Introduktion til Koranen
I. M. Kashi – september 2019 (1. udgave)
Ihukommet og dedikeret
Muḥammad søn af Abd Allāh (570–632),
profet og sendebud af den hellige Koran
Forord
I Guds navn, den Nådige, den Barmhjertige.
Koranen – Guds hellige ord er et grundlæggende læsemateriale om Koranen og forskellige aspekter af Koranen gennem tiden. Det er en bog for alle med interesse for Koranen. Det har i det hele taget først og fremmest været hensigten at skrive en pålidelig og anvendelig bog om Koranen, der ud fra en international målestok præsenterer Koranen for et dansk publikum. Denne bog er tiltænkt som første bind af samlet to bind. Dette bind vil blive fulgt op af endnu et bind, med arbejdstitlen: Islam – Den sande tro. Dette bind indleder med en generel introduktion til den hellige Koran og kort skitserer en biografi af profeten Muhammads liv og tilblivelsen af Koranen som et litterært værk. Der er særlig fokus på Koranens tekst og samling, form og struktur, periode for åbenbaring og temaer, samt Koranens budskab. Fokus har været på at præsentere en let og generel indføring i emnet ud fra Koranen og klassisk islamisk kildelitteratur. Der er altså tale om at lade Koranens ord, tekst og koncepter tale for sig selv og kun suppleret med anden kildelitteratur, hvor det er absolut nødvendigt. Bogen har fra starten været tiltænkt skrevet udelukkende som er et produkt af et muslimsk-dansk bidrag, dette i et nutidigt sprog, som er baseret på seneste forskning. Den skal i dens tilstræbte særpræg ses som et muslimsk-dansk modstykke til de voksende publikationer af vesterlændinges islamforskere. I denne hensigt er det ikke at mindske interessen for disse, tværtimod er formået at formidle så ajourført som muligt en sammenhæng i den muslimsk-danske bearbejdelse og med selvstændige muslimsk-dansk bidrag til dansk islamforskning. Sagt med andre ord, er formålet at lade den levende Koran tale for sig selv, og ikke kanalisere budskabet gennem filtre og postulater, som præsenteres i studier af vestlige orientalister og islamforsker. Sådanne koranstudier er, i overvejende grad, baseret på Koranen som et historisk, lingvistik eller sociologisk dokument; selv de der tilskriver teksten en vis religiøs betydning, accepterer ikke Koranen som en autentisk åbenbaring og Guds hellige ord. Tilgangen præsenteret i denne bog giver læseren direkte adgang til de talrige måder, hvorpå koranforskning kan læses, forstås og forklares på; dette af en dansk muslim, der underkaster sig Koranen som Guds hellige ord. I dette perspektiv skal det tilføjes, at denne bog, påbegyndes i tillid til læserens åbenhed og engagement som med-betingede forudsætninger. Bogen er samlet således, at den kan tale til følelse og fornuft og stilfærdigt pege på muligheden for at formidle den indsigt, at Koranen ér Guds hellige ord. Det er også en begrundelse for denne fremgangsmåde; drivkraften for det hele er en oplevelse af Koranen som en kilde til oplysning og oplivelse. Det er den egentlige grund til, at Koranen er så elsket af så mange mennesker. Den kærlighed kan deles, hvis der fokuseres på andet end “sædvanlige” forskning og historier.
Jeg vil gerne takke alle dem, der på forskellige vis har været behjælpelige ved udarbejdelsen af denne bog. Her ved afslutningen af dette forord, stilles en bøn, lovprisning og taksigelse til Gud, dette både på vegne af undertegnede og alle, der har bidraget til at gøre dette værk til virkelighed:
Lovet være Gud, som sendte Skriften ned til sin tjener [Muhammad] uden at lægge nogen skævhed deri, men som noget retlinet for at advare om en mægtig vælde, der udgår fra Ham og for at bringe de troende, der gør gode gerninger, det gode budskab, at de vil få en smuk belønning; de skal blive dér til evig tid (18:1-3). Et skrift, hvis tegn er entydige og derpå nøjagtigt fremlagt, fra én, der er vis og kyndig (11:1). Hvori bedraget ikke trænger ind, hverken forfra eller bagfra, nedsendt fra en, der er vis og prisværdig (41:42). Dette er Skriften; om den hersker der ingen tvivl – en retledning for de gudfrygtige (2:2). Åbenbaringens helligånd [Gabriel] har sendt det ned fra din Herre med sandheden for at styrke dem, der tror, og som en retledning og et godt budskab til dem, der overgiver sig til Gud (16:102). Det er ikke fortællinger, der er opfundet, men en bekræftelse af det, der forelå tidligere, en nøjagtig fremlæggelse af alting, retledning og barmhjertighed til folk, der tror (12:111). Det er en påmindelse til dig og dine folk. I vil blive draget til ansvar (43:44).
Guds nåde og fred være over profeten, der er sendt som udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Guds side, hader det (9:33). Profeten af sit folk, som de finder beskrevet hos sig selv i Toraen og Evangeliet; han påbyder dem det rette og forbyder dem det forkastelige (7:157). Guds nåde være over hans familie, de udvalgte og bedste iblandt os, de, der tror på ham [Muhammad], der støtter og hjælper ham og følger det lys [Koranen], der blev sendt ned med ham (7:157). De er sandfærdige og vidnerne [til åbenbaringen] hos deres Herre. De vil få deres belønning og deres lys (57:19). Gud har behag i dem, og de har behag i Ham. De er Guds tilhængere. Sandelig er det Guds tilhængere, som er de succesfulde (58:22).
