Abū Luʾluʾ

Abū Luʾluʾ (d. 23/644), attentat- og drabsmand af ʿUmar b. al-Khaṭṭāb, den anden historiske kalif.

Der vides meget lidt om Abū Luʾluʾs liv, hvor hans omdømme næsten udelukkende bygger på at være ʿUmars drabsmand. De fleste overleveringer nævner at hans rigtige navn var Fīrūz.

Der eksisterer lidt enighed blandt de tidlige kilder om hans overbevisninger og forfædres slægt, og senere kilder kaster intet nyt over emnet udover at gentage tidligere overleveringer. I henhold til en pålidelig beretning, så kom han fra regionen Nihāwand fra den persisk provins Hamadān. Han bliver på et tidspunkt taget som krigsfange og senere solgt som slave af guvernøren af Kūfa, al-Mughīra b. Shuʿba (603-670). De tidligste overleveringer beretter at han var mager (græsk mágos). I Matt, 2,1-12, Den autoriserede danske bibeloversættelse af 1992, omtales de som “vismænd”, der muligvis er en betegnelse fra nytestamentlig tid, egentlig navn på persisk præsteklasse indenfor zarathustrisme, zoroastrisme.. Imidlertid er der en anden gruppe af historikere der identificerer ham af kristen tro. I henhold til en svag beretning, citeret på beretningen af Sayf b. ʿUmar, blev Abū Luʾluʾ først taget til fange af byzantinerne og senere af muslimerne.

Der eksisterer også lidt enighed i overleveringerne om motivet bag Abū Luʾluʾs attentat af ʿUmar. I henhold til de tidligste overleveringer, så skrev al-Mughīra (der befandt sig Kūfa) i et brev til ʿUmar (der befandt sig i Medina) og spurgte om tilladelse til at hans slave, Abū Luʾlu, kunne komme til Medina så folket der kunne lære en række forskellige håndværk af ham. På trods af ʿUmar havde spærret al adgang til Medina for ikke-araber så gav han al-Mughīra en dispensation i tilfælde med Abū Luʾlu. Efter et stykke tid så klagede Abū Luʾlu til ʿUmar over den hårde arbejdsbelastning der blev lagt på ham af sin herre al-Mughīra, men ʿUmar afviste dennes klage, og angiveligt ytrede Abū Luʾlu ved denne lejlighed nogle truende ord i vrede. Et stykke tid efter denne episode skulle Abū Luʾlu have angrebet ʿUmar i en moské under morgen tidebønnen, hvor han giver ham et par dødelig knivstik med sin dolk, og sårer adskillige andre individer, inden han derefter begår selvmord.

Andre teorier om årsagen bag mordet af ʿUmar fastholder at dette var et plot af dennes nære fæller, der ikke brød sig om hans barskhed, og brugte Abū Luʾluʾ som den eneste måde at at udføre attentatet. Nogle kilder beretter at kaliffen havde modtaget en række advarsler om dette forinden plottet, hvor endnu andre ikke mener man kan stole på beretninger der beskriver ʿUmars attentatmand i mystiske termer.

Efter mordet på ʿUmar, der hævdede ʿAbd al-Raḥman b. ʿAwf at mordet var en plot udspekuleret af Abū Luʾlu og to af andre personer ved navn al-Hurmuzān og Jufayna. Som et resultat af dette valgte ʿUmars søn,  ʿAbd Allāh b. ʿUmar, at hævne sin fader ved at dræbe disse to mænd og Abū Luʾluʾs yngste datter. I og med at anklagerne mod disse personers skyld aldrig blev bevist, samt den manglende interesse i denne sag af den nye kalif ʿUthmān, blev hele emnet en senere teologisk konflikt.

(Abū Loʾloʾa)

Videre læsning

Abū Jahl

Abū al-Ḥakam ʿAmr b. Hishām b. Mughīra al-Makhzūmī, kendt som Abū Jahl (d. ramaḍān 2/marts 624), en af de noble fra Quraysh-stammen og kendt mekkansk polyteist.

