Abū al-Faḍl al-ʿAbbās b. ʿAlī (dræbt ved Karbalāʾ på ʿĀshūrāʾ den 10. muḥarram 61/10. oktober 680), kendt som Qamar Banī Hāshim (“Hāshim-klanens måne”), søn af ʿAlī b. Abī Ṭālib, og halvbror til al-Ḥusayn b. ʿAlī.
Hans mor Fāṭima var datter af Ḥizām b. Khālid b. Rābīʿa fra den arabiske Kilāb-stamme, og mor til tre sønner gennem ægteskab med ʿAlī b. Abī Ṭālib, og derfor kendt som Umm al-Banīn (“Sønnernes mor”).
Abū Ḥanīfa, al-Nuʿmān b. Thābit (80-150/699-767), sunni-muslimsk retslærd (faqīh) og teolog (mutakallim), stifter af en af de fire sidenhen kanoniske sunni-muslimske retsskoler – den hanafitiske retsskole – der har navn efter ham.
Sunni-muslimske tilhængere af retsskolen kaldes hanafitter. Tilhængerne af hans retsskole kalder Abū Ḥanīfa for al-Imām al-aʿẓam (“den største imam”) og Sirāj al-aʾimma (imamernes lampe”).
ʿAbd Allāh b. Jaḥsh, Abū Muḥammad (d. shawwāl 3/marts 625) var en af profeten Muḥammads fæller som migreret til Medina i år 1/622.
Han var fra klanen Banū Asad b. Khuzayma. Hans moder, Umayma, var datter af ʿAbd al-Muṭṭalib og her igennem profeten Muḥammads tante.
Det vides at forinden profeten Muḥammad boede i al-Arqams hus, der havde ʿAbd Allāh og sine to brødre, samt deres søster Zaynab – som senere ville blive gift med profeten, konverteret til islam og emigreret til Abessinien hvor profeten Muḥammad havde etableret et broderskabsbånd mellem ʿAbd Allāh og en af “Hjælperne” (al-Anṣār).
ʿAbd Allāh var på vegne af profeten Muḥammad blev instrueret i at lede en troppe af “Emigranter” (muhājirūn) til at kæmpe et slag ved Nakhla (mellem Mekka og Ṭāʾif). ʿAbd Allāh kæmpede også i slaget ved Badr og Uḥud, hvor han faldt i kampene under sidstnævnte. Efter ʿAbd Allāhs død, købte profeten Muḥammad en ejendom i Khaybar til hans børn.
(Abdullah, Abdallah)
Asmāʾ bint ʿUmays b. Maʿad b. Khathʿam (d. efter 40/660), en kvindelige fælle af profeten Muḥammad.
Hendes fader, ʿUmays b. Maʿad, var fra klanen Banū Khathʿam b. Anmār som var en del af stammen Banū Qaḥṭān, mens hendes moder, Hind, var datter af ʿAwn b. Zuhayr al-Ḥimyarī. Hendes eksakte fødselsdato er ukendt.
Asmāʾ konverteret til islam samtidig med hendes mand, Jaʿfar b. Abī Ṭālib, og betragtes derfor blandt de første muslimer. Sammen med hendes mand, migrerede hun til Etiopien i det syvende år før islam og fik under dette ophold tre sønner, navnlig ʿAbd Allāh, Muḥammad og ʿAwn. I år 7/628 returnerede hun tilbage sammen med de andre emigranter til Medina, og året efter i 8/629 døde hende mand i slaget ved Mūta. Hun giftede sig derefter med Abū Bakr og gav fødsel til en søn ved navn Muḥammad i året af ‘Farvel Pilgrimmen’. Under profeten Muḥammads sygdom og sidste dage var hun ved hans side. Senere blev hun gift med ʿAli b. Abī Ṭālib, og i henhold til en beretning fik hun endnu to sønner gennem dette ægteskab, navnlig Yaḥya og ʿAwn. Yaḥya døde angiveligt som spæd, hvor der er delte meninger omkring ʿAwn og om det ikke er muligt at han forveksles med ʿAwn b. Jaʿfar.
Asmāʾs eksakte dødsdato er også ukendt, selvom datoerne 38/658 og før-60/680 er nævnt i overleveringerne. Andre kilder beretter at hun levede længere end ʿAli b. Abī Ṭālib.
Asmāʾ er i overleveringerne bedst kendt gennem hendes relation til ʿAli b. Abī Ṭālibs familie, hvor hun bl.a. var iblandt de få der fik lov til at deltage til Fāṭima bint Muḥammads gravsættelse der fandt sted i skjul om natten. Det er også berettet at hun var tilstede under bryllupet af ʿAli b. Abī Ṭālib og Fāṭima bint Muḥammad i år 2/623, men disse beretninger forekommer tvivlsomme som man bære datoen fra Asmāʾs return fra Etiopien i mente.