Må Gud til evig tid løfte sin nåde fra, de der har købt sig vildfarelsen for retledningen; handelen giver intet udbytte, og de bliver ikke retledt (2:16). På den dag, hvor de kommer ud af gravene, hastigt, som om de ilede mod offerstenen, med sænket blik og overvældet af ydmyghed. Dette er den dag, hvormed de blev truet (70:43-4). På den dag, hvor det ikke vil nytte noget for dem, der handler uret, at komme med undskyldninger. De har forbandelsen og den onde bolig i vente (40:52).
Jeg lovpriser Gud, ophøjet er Han, for den retledning Han har forsynet os med, og takker Ham for Hans gunstbevisninger, så talrige at ingen optælling kan finde sted. Gud alene, ophøjet er Han, viser vejen til det rette, til hvem jeg sætter min lid.
I. M. Kashi
Ramadan 1440
Maj-Juni 2019
Redaktionelle bemærkninger
Det er tilstræbt at gøre denne bog så læsevenlig som muligt for den alment interesserede danske læser. For at opnå en vis redaktionel helhed er arabiske og persiske navne og begreber i nærværende udgave transskriberet efter et simpelt system:
| Konsonanter | Korte vokaler | ||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| ء | ʾ | ز | z | ك | k | ـَـ | a |
| ب | b | ژ | zh | گ | g | ـُـ | u |
| پ | p | س | s | ل | l | ـِـ | i |
| ت | t | ش | sh | م | m | ||
| ث | th | ص | ṣ | ن | n | Lange vokaler | |
| ج | j | ض | ḍ | ه | h | ا/ى | ā |
| چ | ch | ط | ṭ | و | q | و | ū |
| ح | ḥ | ظ | ẓ | ى | y | ي | ī |
| خ | kh | ع | ʿ | ||||
| د | d | غ | gh | Diftonger | |||
| ذ | dh | ف | f | ـَ و | aw | ||
| ر | r | ق | q | ـَ ي | ay | ||
| ة a; at (konstruktionsform) | |||||||
| ل al- (bestemt artikel) | |||||||
Kasus markeres ikke, men det gør både korte og lange vokaler i et ord. Stemmebåndslukket (ء) og strubelyden (ع) er undladt, når de står først eller sidst i et ord. Stavemåde følger som hovedregel den danske stavemåde efterfulgt af den korrekt transskriberede arabiske form i parentes, fx Koranen (al-Qurʾān). Det er hensigten at give læseren information om det pågældende ords faktiske stavemåde, såvel som mulighed for korrekt udtalelse, logisk og æstetisk klarhed. En undtagelse fra disse translitterationsregler er gjort for ord, der sidenhen er blevet en del af det danske sprog, fx Allah (Allāh), Gabriel (Jibrāʾīl) og Muhammad (Muḥammad).
Henvisninger til Koranen angives som hovedregel i parentes som afsnit (sura) og versnummer, fx (1:1), som “Koranens første sura, vers 1”. Oversættelsen af Koranens udsagn er gengivet efter etableret danske oversættelser med sideblik til den originale arabisk tekst.
Bogens tidsangivelser følger efter vor tidsregning (e.v.t.). Den islamiske tidsangivelse forekommer der, hvor det er fundet relevant; angivet som efter islamisk tidsregning eller efter udvandringen (hijra) (e.h.).
Kronologi
| Efter vor tidsangivelse |
Efter islamisk tidsangivelse |
|
|---|---|---|
| Koranen, himmelske arketype | ∞ | |
| Muhammad bliver født | 570 | |
| Muhammad, kaldelsen til profet Muhammad, nedsendelse af første åbenbaring Koranen, start på bog-tilblivelse |
610 | |
| Muslimsk fællesskab, “udvandring” (hijra), markerer islamisk tidsangivelse Koranen, begivenhed markere forskel mellem mekkanske og medinensiske åbenbarings-udsagn |
622 | 1 |
| Muhammad, nedsendelse af sidste åbenbaring Koranen, endelige bog-tilblivelse Koranen, original konsonanttekst i et samlet litterært værk; private koranhåndskrifter Muhammad dør |
632 | 10 |
| Den islamiske stat, affatter en statsautoriseret kanoniseret korantekst Den islamiske stat, sender kanoniseret korantekst til videre afskrift i riget |
644 | 24 |
| Islamisk universitet, publicerer det, der senere bliver kendt som standardudgave korantekst | 1923 | 1341 |
Indledning
Koranen som Guds hellige ord, er en del af en himmelsk bog, Umm al-Kitāb (“Bogens Moder”), der findes på en velbevaret tavle, kilden til al åbenbaring. Koranen som åbenbaring er en genklang af Guds endegyldige budskab til verden, en rettesnor for menneskeheden. Koranen som Guds nedsendte ord lærer mennesket sandheden om dens egen natur. Den er åbenbaret ordret (ord for ord) og lidt efter lidt (over en årrække) til Guds profet Muhammad, gennem en himmelsk budbringer, englen Gabriel. Koranen efterfølger og bekræfter andre tidlige åbenbaringer, som ligeledes er del af den himmelske bog og er blevet nedsendt til forskellige folk i historien. Hver tidsalder har haft sin åbenbaring. Tidligere samfund har forvansket profeternes åbenbaringer, således at de nedfældede bøger, der fandtes og eksisterer til dato, bærer præg af at være forfalskninger. Koranen blev sendt ned for at korrigere det, der var blevet forvansket og for at fuldende Guds budskab til verden. Koranen som nedsendelse er dermed både Guds originale og eviggyldige bog, og Guds sidste, perfekte og ukrænkelige åbenbaring til menneskeheden. Åbenbaringen, blev nedsendt til profeten Muhammad, der i sin levetid i det syvende århundreder samlede det i et omslag, i form af en nedfældet bog, som der i litterær og almindelig tale betegnes som Koranen. Den dag i dag fungerer denne Koran som muslimernes helligskrift – og uden denne kan man ikke tænke sig islam og den islamiske civilisation. Selvom den i sin originale format kun eksisterer på arabisk, er tilnærmelser gennem oversættelser (fortolkninger) tilgængelige for dem, der ikke har kendskab til det arabiske sprog.