Han var født i år 554. Hans fader, Hishām, var også blandt de noble af Mekka og overhovedet af klanen Banū Makhzūm af Quraysh-stammen. Hans mor var Asmāʾ, datter af Makhraba b. Jandal al-Ḥanẓalī af klanen Banū Tamīm. Abū Jahl var efter hans moders slægt. Asmāʾ ville senere konvertere til islam og handle med parfume.

Det er berettet at enten Makhraba eller hans søster (Umm) Julās, var blevet betroet med dokumenterne der var blevet nedfældet af Quraysh om boykotten af Banū Hāshim og det tidlige muslimske fællesskab.

Tilsvarende andre noble fra stammen Quraysh så var Abū Jahl en handelsmand og var velstående. Tilsvarende sin fader og broder var han i perioden før islam kendt som en af de generøse iblandt Quraysh.

I sin ungdom formået Abū Jahl over tid at opbygge en vis respekt blandt de mekkanske noble. I år 584 (i en alder af tredive år) blev han udvalgt som medlem af dār al-nadwa (stammeledernes råd) som direkte resultat af hans høje personlige evner, dette selvom det var gældende at man ikke kunne blive optaget før man var fyldt fyrre år hvis man ikke var af Quṣayy-klanen. Det var først i år 1/622 med Walīd b. al-Mughīra død, at Abū Jahl bliver overhoved af klanen Makhzūm-klanen af Quraysh-stammen. Selv inden denne begivenhed var hans ord vægtet højt iblandt Quraysh. Dette ses tydeligt i teksterne, hvor der bl.a. kan læses om hans centrale rolle i at nedstemme et forslag om en pagt om beskyttelse mellem Aws fra Yathrib (Medina) og Quraysh (fra Mekka).

I de tidlige år af profeten Muḥammads mission ville Abū Jahl tage talrige initiativer for at forhindre mekkaner i at konverterer til islam. Der eksisterer adskillige koraniske vers der siges at være åbenbaret i direkte forbindelse eller omtale af ham, fx Koranen sura 96 (med titlen al-ʿAlaq, ‘Levret blod’) vers 18, ‘vi vil tilkalde håndlangerne’.

De nok to mest nævneværdige handlinger af Abū Jahl mod profeten Muḥammad af var da han forhindret Abū Lahab i at give profeten Muḥammad beskyttelse efter Abū Ṭālibs død og hans mislykkede konspirationer med forskellige klaner om at dræbe profeten Muḥammad.

Det muslimske fællesskab led under hans barske og hævnrige karakter – dette i så høj en grad, at hans broder fra sin moders side, ʿAyyāsh b. Abī Rabīʿa (der egentlig var blevet muslim) under en rejse til Medina bliver taget til fange og bragt tilbage fra Qubā til Mekka og fængslet.

Det var profeten Muḥammad der gav ham tilnavnet Abū Jahl (‘Uvidenhedens far’) og fortalte muslimerne at kalde ham ved dette tilnavn.

Det var efter profeten Muḥammads emigration til Medina og muslimerne indblandelse i handelsruten mellem Mekka og al-Shām (Syrien) at konflikten mellem Abū Jahl og muslimerne blev tilspidset. Men selv på trods af Qurayshs overlegenhed i antal, blev Abū Jahl dræbt, og mange ledende karakter fra Quraysh blev besejret over tid.

Abū Ḥudhayfa

Abū Ḥudhayfa b. ʿUtba b. Rabīʿa b. ʿAbd Shams b. ʿAbd Manāf (d. 12/633), velkendt fælle af profeten Muḥammad og blandt de første konvertitter til islam, og iblandt den gruppe af muslimer som emigrerede til Abessinien (Etiopien) og senere til Medina.

Abū Ḥudhayfa var til stede under adskillige kampe som der blev kæmpet under profeten Muhammads kommando, og blev senere dræbt i slaget ved al-Yamāma.

