år 33 eller 34/653 eller 655) og bliver begravet på Jannat al-Baqīʿ-gravpladsen. Al-ʿAbbas gravplads er lokaliseret ved siden af fire af tolver shia-imamer, der på et ukendt tidspunkt fik bygget en kuppel over gravpladserne. Visse kilder indikerer at dette mausoleum stadig eksisterede inden wahabbitterne invaderet Ḥijāz i det 19. og 20. århundred hvor de ødelagde gravpladsen.

I en række beretninger der tilskrives profeten Muḥammad bliver al-ʿAbbas inkluderet – enten implicit eller eksplicit – blandt ahl al-bayt (Husets Folk). Ydermere virker det til at i nogle af disse overleveringer er der lagt særlig vægt på at kalifembedet kommer gennem al-ʿAbbas efterkommere. Kravet at det er al-ʿAbbas efterkommere der har retten til kalifatet gennem slægtskab til profeten Muḥammad modtog opmærksomhed, særlig da abbasiderne valgt at opretholde deres krav på legitimitet til kalifatet direkte gennem al-ʿAbbas og ikke via Abū Hāshim ʿAbd Allāh.

I henhold til nogle overleveringer var der en sekt ved navn Rāwandiyya som troede at profeten Muḥammad havde givet en eksplicit udnævnelse (naṣṣ) af al-ʿAbbas som kalif.

Abū Ṭālib (ʿImrān) b. ʿAbd al-Muṭṭalib b. Hāshim (døde december 619 eller januar 620), bror til profeten Muhammds far ʿAbd Allāh, og derigennem en af profeten Muḥammads onkler, overhoved for den hashemitiske klan og far til Imām ʿAlī. I hans hus voksende Muhammad op. Han var fra første færd en trofast støtte af Muḥammads profetiske mission (biʿtha) i sin spæd fra byen Mekka.

Overleveringer berettet om Abū Ṭālib har i islamisk historisk været under konstante debat og kontroverser. Dette skyldes det faktum at Abū Ṭālib, som far til Imām ʿAlī og forfader til efterkommerne af Ṭālib-slægten, spillede en særlig rolle i en vedvarende propaganda- og smædekampagne der blev målrettet ham og sine efterkommer op gennem de første århundreder i tidlig islam.

Abū Ṭālib i tidlig islamisk historie var ikke uden betydning for abbasiderne der ønskede at fremme deres egen politiske og religiøse legitimitet. I modsætning til Ṭālib-slægten havde abbasidernes forfædre ikke spillede en central rolle i tidlig islam, hverken inden for sfæren af islamisk tro eller nation. Ved at stille tvivl ved Abū Ṭālibs oprigtige ‘tro’ søgte abbasiderne derigennem at underminere hans omdømme og den signifikans der var i den trofaste støtte han havde vist profeten Muḥammad fra første færd i tidlig islam. De fleste teologiske diskussioner om Abū Ṭālibs oprigtige tro udviklede sig i de efterfølgende århundreder med afsæt i traditioner fra abbasidernes målrettet kampagnerne mod Abū Ṭālib.

Abū Ṭālib var søn af ʿAbd al-Muṭṭalib, som var det ledende overhoved af hashimitterne, en klan af Quraysh-stammen i Mekka. ʿAbd al-Muṭṭalib skulle have vist større kærlighed overfor Abū Ṭālib end hans andre sønner. Hans bror var ʿAbd Allāh, fader til profeten Muḥammad, og deres moder var Fāṭima bint ʿAmr b. ʿAʾidh som også var en efterkommer af Hāshim. Abū Ṭālib betragtes som den første person hvis forældre på begge sider var hashimitter.

I henhold til nogle tidlige overleveringer var Abū Ṭālibs givet navn ʿAbd Manāf, selvom han i nogle mindre velkendte overleveringer bliver givet navnet ʿImrān eller Shayba. Imidlertid er der andre tidlige overleveringer der understreget at Abū Ṭālib var hans givet navn og ikke en kunya (tilnavn). Eftersom Manāf også var navnet på en kendt før-islamiske guddom er dette også blevet anvendt i den senere teologiske debat om hans oprigtige tro som enten polyteist eller muslim.

I shia-islamisk overleveringer hævdes det at Profetens husstand (Ahl al-Bayt) og derigennem Muḥammads forfædre alle var monoteister (ḥanīf), dette også forinden islam. Det er således altid blevet understreget at Abū Ṭālibs kunya også var hans navn eller at han han var kaldt ʿImrān. Påstand om at Abū Ṭālib er hans kunya underbygges yderligere af en skriftlig dokument som blev skrevet af ʿAlī, dette under profeten Muḥammads levetid, hvor han signerer dokumentet ʿAlī b. Abū Ṭālib frem for den foreskrevet grammatiske måde i tilfældet af navnet var en kunya, det vil sige ʿAlī b. Abī Ṭālib. Dette førte til diskussionen om Abū Ṭālib var et givet navn eller en kunya, eftersom hvis det var en kunya skulle hans søn have signeret med ʿAlī b. Abī Ṭālib. Hertil skal tilføjes at der også er overleveret andre beretninger om at Abū Ṭālib havde en søn ved navn Ṭālib. Imidlertid er overleveringerne omkring en søn ved navn Ṭālib præget af tvetydigheder og det er historisk usikkerhed om hvem denne person egentlig skulle have været. Dette har skabt tvivl ved om der overhoved fandtes en søn ved navn Ṭālib, særlig da en beretning fra Jaʿfar al-Ṣādiq om Abū Ṭālibs sønner ikke nævner en ved navnet Ṭālib. De enkelte beretninger der eksisterer om at en såkaldt Ṭālib var blevet presset (tilsvarende de beretningerne om al-ʿAbbās’) til at kæmpe side om side med polyteisterne mod muslimerne i slaget ved Badr, samt de digte der er blevet tilskrevet ham ved denne lejlighed, kvalificeres som meget tvivlsomme.