Formen “Koran” er en transskription af Qurʾān, der er arabisk og betyder “oplæsning, recitation”, afledt af Qarʾā, som betyder “læse højt, fremsige”. Selvom Quran er den mest korrekte form, falder den noget tungt og fremmedgørende på dansk til sammenligning med dens angelsaksiske form, der siden hen også er blevet del af det danske sprog. Sidstnævnte form er bibeholdt her i omtale om det ene og samme, navnlig Guds hellige ord. Andre velkendte betegnelser for den samlede, nedsendte åbenbaring er al-Kitāb (“Skriften, Bogen”), al-Furqān (“Sondringen”) og al-Hudā (“Retledning”). Muslimer omtaler også Koranen som al-Qurān al-Majīd (“Den pragtfulde Koran”) og al-Qurān al-Karīm (“Den noble Koran”).
Koranen, i både sandhed og litterær forstand, er den endegyldige autoritet i religionen islam. Den er den endelige og altafgørende kilde til islamisk tro, overbevisning, dogmer, riter, etik og love. Den er for muslimerne kriteriet, der skelner mellem ret og uret. I den moderne muslimske debat om islams struktur, funktion og mål – med dens mange deltagere, der kommer med modstridende vurderinger og planer for handling, ofte i en tone præget af gensidig fjendtlighed – er det for muslimer Koranen, den altafgørende solidaritets- og sammenhængskraft, der kaldes på for at kunne komme videre. Muslimer over hele verden forholder sig nu til de traumatiske oplevelser af vestlig kolonialisme, og det der deraf fulgte. Det er en global kamp mod sociale og økonomiske uligheder, korruption, miljøforurening og terrorisme, hvor muslimer ikke længere blot ønsker at “tåle” den dikterede verdensorden og -agenda, men aktivt kalde til og fremme en moderniseringsproces, som er i overensstemmelse med- og inden for Koranens rammer. Sandheden skal søges i Koranen, det eneste sande budskab om lighed, rimelighed og retfærdighed. Denne overlegne status af Koranen udspringer fra muslimernes tro på, at Koranen er Guds ord, tiltænkt enhver tid og sted.
Koranen i litterær forstand var startpunkt for alle islamiske videnskaber. Arabisk grammatik blev udviklet for at forstå Koranens tekst; arabisk fonetik blev udviklet for at fastsætte den korrekte udtalelse af Koranens ord, og arabisk retorik blev udviklet for at beskrive egenskaber af den uforlignelige og usammenlignelig stil anvendt i Koranen. Herfra udsprang også kunsten af islamisk kalligrafi, som blev kultiveret gennem nedfældelse af koranvers. Koranens tekst som skrift har fået en enorm betydning i form af kalligrafiske pragtværker, arkitektonisk dekonration og senere masseproduktion af korantekster. Al viden i islam har sin oprindelse fra Koranen. Hertil kommer, at alle aspekter af det religiøse liv i den muslimske verden er bygget op omkring den arabiske tekst i Koranen. Som resultat af Koranen, er det arabiske sprog blevet en verdenscivilisations sprog og det eneste religiøse sprog, der i vore dage har status af verdenssprog. Den første passage i Koranen, al-Fātiha (»Åbningen«), udenadslæres på arabisk af alle muslimer verden over, som en essentiel del af islam og troens riter, dette tilsvarende mange andre passager og fraser på arabisk, som sidenhen også er blevet en levende del af ikke-arabisktalende muslimers liv.
Koranens tekst og ordlyd læres i mange dele af verden som del af den elementære skoleuddannelse. Det er læren om den korrekte udtale af bogstaver, rette artikulation af dem med mund, hals og tunge samt den rette sammensætning af bogstaver og ord, der følger hinanden. Hertil kommer korrekt rytmisk varighed af vokallyde, og hvordan, hvornår og hvorfor den reciterende skal stoppe og starte sin recitation samt regler for åbnings- og afslutningsformularer. Traditionen om at udenadslære hele Koranen kan dateres helt tilbage til profeten Muhammads levetid og har fortsat op til dags dato. Koranrecitation foregår med en stemmeføring, der giver recitationen en helt særlig stiliserede og melodiske lyd, der minder om noget ganske unikt mellem sang og tale. Koranen som bog har en særlig autoritet som tekst og skrift, men den skal ikke bare læses, men læses op, reciteres! Der kan besøges en moské og dér høre de levende ord eller at klikke sig ind på en hjemmeside med eksempler på recitation. En muslim der udenadslærer og bevarer hele Koranen i sit hjerte, betragtes som en bærer og vogter af Guds hellige ord og omtales med den hæderfulde titel hāfiz. At kunne hele Koranen i sit hjerte fungerer stadig som optagelseskrav til visse islamiske skoler. I det 21. århundred bliver Koranen hyppigt reciteret på adskillige radio- og tv-kanaler dedikeret alene til dette formål. Herudover har internettet givet adgang til et væld af korpusser og tekstmaterialer, hvor man kan studere og læse tilnærmelser af Koranen som oversat eller fortolket til talrige andre sprog, herunder Koranen på nutidsdansk.
Muhammads liv
Muhammad, søn af Abdallāh, søn af Abd al-Muṭṭālib, tilhørte slægten Hāshim, som igen var en del af Quraysh-stammen, der boede i og omkring byen Mekka på den arabiske halvø. Muhammads mor, Āmina, tilhørte samme stamme, men var af slægten Zuhra. Muhammad blev født i området Ḥijāz i byen Mekka ca. i år 570 efter vor tidsregning, året som muslimske historikere har kaldt “elefantens år”, i hvilket den etiopiske fyrste Abraha angreb Mekka med en hær udrustet blandt andet med elefanter.