I henhold til nogle beretninger var Abū Ḥudhayfa 53 eller 54 år gammel da han døde, men i henhold til andre var han 56 år gammel. Der er forskellige beretninger hvad angår hans navn (ism). Der referere til ham som Hushaym eller Mihsham og andre kilder som Hāshim. Endnu andre kalder ham Qays og tilføjer at Mihsham var navnet på sønnen af al-Mughīra b. ʿAbd Allāh b. ʿUmar al-Makhzūmī.

Abū Ḥudhayfas moder var Fāṭima datter af Ṣafwān b. Umayya al-Kinānī.

Abū Ḥudhayfa accepteret islam i den meget tidlig periode, dette før profeten Muḥammad tog til al-Arqams hus for at inviter folk til islam. Hans søster Hind (Abū Sufyāns kone), sammensatte to digte i forbandelse af ham for at accepter islam (digtene blev til under slaget ved Badr da Abū Ḥudhayfa udfordrede hendes fader i nærkamp). Hans kone, Sahla, Suhayl b. ʿAmrs datter, var også blandt dem der emigrerede til Abessinien hvor de fødte deres søn Muḥammad.

Abū Ḥudhayfa var blandt de første muslimer der drog til Medina som en muhājirūn (emigrant). I Medina boede han i ʿAbbād b. Bishrs hus sammen med dennes mawlā (klient) og adopterede søn Sālim, og det var her i Medina at profeten Muḥammad erklærede at Abū Ḥudhayfa og ʿAbbād b. Bishr var brødre.

Abū Ḥudhayfa kæmpede i en række slag, heriblandt Khandaq og Badr. Han var også tilstede da fredsaftalen blev underskrevet i Ḥudaybiyya. Der eksisterer overleveringer der beretter at han også deltog i andre slag (hvor det ikke var profeten Muḥammad der var direkte hærfører eller havde kommandoen), blandt andet et slag der tog sted syv måneder efter hijra hvor muslimerne var ledet af Ḥamza b. ʿAbd al-Muṭṭalib og under kommandoen af ʿAbd Allāh b. Jaḥsh, samt slaget ved Qaṭan hvor Abū Salama var kommandør. I slaget ved Badr var han blandt de mænd der kæmpede mod og dræbte sin egen fader. I henhold til Ibn al-Kalbī, efter at Abū Ḥudhayfa blev dræbt i slaget ved al-Yamāma, ville det være ʿUthman b. ʿAffān der sørget for hans søn Muḥammads leveomkostninger. Imidlertid ville Muḥammad senere være blandt dem som opfordret egypterne til at rejse sig op imod ʿUthman (der blev den tredje historiske kalif), og var blandt dem der angreb kaliffens hus. Efter at ʿUthman var blevet dræbt flygtede Muḥammad til al-Shām (Syrien) men blev dræbt af Muʿāwiyas tjener, Rashdīn.

Abān b. ʿAbd al-Ḥamīd al-Lāḥiqī

Abān b. ʿAbd al-Ḥamīd al-Lāḥiqī (d. 200/816), lærd af persisk oprindelse, skrev digte på arabisk.

Hans forfader Lāḥiq b. ʿUfayr var en beretter af ḥadīth og mawlā (agent) for stammen Banū Raqqāsh. Hans forfædre levede i Fasā, en by i provinsen Fārs, Iran. Påstanden at de oprindeligt var jøder, som først foreslået af Abū ʿUbayda, er ubegrundet.

Abāns familie er velkendte digtere: lige fra hans forfader Lāḥiq til hans far ʿAbd al-Ḥamīd, hans bror ʿAbd Allāh, hans søn Ḥamdān og hans barnebarn Abān.

Abān b. Taghlib

Abān b. Taghlib, Abū Saʿīd b. Rabāḥ al-Bakrī al-Jurayrī al-Kindī al-Rabaʿī al-Kūfī (d. 141/758), retslærd, koranrecitator og -fortolker, jurist og kendt shia-muslimsk beretter af overleveringstraditioner.