Udover enkelte undtagelser er alt den information der eksisterer om Abū Ṭālib uddrag fra profeten Muḥammads biografier (sīra-litteratur).

Efter at profeten Muḥammads bedstefader ʿAbd al-Muṭṭalib dør, kommer den forældreløse Muḥammad i Abū Ṭālibs værge, som på daværende tidspunkt var under ti år gammel. Abū Ṭālib var så glad for Muḥammad at han aldrig skilte sig fra ham, og i henhold til nogle overlevering ville han endda tage den unge Muḥammad med sig på handels- og karvanerejser til al-Shām (Syrien). Ifølge nogle overleveringer var det også ham der på vegne af Muḥammad foreslog ægteskab overfor Khadīja. Abū Ṭālibs støtte til Muḥammad voksede efter han begyndte at forkynde sin profetiske mission, og ved forskellige lejligheder ville Abū Ṭālib konfronterer Quraysh-stammen hvad angår dette og forsvare profeten Muḥammad. Hans trofaste støtte omfattede også dem der nyligt havde konverterede til islam. Der eksisterer endvidere overleveringer der berettet at han opfordret profeten Muḥammad i at fortsætte med at sprede islam. Herudover er det nævneværdigt at Abū Ṭālibs to sønner, ʿAlī og Jaʿfar, var blandt de første til at konverterer til islam.

Efter at polyteisterne havde nedlagt forbud mod profeten Muḥammad og muslimerne for at have omgang med andre mekkaner, fik de nedfældet deres boykot på skrift og forseglet et dokumentet der herefter blev hængt til offentlige skue på Kabaens vægge. Abū Ṭālib der ville forhindre et muligt angreb på hans nevø, fik samlet alle muslimerne, samt et antal af ʿAbd al-Muṭṭalibs efterkommere, ved Shiʿb nær Masjid al-Ḥarām (et sted der var under hans kontrol). I frygt for for et attentatforsøg på profeten Muḥammad ville Abū Ṭālib beordre en af sine sønner eller en af profetens fætrer (på faderens side) til at sove i hans seng. Efter modgang og trængsler i over tre år er det berettet at profeten Muḥammad sagde til Abū Ṭālib: “Jeg er fra Himlen blevet inspireret at det [originale skrift] af Quraysh er blevet spist væk af termitter og ingen skrift er efterladt på dokumentet udover Guds navn”. Efter dette ville Abū Ṭālib understrege profeten Muḥammads oprigtige og sandfærdige natur. Ibn Isḥāq har berettet, at Abū Ṭālib sagde til profeten Muḥammad: “Din Herre er sandelig den sande Gud, og jeg giver vidnesbyrd på at du er sandfærdig” (‘inna rabbak al-ḥaqq wa anā ashhadu annaka ṣādiq’).

Abū Ṭālib dør kort tid herefter, enten i måneden ramaḍān eller shawwāl, ti år efter begyndelsen på Muḥammads profetiske mission (december 619 eller januar 620), betegnet som “Sorgens år”. Det er overleveret at han var over 80 år gammel da han døde. Abū Ṭālib blev begravet i gravpladsen ved Mekka ved foden af al-Ḥajrūn-bjerget. Ifølge forskellige historiske beretninger havde han en grav der var omgivet af et mausoleum (buqʿa) og gravkammer (ḍarīḥ), dette forinden wahabitterne ødelagde gravpladsen.

Abū Ṭālib havde en helt særlig position iblandt Quraysh-stammen og var kendt som en en indflydelsesrig leder (ḥukkām) iblandt dem. Nogle overleveringer beretter at hans levevej bestod i at sælge parfume og hvede, og drog på handels- og karvanerejser til al-Shām (Syrien). Imidlertid er der andre overleveringer der beretter at hans økonomiske situation var vanskelig og at han så sig nødsaget til at låne penge i to år fra sin broder al-ʿAbbās, for at kunne varetage sit ansvar for siqāya (levering af rent drikkevand til pilgrimsrejsende til Kabaen). Til sidst blev han endvidere nødsaget til at overgive dette ansvar til al-ʿAbbās for at afskrive hans gæld. Endnu andre overleverer at han (også) var nødsaget til at overgive varetægten af sine børn til andre som direkte resultat af fattigdom. Overleveringer om Abū Ṭālibs fattigdom, samt afhængighed af sin broders velstand, er særlige tvivlsomme, da de eksplicit blev anvendt som argumenter af den abbasidiske kalif al-Manṣūr som det fremstår i et brev til Muḥammad al-Nafs al-Zakiyya omkring år 145/762. Det er til en vis grad usikker i hvor høj grad dette var en del af abbasidernes propaganda mod Ṭālib-slægten, og samtidig løfte status af egne forfædre, som led i den vedvarende politiske og religiøse legitimitet af abbasiderne.