De religiøse forhold på den arabiske halvø, før Muhammads fremtræden som profet, bestod dels af arabernes hedenske religion og dens mange guddomme, dels af jødedom og dels af kristendom. Den mest udbredte religion var den hedenske religion med både flere- og afgudsdyrkelse (polyteisme); de tilbad flere guder og gudinder, herunder over- og under-guder, såvel afbilleder og statuer af disse. Kristendom blev praktiseret i afgrænset områder, nævneværdigt sydpå i Yemen og nordpå blandt de arabiske stammer under det byzantinske herredømme. Jødedom blev også praktiseret i Yemen samt i og omkring byen Yathrib (senere Medina). Selvom både jødedom og kristendom, begge monoteistiske religioner, var praktiseret i området, var den mest fremtrædende religion i hele området og den, der udgjorde størstedelen af befolkningen på halvøen, den hedenske religion og dens mange guddomme. De troede på en højgud Allah med en række under-guddomme som mediator mellem dem og ham. Koranen omtaler specifikt tilbedelse af idoler, engle, solen og månen som under-guder. Tilsvarende beretter Koranen om helligdommen Kabaen i Mekka, der var bygget af profeten Abraham med formål at tilbede én Gud, en praksis, der senere var blevet forurenet af polyteisme. Mekka var en vigtig religiøs by med fast forankret valfartende til helligdommene Kabaen og Zamzam-brønden, og samtidig en central handelsby med handelskaravaner, der rejste langs karavanevejen (der løber på halvøens vestside). Mekka ligger centralt mellem Syrien nordpå og Yemen sydpå, og som daværende by for valfartende og handlende bragte den økonomiske vækst og velstand til området. I daværende Arabien var der ingen regering; området var styret af lokale stammer, der fra tid til anden udkæmpede interne magtkampe om ære, land og ressourcer. Dette førte til social ulighed i daværende samfund, der med moderne øjne bedst kan betragtes som uretfærdige vilkår for udsatte klasser i samfundet, særlig kvinder, børn, slaver og fattige.
Det er sparsomt, hvad vi med vished ved om Muhammads barn- og ungdom. Det vides, at Muhammads far, Abdullāh, døde før han blev født, og senere Muhammads mor, Āmina, da han var omkring seks år gammel. Det blev først hans farfar, Abd al-Muṭṭālib, og to år efter hans død, hans onkel, Abū Ṭālib, som tog sig af den nu forældreløse Muhammad. Det var i en alder af otte år, at Muhammad kom i sin onkels, Abū Ṭālib, varetægt, og senere i en alder af tolv år begyndte Muhammad at tage med sin onkel på handelsrejser nordpå. Efter at have været hyrde blev den unge Muhammad købmand og opbyggede i hele området et ry som værende både ærlig og effektiv. Op igennem sin ungdom tilegnede Muhammad sig kaldenavnene al-ṣādiq al-amīn, “den sandfærdige, den troværdige”, som han netop blev kendt iblandt sine byfæller som en mand med disse karakterer. I sine tyver blev Muhammad hyret som karavanefører af en velhavende købmandskvinde i Mekka, ved navn Khadīja. Hun var imponeret over Muhammads gode karakterer og personlighed, og det var på grund af dem, hun bad ham gifte sig med hende. Muhammad accepterede og efter ægteskabet levede de i Mekka, hvor han fortsat forblev en respekteret handelsmand. De var gift i over 25 år indtil Khadīja døde, da var Muhammad 49 år. Khadīja var en trofast støtte for Muhammad.
Muhammad havde gennem sin voksenalder for vane at hengive sig til bøn og andagt, en handling af fromhed og gudsdyrkelse, i Ḥirā-grotten på Lysbjerget (jabal al-Nūr) nær Mekka. Det var i Ḥirā-grotten i år 610 efter vor tidsregning, at Muhammad modtog sine første åbenbaringer og kaldelse til profet i en alder af 40 år. Muhammad blev indledningsvis instrueret i at forkynde åbenbaringen og sin kaldelse som profet til sin nærmeste familie og særlige udvalgte. Senere blev profeten pålagt, at han skulle gøre sit kald offentligt. Profetens mission gik ind i en ny fase. Hans forkyndelse mødte stor modstand i Mekka, særligt iblandt den magtfulde elite, der ikke så sig villige til at opgive deres overbevisninger på flere guddomme. Enkelte var dog trofaste tilhængere af Muhammads budskab fra starten af profetkaldet. Dette skal ses i lyset af, at mange hedenske flere- og afgudsdyrkere kom rejsende til Mekka som pilgrimme, og eliten frygtede, at en ny religion ville true deres indflydelse og økonomiske velstand. Tilsvarende var de bekymret for, at det ville skabe uro i den etablerede sociale orden, da forkyndelsen var original i sit budskab om lighed mellem alle mennesker af forskellige racer, køn og klasser, samt dets brede fordømmelse af uretfærdighed, udøvet mod de dårligere stillet i samfundet. Byens fremtrædende erhverv var handelen, og tillige Mekkas position som valfartsby med de deraf flydende indtægter betød, at eliten fra Mekka var mere optaget af de verdslige goder end budskabet om én Gud, genopstandelse, lighed og retfærdighed. I takt med profetens forkyndelse voksede modstanden fra befolkningen i Mekka sig fra hån og latterliggørelse til forfølgelse af Muhammad og de tidlige muslimer. Allerede i år 615 efter vor tidsregning, dvs. fem år efter profetkaldet, var situationen så anspændt i Mekka, at Muhammad foreslog en gruppe af de tidlige muslimer til midlertidigt at udvandre til Abessinien (senere Etiopien) og søge tilflugt hos den daværende kristne konge. De tilbageblevne muslimer i Mekka oplevede endnu større forfølgelse, og i en periode måtte ikke kun Muhammad og muslimerne se sig chikanerede, men også hele Muhammads slægt Hāshim (både muslimerne, og de som holdte fast ved de gamle guddomme) blev underlagt en boykot, der blandt andet forbød enhver form for social og økonomisk handel med folk uden for slægten. Omtrent samtidig mistede profeten først sin hustru Khadīja og kort efter sin onkel Abū Ṭālib, begge nære trosfæller og beskyttere. Dette år er af muslimske historikere sidenhen blevet betegnet som “Sorgens år”. Imidlertid