De fleste overleveringer gengiver ham som Abū Saʿīd, selvom han også er omtalt som Abū Saʿd eller Ibn Saʿīd. Endnu andre kilder giver ham navnet Abū Umayma. Han blev kaldt al-Jurayrī fordi han var en mawlā (klient) af Banū Jurayr b. ʿUbāda, selvom hans nisba, al-Bakrī, refererer til Bakr b. Wāʾil, en forfader af familien.

Der findes ingen informationer om hans fødselsdato og -sted, men eftersom han bliver kaldt al-Kūfī er det højst sandsynligt at han levede i Kūfa, Irak og var nok også født i byen.

Både shia- og sunni-muslimer beretter overleveringstraditioner fra Abān b. Taghlib.

Shia-muslimske retslærde inden for rijāl-genren (evaluering af status af berettet af ḥadīth) betragter ham som thiqa (pålidelig) og det samme gør majoriteten af sunni-muslimske retslærde; heriblandt Aḥmad b. Ḥanbal, Yaḥyā b. Maʿīn, Abū Ḥātim og al-Nasāʾī som alle har påtegnet ham som troværdighed.

I modsætningen hertil skriver sunni-forfatteren al-Saʿdī al-Jūzjānī at han er en zāʾigh (en der afviger fra sandheden), havde frastødende religiøse overbevisninger og var en mujāhir (en der skamløst viser sine synder), hvor endnu andre sunni lærd indenfor rijāl-genren, forsvarer Abān på basis hans fromhed og moralske hæderlighed der er hævet over al kritik.

Abān b. ʿUthmān b. ʿAffān

Abān b. ʿUthmān b. ʿAffān (d. mellem 101/719 og 105/723), søn af den tredje historisk kalif ʿUthmān b. ʿAffān (r. 23–35/644–55) og en af de tidlige forfatter af maghāzī (beretninger af profetens militære felttog).

Han bliver betraget som medlem af  jīl al-tābiʿīn (efterkommer af profetens fæller), dvs. andengeneration af det tidlig muslimske fælleskab. Han mor, Umm ʿAmr, var ikke af qurayshī oprindelse; hun var en efterkommer af Daws, en undergruppe af Azd stammen.

ʿAbāʾ

ʿAbāʾ. Ordet ʿabāʾ er et langt stykke løst klæde der tages over andet tøj, dette som del af beklædningen for mænd og delvis også kvinder.

Det anvendes både af araber og ikke-araber. ʿAbāʾ er anvendt under forskellige anledninger og bliver blandt andet også kaldt ʿabāya, ʿabāʾa, ʿabāh mv.

Beklædning ʿabāʾ var jævnligt brugt af alle sociale klasser men på forskellige måder afhængig af omstændighed og anledning. De første ʿabāʾ var vævet fra kamelhår og kom i naturlig lysebrun farve.

Abū Sufyān

Abū Sufyān Ṣakhr b. Ḥarb b. Umayya b. ʿAbd Shams b. ʿAbd Manāf b. Quṣayy b. Kilāb al-Amawī (født ca. 560, døde 32–4/653–5), handelsmand i Mekka og aktiv i kampen mod profeten Muhammad, førende arabiske leder mod islam.

Hans kunya er til tider også givet som Abū Ḥanẓala. Hans eksakte fødselsår er ikke kendt, men i henhold til en overlevering var han født ti år før ‘Elefantens år’ (ʿām al-fīl).

Hans moder Ṣafiyya var datter af Ḥazn b. Bujayr b. Huzam og hans fader Ḥarb var leder af klanen Banū Umayya og deres kommandør i Fijār-krigene (omtrent år 580) (Abū al-Faraj, 6/341; Ibn Qudāma, 202).

Selvom Abū Sufyān spillede en central rolle i tidlig islam, vides der meget lidt om ham før islams kommen. Visse overleveringer beretter at han før islam var en ledende medlem af Quraysh-stammen og en handelsmand. Abū Sufyān var en central skikkelse i modstanden mod profeten Muḥammad lige fra første gang denne begyndt at forkynde islam åbent. Det er dog blev foreslået at hans modstand var mildere end den sammenlignet med andre ledende skikkelser af Quraysh, bl.a. Abū Jahl og Abū Lahab.