Historisk har der fra tidlig tid udviklet sig en teologisk uenighed om Abū Ṭālibs oprigtige tro. Dette har afsæt i adskillige overleveringer som både varierer i udlægningen og betydelig forskel i detaljegraden af emnet. Det faktum at disse overleveringer kan følges tilbage til tidlig islamisk historie bevidner at Abū Ṭālibs oprigtige tro har været et debatteret emnet siden tidlig islam. I henhold til majoriteten af disse overleveringer ville Abū Ṭālib ikke alene fravælge at konverterer til islam, men samtidig fastholde sine forfædres tro. Selv udtalelser af en personlighed som Abū Jahl, hvor han undviger at bekende sig til islam er blevet tilskrevet Abū Ṭālib i en beretning af Ibn al-ʿAbbās. I en række af disse tvivlsomme overleveringer omkring Abū Ṭālibs manglende tro på islam, der spiller al-ʿAbbās en speciel rolle, selvom han først senere konverterede under erobringen af Mekka. Nogle af de overleveringer der beretter Abū Ṭālibs manglende tro refererer endvidere til koraniske vers til at underbygge argumentet for at Abū Ṭālib aldrig konverterede til islam og forbød profeten Muḥammad imod at gå i forbøn for ham. Nogle af disse beretninger nedtoner Abū Ṭālibs straf (i det hinsidige) som led af hans indsats for at bistå profeten Muḥammad. I henhold til nogle upålidelige beretninger var ʿAlī b. Abū Ṭālib modvillig overfor at skulle jordfæste sin fader ved dennes død og indvilliget først efter at profeten Muḥammad beordret ham. Det er ikke overraskende at adskillige af disse fabrikerede overleveringer blev berettet af abbasidiske beretter af traditioner (rijāl), såsom ʿAbd Allāh b. al-Ḥārith b. Nawfal. Dette er også illustreret i vers Ibn al-Muʿtazzs poesi. Abbasidernes agenda var at placerer deres forfædres status over den af Abū Ṭālib og sin slægt. I endnu andre overleveringer ses en tilsvarende fjendtlighed overfor Ṭālib-slægten også iblandt umayyadernes beretter af traditioner, særlig målrettet ʿAlī b. Abū Ṭālib. Det var både spørgsmålet om beretterkæden sandfærdighed og beretnings indhold der var underlagt stor kritik i tidlig islam. Selvom debatten om Abū Ṭālibs oprigtige tro til at starte med var politisk af karakter, ville den siden hen blive en af teologiske karakter mellem tilblivelsen af forskellige islamiske skoler over de følgende århundreder. I kontekst af Abū Ṭālibs oprigtige tro er det også værd at nævne den rolle der blev givet Abū Bakr: der er visse der gør krav på at dennes fader, Abū Quḥāfa, blev muslim inden sin død. Ibn Taymiyya (d. 8/245) accepterer heller ikke at Abū Ṭālib havde konverterede til islam. Her argumenterer han for at Abū Quḥāfa (som fader til den første historiske kalif) havde præcedens over Abū Ṭālib (som fader til den fjerde historiske kalif) og sidstnævntes støtte til profeten Muḥammad alene skal betragtes i lyset af de var slægtninge. I modsætning til dette fjerner alle shia-muslimske overleveringer, som berettet gennem Jaʿfar al-Ṣādiq, tvivl om de modstridende beretninger om Abū Ṭālibs oprigtige tro, og samtidig fastholder at Abū Ṭālibs oprigtige tro som muslim. Adskillige shia-islamiske afhandlinger er blevet skrevet om Abū Ṭālib og dennes oprigtige tro, hvor der i den klassiske litteratur er blevet identificeret over 40 af sådanne værker. De mest velkendte af sådanne afhandlinger er Īmān Abī Ṭālib af Sheik al-Mufīd og al-Ḥujja ʿalā al-dhāhib ilā takfīr Abī Ṭālib af al-Fakhkhār b. Maʿadd al-Mūsawī (d. 630/1233). Iblandt nutidige afhandlinger er den mest nævneværdige den af ʿAbd Allāh al-Khunayzī og sin afhandling ved navn Abū Ṭālib muʾmin Quraysh.

Adskillige digte er også tilskrevet Abū Ṭālib der omhandler begivenheder før og efter den profetiske mission; disse vers er hyppigt citeret i Ibn Isḥāqs tidlige beretninger. Digtene er også citeret i andre tidlige islamisk kildematerialer.