ville en række nye begivenheder, som vil bringe bedre tider udfolde sig. Profeten oplevede den åndelige og fysiske oplevelse, der bedre er kendt som natte- og himmelfartsrejsen, hvor Muhammad, ledsaget af englen Gabriel, på én nat rejste fra helligdommene i Mekka til Jerusalem, og videre færd til himlene, inden Muhammad vendte tilbage til Mekka. Det var også omkring denne tid, at pilgrimsrejsende fra Yathrib (som siden fik navnet madīnat al-nabī, dvs. “Profeten by”, almindeligt forkortet: Medina), en by ca. 400 km nord for Mekka, havde fået kendskab til profetens forkyndelse og valgte at tilslutte sig islam. Året efter var endnu flere grebet af profetens forkyndelse og sluttede sig til ham, og tilslutningen iblandt folket fra Medina voksede. Medinenserne inviterede profeten og muslimerne til at søge tilflugtssted i Medina, og i år 622 efter vor tidsregning, udvandrede muslimerne til Medina. Udvandringen foregik gruppevis, og blandt de sidste, der forlod Mekka, var Muhammad selv og hans aldrig svigtende fætter og svigersøn, Alī ibn Abī Ṭālib, hvis trofasthed Muhammad belønnede med tilnavnet akhī wa al-ṣiddīq al-akbar, dvs. “min bror den mest sandfærdige”. Profeten selv slap kun med nød og næppe fra Mekka, hvor der var blevet planlagt et attentat imod ham. Denne udvandring (hijra) fra Mekka til Medina (Yathrib) blev skelsættende for det muslimske fællesskab, og datoen blev sat som begyndelsen på en ny tidsregning, som stadig er islams officielle til dags dato.
Ved ankomst til Medina opførte Muhammad den første moské i islam, hvori han brugte meget af sin tid på at formidle læren om islam og forme et trosfællesskab af stammefolk til et broderskab af rettroende i én islamisk umma (“menighedssamfund, fællesskab”). Muhammad, som var vejledt af Koranen, fungerede både som lærer, dommer, voldgiftsmand, rådgiver og overhoved af det nyetablerede trosfællesskab. Hovedårsagen til at medinenserne inviterede profeten til Medina i første færd, var håbet om, at han kunne skabe fred mellem konfliktende medinensiske stammer. I Medina oprettede Muhammad en pagt mellem de nytilkomne muslimer fra Mekka (muhājirūn, “Emigranterne”) og muslimerne fra Medina (ansār, “Hjælperne”). I modsætning til tidligere stamme-aftaler, var denne nye aftale af religiøs karakter og gjorde op med tidligere antagede sociale normer. Muhammad forhandlede også en anden pagt, vedrørende krig, mellem endnu flere stammer i og omkring Medina, hvor de forpligtede sig til at forsvare byen ved fremtidige angreb. Alle stammer blev behandlet under lige vilkår; selv jøderne i området, der indgik i aftalen, kunne fortsat praktisere deres egen religion og nyde samme beskyttelse som byens øvrige borgere.
Islam spredte sig hurtigt og for første gang kunne det unge trosfællesskab bosætte sig i Medina og etablerer en stat i det statsløse stammesamfund. Det var en periode med åbenbaring (nedsendelse) af mere praktisk og lovmæssig karakter, for både korrekt livsførsel såvel som i et socialt kollektiv. I det andet år efter islamisk tidsregning forkyndte Muhammad tilladelsen til væbnet at forsvare sig selv, og kort tid efter, nær Medina, udbrød en række kampe mod de hedenske mekkanere og deres allierede. Det startede med slaget ved Badr (ca. 150 km sydvest for Medina), kort tid efterfulgt af slaget ved Uhud (få kilometer nord for Medina) og Khandaq-slaget (“Voldgrav-slaget” rundt om Medina) i det femte år efter islamisk tidsregning. I det sjette år efter islamisk tidsregning forhindrede mekkanerne muslimerne i at valfarte til Mekka. Der blev fra begge parters side indgået en fredsaftale med enighed om, at muslimerne skulle opgive deres deltagelse i valfarten nu, men til gengæld kunne de gennemføre den det følgende år, samtidig blev indgået aftale om våbenhvile de næste ti år. Som aftalt fandt valfarten sted året efter, og efterhånden tilsluttede flere mekkanere sig også til islam. Imidlertid, i det ottende år efter islamisk tidsregning blev fredsaftalen brudt af en gruppe mekkanere. Dette førte til, at Muhammad med en større væbnet styrke drog mod Mekka. På vegne af byen Mekka udsendte man en repræsentant for at underhandle om fred og overgivelse, en aftale som Muhammad accepterede. Inden længe ændredes de religiøse forhold i og omkring Mekka, som skulle være en by forbeholdt muslimer. Delegationer fra hele den arabiske halvø kom nu for at møde profeten for at forhandle fredsaftaler og tilslutte sig religionen islam. I det tiende år efter islamisk tidsregning holdte profeten, hvad der skulle blive hans afskedstale på “Nådens bjerg” (Arafāt-bjerget) uden for Mekka. Denne afskedstale blev højdepunktet for valfarten, hvor profeten deklarerede lighed og solidaritet mellem alle muslimer. Den arabiske halvø havde i vidt udstræk tilsluttet sig religionen islam, og stammerne var for første gang nogensinde forenet under én stat og ét overhoved. Efter Muhammads hjemkomst til Medina i år 632 efter vor tidsregning (tiende år efter islamisk tidsregning) modtog profeten sin sidste åbenbaring af Koranen, og kort derefter døde han. Hans verdslige rolle som leder af den islamiske stat blev overtaget af Abū Bakr (regerede 632-34), efterfulgt af Umar ibn al-Khattāb (regerede 634-44) og senere Uthmān ibn Affān (regerede 644-56), som markerede en periode med betydelig islamisk ekspansion, der strakte sig langt over grænserne af den arabiske halvø. Deres historiske styrer blev efterfulgt af Alī ibn Abī Ṭālibs kalifat (regerede 656-61). Kalifatet af Alī ibn Abī Ṭālib blev med hans død tilranet af en ny fraktion, som senere ville blive det første politiske dynasti i islam, navnlig umayyaderne (regerede 661-750), og som senere blev efterfulgt af abbasiderne (regerede 750-1258). Og således blev fællesskabet overladt til Muhammads efterfølgere, kalifferne, der i årtierne efter hans død regerede over den islamiske verden.