Abū Sufyān var leder af en handelskaravane der var på vej retur fra al-Shām (Syrien) i det andet år af profeten Muḥammads migration fra Mekka til Medina (Yathrib). Da profeten Muḥammad besluttede sig for at angribe karavanen, der valgte Abū Sufyān at søge hjælp fra Quraysh i Mekka, og derefter tog en beslutning om at ændre kurs mod Mekka. Selvom karavanen formået at undvige truslen, så var Abū Jahl så oprørt over profeten Muḥammads umiddelbare trussel at han besluttet ikke at vende tilbage til Mekka men i stedet at indlede et angreb på muslimerne i Medina. Det var ved denne begivenhed at Quraysh led nederlag i slaget ved Badr, hvor bl.a. Abū Sufyāns søn Ḥanẓala blev dræbt. Han anden søn, ʿAmr, blev taget til krigsfange og senere løsladt. Quraysh var så oprevet over dette nederlag at de planlagde at indlede endnu et angreb mod profeten Muḥammad og muslimerne i Medina. Abū Sufyān satte ud fra Medina med 200 ryttere og først efter forhandlinger med Sallām b. Mishkam, lederen af Banū Naḍīr, sendte han nogle af sine tropper til Medina som satte ild til nogle palmelunde i ʿUrayḍ og flygtede. Profeten Muḥammad satte ud efter Abū Sufyān men formået ikke at tilfangetage ham og returnerede herefter.

I år 3/624 marcher Abū Sufyān med en stor hær mod Medina. Her led muslimerne nederlag i et sted nær Medina ved navn Uḥud. I slaget ved Uḥud blev en række ledende muslimer dræbt, heriblandt profeten Muḥammads onkel Ḥamza. Abū Sufyāns kone Hind blev berygtet fra dette slag da hun spiste Ḥamzas lever; et løfte hun havde aflagt efter nederlaget ved Badr, hvor Ḥamza havde dræbt hendes fader ʿUtba, hendes broder Walīd og hendes onkel Shayba. Efter slaget ved Uḥud ville Abū Sufyān adresserer profeten Muḥammad og udråbe at han ville give ham endnu et slag ved Badr, for derefter at afslutte sin tale med lovprisning af hans idoler. Det efterfølgende år drog profeten Muḥammad til Badr men inden han ankom hertil ville Abū Sufyān overtale Quraysh til at returnere til Mekka. Året efter dette ville Abū Sufyān, med bistand fra jøderne af Medina, samle en stor hær og at angribe muslimerne, et angreb der blev kendt som slaget ved Khandaq. Abū Sufyān og hans hær vendte hjem tomhændet som slaget endte ind i dødvande, og takkede være profeten Muḥammads beslutninger sikrede han at Medina ikke led nederlag.

Selvom Abū Sufyān ikke spillede en central rolle i Ḥudaybiyya-fredsaftalen, var det ham der af mekkanere blev sendt til Medina for at forhandle en udvidelse af aftalen med profeten Muḥammad – dette fandt sted efter at Banū Bakr (allierede af Quraysh-stammen) havde brudt aftalen. Abū Sufyān havde ikke succes med at udvide aftalen og vendte derefter tilbage til Mekka tomhændet.

Efter adskillige års mod- og fjendskab mod islam valgt Abū Sufyān langt om længe, ledsaget af al-ʿAbbās, at tage til profeten Muḥammad og konverterer til islam; denne begivenhed fandt sted omtrent erobring af Mekka. Til gengæld sikrede profeten Muḥammad overfor Abū Sufyān at hans hus ville være et helle for ham under den nært forestående erobring af byen. Abū Sufyān og sin familie blev muslimer og profeten Muḥammad udnævnte ham som guvernør af Najrān-provinsen. I det samme år ville Abū Sufyān lede en gruppe af muslimske soldater i slaget ved Ḥunayn. Efter slaget ville profeten Muḥammad tilbyde ham og sine sønner en stor andel af krigsbyttet.