I den shia-islamiske overlevering er hun højt prist for hendes nære og loyale forhold til Profetens Husstand (Ahl al-Bayt), og hvorfor der i visse beretninger fra Imām Bāqir og Imām Ṣādiq bliver snakket i høje toner om hende.
Asmāʾ berettede overleveringstraditioner (ḥadīth) fra profeten Muḥammad. Hendes søn, ʿAbd Allāh b. Jaʿfar, og Saʿīd b. al-Musayyab og ʿUrwa b. al-Zubayr berettede således overleveringstraditioner hende nævner en “bog” af Asmāʾ bint ʿUmays der angiveligt var en samling af beretninger fra profeten Muḥammad. Sådan et tidligt ḥadīth-dokument ville være ekstremt værdifuldt, særlig givet at Asmāʾ var så tæt på profeten Muḥammad og hans familie, men eftersom ingen andre kilder omtaler denne, må det antages at denne bog er gået tabt.
al-ʿAbbādī, Abū ʿĀṣim Muḥammad b. Aḥmad b. Muḥammad b. ʿAbd Allāh b. ʿAbbād (d. shawwāl 458/september 1066), sunni-muslimsk shāfiʿī dommer (qādī) fra Herat og forfatter af den første ṭabaqāt (biografisk opslagsværk arrangerede efter generationer) over shāfiʿī jurister (fuqahāʾ).
Han var en prominent intellektuel debattør i konfrontationerne mellem sunni-muslimske shāfiʿī og ḥanafī tilhængere under hans levetid.
Abū Ḥudhayfa b. ʿUtba b. Rabīʿa b. ʿAbd Shams b. ʿAbd Manāf (d. 12/633), velkendt fælle af profeten Muḥammad og blandt de første konvertitter til islam, og iblandt den gruppe af muslimer som emigrerede til Abessinien (Etiopien) og senere til Medina.
Abū Ḥudhayfa var til stede under adskillige kampe som der blev kæmpet under profeten Muhammads kommando, og blev senere dræbt i slaget ved al-Yamāma.
I henhold til nogle beretninger var Abū Ḥudhayfa 53 eller 54 år gammel da han døde, men i henhold til andre var han 56 år gammel. Der er forskellige beretninger hvad angår hans navn (ism). Der referere til ham som Hushaym eller Mihsham og andre kilder som Hāshim. Endnu andre kalder ham Qays og tilføjer at Mihsham var navnet på sønnen af al-Mughīra b. ʿAbd Allāh b. ʿUmar al-Makhzūmī.
Abū Ḥudhayfas moder var Fāṭima datter af Ṣafwān b. Umayya al-Kinānī.
Abū Ḥudhayfa accepteret islam i den meget tidlig periode, dette før profeten Muḥammad tog til al-Arqams hus for at inviter folk til islam. Hans søster Hind (Abū Sufyāns kone), sammensatte to digte i forbandelse af ham for at accepter islam (digtene blev til under slaget ved Badr da Abū Ḥudhayfa udfordrede hendes fader i nærkamp). Hans kone, Sahla, Suhayl b. ʿAmrs datter, var også blandt dem der emigrerede til Abessinien hvor de fødte deres søn Muḥammad.
Abū Ḥudhayfa var blandt de første muslimer der drog til Medina som en muhājirūn (emigrant). I Medina boede han i ʿAbbād b. Bishrs hus sammen med dennes mawlā (klient) og adopterede søn Sālim, og det var her i Medina at profeten Muḥammad erklærede at Abū Ḥudhayfa og ʿAbbād b. Bishr var brødre.
Abū Ḥudhayfa kæmpede i en række slag, heriblandt Khandaq og Badr. Han var også tilstede da fredsaftalen blev underskrevet i Ḥudaybiyya. Der eksisterer overleveringer der beretter at han også deltog i andre slag (hvor det ikke var profeten Muḥammad der var direkte hærfører eller havde kommandoen), blandt andet et slag der tog sted syv måneder efter hijra hvor muslimerne var ledet af Ḥamza b. ʿAbd al-Muṭṭalib og under kommandoen af ʿAbd Allāh b. Jaḥsh, samt slaget ved Qaṭan hvor Abū Salama var kommandør. I slaget ved Badr var han blandt de mænd der kæmpede mod og dræbte sin egen fader. I henhold til Ibn al-Kalbī, efter at Abū Ḥudhayfa blev dræbt i slaget ved al-Yamāma, ville det være ʿUthman b. ʿAffān der sørget for hans søn Muḥammads leveomkostninger. Imidlertid ville Muḥammad senere være blandt dem som opfordret egypterne til at rejse sig op imod ʿUthman (der blev den tredje historiske kalif), og var blandt dem der angreb kaliffens hus. Efter at ʿUthman var blevet dræbt flygtede Muḥammad til al-Shām (Syrien) men blev dræbt af Muʿāwiyas tjener, Rashdīn.