I det unge muslimske trosfællesskab var der uenighed angående spørgsmålet om lederskabet efter profeten Muhammad. Tilhængerne af, at lederskabet skulle gå i arv iblandt den nærmeste af Muhammads blodsbeslægtede, pegede enstemmigt på Alī ibn Abī Ṭālib (bedre kendt som Imam Alī) som den eneste retmæssige kandidat til kalif-embedet, dvs. Guds stedfortræder (khalifāt Allāh). Alle trosfæller og grupper, der pegede på Imam Alī, er siden hen kollektiv blevet betegnet som shīat Alī (dvs. “Alīs trosfæller”, almindeligt forkortet: shia). Shia muslimer var samlet om, at det var Imam Alī og ingen anden kandidat (herunder Abū Bakr, Umar og andre konkurrerende kandidater til embedet), der skulle være både åndelig og verdslig overhoved af den islamiske stat. Argumentet var, at lederskabet går i arv iblandt profeten Muhammads efterkommere – som det er foreskrevet i Koranen – og den mest værdige og nærmeste beslægtede som direkte efterfølger af profeten Muhammad, var hans fætter og svigersøn, Imam Alī. Efter Imam Alīs død skulle lederskabet gå videre i arv blandt profetens to børnebørn, navnlig al-Ḥasan og al-Ḥusayn. Iblandt den største gruppe af shia muslimer skulle lederskabet efter al-Ḥusayns martyrdød ved Karbala-slaget (år 61 efter islamisk tidsregning) tilfalde al-Ḥusayns efterkommere helt frem til den tolvte generation i det niende århundrede. Shiisme (eller shiitisk islam, almindeligt forkortet: shiaislam) vedrører eller tilhører denne trostolkning af islam. Historisk forløb det anderledes, eftersom nogle af de ældre figurer i det unge trosfællesskab ikke pegede på Imam Alī, men Abū Bakr, som det første verdslige overhoved af den islamiske stat, dvs. profetens efterfølger (khalifāt rasūl Allāh). Siden hen har shia muslimer fastholdt kravet om, at den retmæssige leder af den islamiske stat – både åndelig og verdslig – tilfalder Imam Alī og hans efterkommere. I kontrast til shiaislam sidestilles sunnisme (eller sunnitisk islam, almindeligt forkortet: sunniislam), en trostolkning, der først langt senere under det abbasidiske dynasti fik sin klassiske form, hvor de retslærde udviklede loven, mens de historiske kaliffer ideelt set varetog magtudøvelsen. Den moderne sunni muslimske troslære har til fælles, at religiøst (og åndeligt) lederskab sluttede ved profeten Muhammads død, og alle efterfølgende overhoveder anerkendes alene som verdslige, samt at man i moderne forstand ikke kan betragtes som sunni muslim, hvis man benægter lederskabet af de fire historiske kaliffer (Abū Bakr, Umar, Uthmān og Imam Alī) og helt særligt ikke anser en af profetens koner, navnlig Āʾisha (datter af Abū Bakr), som en sandfærdig beretter af overleveringer. Ret og magt i sam- og modspil om kalifatet er den udslagsgivende forskel mellem shia- og sunni-islam i troen på, om kaliffen er Guds stedfortræder eller den senere tids sproglige anvendelse i betydning af “efterfølger”, således at kaliffen er profetens efterfølger og ikke Guds stedfortræder.
Mod slutningen af det første islamiske århundred, strakte den islamiske stats sig fra Spanien, hen over Nordafrika helt til Nordvest Indien. I de efterfølgende århundreder spredte islam sig til at dække over store dele af Øst- og Vestafrika, Indien, Central-, Syd- og Sydøstasien, samt dele af Kina og Sydeuropa. Muslimske immigranter, som tyrker og tatarer, bosatte sig også i afgrænsede områder af Nordeuropa. Efter 2. Verdenskrig så man endnu større migration af muslimer over hele verden, dette også til Europa, Amerika og Australien samt det faktum, at mange etniske konverterede til islam. I dag er der også betydelige muslimske befolkninger af forskellige etniske oprindelser i alle større vestlige lande. Det samlede antal muslimer i dag er et stykke over halvanden milliard eller omtrent en fjerdedel af jordens befolkning. Islam er i dag den hurtigst voksende religion i verden og er estimeret til at være verdens største religion inden for den overskuelige fremtid. Alle disse samfund har Koranen som deres hellige skrift, uanset hvilket sprog de taler og uanset, hvor de lever. Koranen ér en fællesdel af en verdensarv, både forskningsmæssigt og kulturelt, og forbliver helt sikkert en global fællesdel i fremtiden. Det betyder også, at Koranen ikke kun er for muslimer, men i princippet et anliggende for alle mennesker.