Det er overleveret at Abū Sufyān blev blind på et øje under slaget ved Ṭāʾif. Efter slaget ville profeten Muḥammad udsende Abū Sufyān til byen Ṭāʾif for at inddrive offentlig almisse (zakāt).

I henhold til nogle overleveringer var Abū Sufyān stadig guvernør af Najrān-provinsen da profeten Muḥammad døde. Efter dette ville han angiveligt flytte til Mekka og blive der et stykke tid for derefter at flytte til Medina permanent. Andre overleveringer berettet at Abū Sufyān forinden profeten Muḥammads død havde flyttede til Mekka og dennes død var det ʿAmr b. Ḥazm der var guvernør af Najrān-provinsen. I hvert fald tyder det på at Abū Sufyān først tog til Medina efter profeten Muḥammads død.

Da Abū Bakr blev kalif forekommer det at Abū Sufyān var bekymret og skuffet, over det faktum, at en person fra en laver anerkendt familie skulle blive valgt som kalif, og gik muligvis med tankerne om at skabe røre omkring valget. Ikke desto mindre valgte han at kæmpe i slaget ved Yarmūk i år 15/636, og opfordret de muslimske styrker, der var under kommandoen af hans søn Yazīd, at kæmpe videre og holde fonten. Det er overleveret at han angiveligt skulle have mistet synet på sit andet øje under dette slag.

I henhold til nogle overleveringer advarede Abū Sufyān sin søn Muʿāwiya om at modsætte sig den anden historisk kalif ʿUmar, og i stedet anbefalet ham til at tilbyde sin støtte. Selvom det er overleveret at kaliffen ʿUmar respekteret Abū Sufyān, er det også blevet berettet at Abū Sufyān blev irettesat af ʿUmar for at begå visse overtrædelser. Da ʿUthmān blev kalif er det citeret at Abū Sufyān sagde til den nyvalgte kalif og umayyaderne: “Nu når kalifatet er faldet faldet i jeres hænder så videregiv det kun iblandt jer selv og aldrig lad det blive taget fra jer”.

Abū Sufyāns eksakte dødsdato er usikkert. I henhold til nogle døde han fem år før den historiske kalif ʿUthmān, dvs, år 30/650-651. Hver af de tre år fra 31 til 33/651 til 653 er andensteds også blevet berettet som datoer for hans død.

Til trods for hans konvertering til islam, som nævneværdigt først fandt sted omtrent erobringen af Mekka, er den brede holdning i kildematerialet, at hans holdninger under ridda-krigene illustrerer hans fortsatte tilknytning til før-islamiske overbevisninger. Flere kaldte ham “kætteren” (zindīq) iblandt Quraysh-stammen, selv efter hans konvertering som de så skind for at beskytte sine egen position. Dette har givet ham et umådelig dårligt omdømme i kildematerialet.

Abū Sufyān er også kendt for at berette nogle overleveringer (ḥadīth) fra profeten Muḥammad.

Abū Sufyān efterlod sig adskillige efterkommere. Den mest kendt – og relativt upopulære – af dem var Muʿāwiya, som spillede en central politisk rolle i det 1./7. århunded, og etableret det umayyadiske dynasti. End anden af hans sønner, Yazīd, blev udvalgt af den historiske kalif Abū Bakr som kommandør af en muslimsk hær og senere udnævnt som guvernør af den historiske kalif ʿUmar. Endnu en anden søn, ʿUtba, kæmpede side om side med ʿĀʾisha i Kamel-slaget, og blev senere udnævnt som guvernør af Egypten af sin broder og nu også historisk kalif, Muʿāwiya. En af Abū Sufyāns døtre, Umm Ḥabība, var en tidlig konvertit til islam og blandt dem der emigrerede til Etiopien. Senere tog hun til Medina hvor profeten Muḥammad ægtede hende.