Abān b. ʿAbd al-Ḥamīd al-Lāḥiqī (d. 200/816), lærd af persisk oprindelse, skrev digte på arabisk.
Hans forfader Lāḥiq b. ʿUfayr var en beretter af ḥadīth og mawlā (agent) for stammen Banū Raqqāsh. Hans forfædre levede i Fasā, en by i provinsen Fārs, Iran. Påstanden at de oprindeligt var jøder, som først foreslået af Abū ʿUbayda, er ubegrundet.
Abāns familie er velkendte digtere: lige fra hans forfader Lāḥiq til hans far ʿAbd al-Ḥamīd, hans bror ʿAbd Allāh, hans søn Ḥamdān og hans barnebarn Abān.
Abān b. Taghlib, Abū Saʿīd b. Rabāḥ al-Bakrī al-Jurayrī al-Kindī al-Rabaʿī al-Kūfī (d. 141/758), retslærd, koranrecitator og -fortolker, jurist og kendt shia-muslimsk beretter af overleveringstraditioner.
De fleste overleveringer gengiver ham som Abū Saʿīd, selvom han også er omtalt som Abū Saʿd eller Ibn Saʿīd. Endnu andre kilder giver ham navnet Abū Umayma. Han blev kaldt al-Jurayrī fordi han var en mawlā (klient) af Banū Jurayr b. ʿUbāda, selvom hans nisba, al-Bakrī, refererer til Bakr b. Wāʾil, en forfader af familien.
Der findes ingen informationer om hans fødselsdato og -sted, men eftersom han bliver kaldt al-Kūfī er det højst sandsynligt at han levede i Kūfa, Irak og var nok også født i byen.
Både shia- og sunni-muslimer beretter overleveringstraditioner fra Abān b. Taghlib.
Shia-muslimske retslærde inden for rijāl-genren (evaluering af status af berettet af ḥadīth) betragter ham som thiqa (pålidelig) og det samme gør majoriteten af sunni-muslimske retslærde; heriblandt Aḥmad b. Ḥanbal, Yaḥyā b. Maʿīn, Abū Ḥātim og al-Nasāʾī som alle har påtegnet ham som troværdighed.
I modsætningen hertil skriver sunni-forfatteren al-Saʿdī al-Jūzjānī at han er en zāʾigh (en der afviger fra sandheden), havde frastødende religiøse overbevisninger og var en mujāhir (en der skamløst viser sine synder), hvor endnu andre sunni lærd indenfor rijāl-genren, forsvarer Abān på basis hans fromhed og moralske hæderlighed der er hævet over al kritik.
Abān b. ʿUthmān b. ʿAffān (d. mellem 101/719 og 105/723), søn af den tredje historisk kalif ʿUthmān b. ʿAffān (r. 23–35/644–55) og en af de tidlige forfatter af maghāzī (beretninger af profetens militære felttog).
Han bliver betraget som medlem af jīl al-tābiʿīn (efterkommer af profetens fæller), dvs. andengeneration af det tidlig muslimske fælleskab. Han mor, Umm ʿAmr, var ikke af qurayshī oprindelse; hun var en efterkommer af Daws, en undergruppe af Azd stammen.
Algazel, navnet er en latinisering af det arabisk al-Ghazālī. Hans fulde navn var Abū Ḥāmid Muḥammad b. Muḥammad al-Ṭūsī al-Ghazālī (450/1058-505/1111), persisk tænker og filosof.
Algazel leverer en dybtgående kritik af traditionelle argumenter for verdens evighed, naturlivets nødvendighed og muligheden for at kende sine forpligtelser uden åbenbaringens hjælp. Algazel kritisere Avicenna of andre islamiske filosoffer for under græsk inspiration at reducer Gud til en ligegyldighed. Argumentet er at disse filosoffer lader Guds handlinger bestemme af Hans væsen frem for Hans vilje, og tager reelle årsagsforbindelser mellem skabte ting. I modsætning til dette mener Algazel den skabte verdens kontingens: intet er nødvendigt, alt er total afhængigt af Guds frie, skabende vilje.
Algazel fik betydning for europæisk skolastik og for senere islamiske filosoffer som Averroes, der skrev et modskrift til Algazels filosofikritik.