Koranens historie
Muhammad modtog den første åbenbaring og kaldelse til profetskab i en alder af 40 år. Åbenbaringen blev nedsendt til ham under en af hans ophold, med bøn og andagt, i Ḥirā-grotten på Lysbjerget (jabal al-Nūr) nær Mekka. Koranen beretter om de ekstraordinære omstændigheder for Muhammads kaldelse; en engel havde vist sig for ham og overleveret budskabet: »Reciter! I din Herres navn, Han, som skabte; skabte mennesket af levret blod. Reciter! Din Herre, den mest gavmilde, er den, der lærte med pennen, der lærte mennesket, hvad det ikke vidste« (indledning af Sura 96). Og sådan strømmede den første åbenbaring ud af profeten. Guds ord var for første gang blevet udtrykt på arabisk, og over tiden ville den samlede åbenbaring blive nedfældet i den tekst, der er samlet i det omslag vi kender som Koranen. Kaldelsesoplevelsen fandt sted, da Muhammad befandt sig alene i grotten, hvor senere åbenbaringer også nedkom til ham, mens han befandt sig iblandt andre, der vidnede begivenhederne. Det er vidt berettet, at adskillige havde observeret Muhammad, når han var i stadiet af åbenbaring. Åbenbaringen blev nedsendt til profeten under forskellige og uregelmæssige omstændigheder; mens hans gik, sad, red og midt under samtaler. Der var perioder, hvor han selv spændt gik og afventede nye åbenbaringer til spørgsmål han var blevet stillet, eller som del af en hændelse, der havde udfoldet sig. Det er tydeligt, at dette stadie ikke var noget profeten selv havde kontrol over. Muhammad og de troende forstod disse tegn som del af nedsendelsen fra åbenbaringens helligånd Gabriel, mens deres modstandere bortforklarede det som magi eller tegn på, at Muhammad var besat.
Koranen selv afviser de anklager, der blev rejst mod den, samt mod Muhammads virke som profet. Blandt mange af Muhammads samtidige herskede ingen tvivl om, at disse ord (»Læs!« eller: »Fremsig, recitér!«) essentielt var en adressering til profeten, hvilket også lingvistisk selvsagt placerer forfatterskabet af Koranen uden for Muhammad. Koranens udsigelsesmåde om, hvem der omtales, hvem der taler og til hvem der bliver talt, er gennemgående sammenhængende over en årrække på over tyve år som åbenbaringen nedkom til profeten: den taler til eller om Muhammad, aldrig er det Muhammad selv, der knytter en tale eller kommentar til den. Koranen beskriver sig selv som et skrift, som Gud har »nedsendt« til profeten (ordet »nedsendt« i dets forskellige former er anvendt over 200 gange). På det arabiske sprog formidler ordet »nedsendt«, og alle dets afledte former, konceptet af, at åbenbaringen kommer ovenfra og ned, og Muhammad fungerer som modtager (tilsvarende som regn nedsendt fra himlen ovenfra). Gud er den, der taler i Koranen; Muhammad alene tiltales som »profet«, »sendebud«, »gør…«, »gør ikke…«, »de spørger dig om…«, »sig…« (over 300 vers indledes med bydeformen »sig«). Profeten Muhammads rolle og funktion er i Koranen præsenteret som en rasūl (“sendebud”).
Der er iblandt de forskellige versioner af kaldelsesberetningen og -oplevelsen, et par væsentlige træk, som er værd at nævne. Selvom det med sikkerhed vides, at nedsendelsen og åbenbaring af Koranen gradvist fandt sted over ramadan (niende islamiske måned), er der mindre varierende beskrivelse af, hvornår kaldelsen til profetskabet allerførst blev meddelt til Muhammad. En fremherskende variant i det islamiske kildemateriale, som der eksisterer konsensus om, gengiver, at den 27. rajab (syvende islamiske måned) betegner den eksakte dato for kaldelsesoplevelsen. Det var i månederne før åbenbaringen, at englen Gabriel kom til Muhammad og meddelte ham om sit profetkald. Denne periode markerer en tid af spirituel forberedelse mellem englen og profeten; dette kan også læses i kontekst af den senere åbenbaring, der henviser til begivenheden (73:5). Dermed adskilles der tidsmæssigt mellem kaldelsen til profet og nedsendelse af den første åbenbaring. En anden rivaliserende variant beretter, at profetkaldet og nedsendelsen af den første åbenbaring fandt begge sted i ramadan måned, selvom der er uenighed om den eksakte dato. Hvad angår den første åbenbaring, er den fremherskende overlevering, at Muhammad befandt sig i bøn og var ved sin fulde bevidsthed, da englen Gabriel nærmede sig med budskabet. Muhammad var bevidst om, hvad der foregik og havde med glæde set frem til åbenbaringen. Imidlertid eksisterer der modsigende versioner med enkelte varianter, som genfortæller om en Muhammad, der ved tidspunktet for den første åbenbaring enten døsende så et syn ved morgengryet, eller var blevet overrasket af Gabriel mens han sov om natten. Muhammad befinder sig efter sigende ikke i et stadie af bevidsthed, men i hel eller delvis ubevidsthed. Disse varianter fremstiller samtidig en Muhammad, der gennemgik en rædselsvækkende oplevelse, og der på angstfremkaldende vis klemmes af budbringer-englen Gabriel til en sådan grad, at Muhammad troede sig døden nær. Denne rædselsvækkende oplevelse syntes at være kommet til ham ud af det blå og at have efterladt Muhammad i en krisesituation, dybt chokeret. I sin angst søgte han tilflugt hos sin kone Khadīja. Disse varianter fortsætter med at fortælle om en Muhammad, der kom kravlende på hænder og fødder og kastede sig skælvende i hendes skød. Khadīja foreslog, at de skulle rådføre sig med hendes fætter Waraqa ibn Nawfal, som var kristen (munk) og fortrolig med de hellige skrifter. Det er den kristne Waraqa, der angiveligt bekræfter overfor Muhammad, at det han har oplevet er en kaldelse til profetskab og Guds sande åbenbaring. Det er først med tiden, at Muhammad selv blev overbevist om, at dette faktisk var tilfældet, og han accepterer kaldelsen og nedsendelsen af Koranen. Af den oven for omtalte version, synes kun to væsentlige træk at være korrekte: at det var englen Gabriel, der overbragte budskabet, og at Muhammad umiddelbart efter sin første åbenbaring delte nyheden først og fremmest med sin kone Khadīja. Det er værd at bemærke, at den sidstnævnte version udelukkende er sammenfaldende med den oven for omtalte rivaliserende fremstilling, hvor profetkaldet og den første åbenbaring efter sigende skulle have fundet sted på en og samme tid.
Tekst og samling
Koranen blev forkyndt mundtligt til profeten Muhammad, der selv hverken kunne læse eller skrive. Efter hver ny åbenbaring, ville profeten reciter den nye tilføjelse til Koranen højt til de omkring ham, som ville udenadslære udsagnene og ligeledes lære det videre til andre. De tidlige muslimer fra den arabiske halvø tilhørte en kulturel baggrund, der havde en lang tradition for udenadslære af litteratur, poesi, historie og genealogi. Det er værd at bemærke, at mundtlige videregivne overleveringer på daværende tid, står ikke tilbage for skriftlig i henseende til troværdighed. Alligevel ville profeten op igennem hele sit profetkald gentagende gange reciterer hele eller dele af Koranen over for sine tilhængere og skrivere, som ville skrive åbenbarings-udsagnene ned. Muhammad dikterede recitationen overfor sin skrivere som verbatim ville nedfælde det i skriftlig form. De nedskrev den fragmentariske åbenbaring på forskellige materialer, dette på papirslapper, bark, sten, palmeblade og -grene, dyreknogler og på stykker af læder og træ. Der var en kernegruppe af fæller og skrivere som skrev åbenbarings-udsagnene ned som de lærte dem ordret (ord for ord) direkte fra Muhammad. Historisk kan man ved navn bekræfte, at der mindst var 29 individer, der påtog sig dette ansvar. Som nye udsagn blev åbenbaret ville Gabriel fortælle profeten om, hvor udsagnene skulle placeres i den endelige korantekst. Ved slutningen af profeten Muhammads liv i år 632 efter vor tidsregning var hele Koranen nedskrevet i en bog. Det var altså i årene kort inden Muhammads død, at summen af den fikserede skrift af åbenbarings-udsagnene blev samlet i én komplet bog, Koranen. Hertil var der talrige individer fra profetens nære familie, fæller og troende som helt bevarede åbenbaringen i hukommelsen, som de havde lært den gennem nærvær med Muhammad op gennem hans virke som profet i over tyve år. Muhammad lærte dem også om den korrekte rækkefølge af hver enkelt åbenbarings-udsagn, og hvordan de skulle placeres i koranvers og kapitler. Dette er i overensstemmelse med det, der er optegnet historisk; her fremhæves to forhold, som begge fremgår af Koranen. Som svar til de skeptiske modstander, der anså Muhammads åbenbaringer som blot af egen opdigtning, svarer Koranen med, at de skal bringe noget tilsvarende, hvis de kan (11:13). Det er tydeligt at dette ordskift forudsætter, at der foreligger en skriftlig nedfældet tekst. Det samme gør sig gældende for det forhold, at visse koranvers ophæver tidligere åbenbarings-udsagn, der enten trækkes tilbage og eventuelt erstattes med et andet udsagn (2:106). En sådan proklamation forudsætter, at der eksisterede skriftlige former af teksten – en kernetekst i dets originale arabiske sprog – hvor man har kunne sammenstille de nye og de tilbagekaldte udsagn, også op igennem Muhammads levetid. Den islamiske kildelitteratur rummer også adskillige overleveringer og beretninger, der understøtter dette. For at nævne en berømt ḥadīth, dvs. en kortere og normsættende beretning om profeten, er det overlevet i “beretningen om de to tyngder” (ḥadīth al-thaqalayn), om hvordan profeten fortæller, at han efterlader to tyngder til menneskeheden – navnlig Koranen og sin nærmeste familie – og hvis trosfællesskabet holder fast i begge disse, vil det ikke komme på afveje. Endvidere bekræfter moderne koranforskning også med stor sikkerhed, at de tidligste pergament med større koranfragmenter kan dateres tilbage til profetens levetid. Det mest omkalfatrende ved denne nye forskning er, at alternative fortællinger om en boglig tilblivelse (særlig om redigering, samlingen og kanoniseringen af de koraniske materiale under kaliffen Uthmān ibn Affān cirka år 650) er blevet svækket. Det står endelig fast, at Koranen som litterært værk fik sin endelig boglige tilblivelse under profeten Muhammads levetid inden sin død i år 632.
Der er en række træk ved det arabiske sprog som efter almindelig danske forhold, kan forekomme en smule fremmedartede; de er kort nævnt her for deres relevans for forståelsen af Koranens særlige sproglige karakter. Arabisk tilhører en nærtbeslægtet gruppe af sprog, der almindeligvis kendes som “semitisk” (andre medlemmer af denne gruppe er bl.a. hebraisk og aramæisk). Det mest karakteristiske træk ved de semitiske sprog er et system af ord bygget op om en rod på tre eller fire medlyde eller konsonanter. Koranens tekst blev i princippet kun nedskrevet med konsonanter, mens den, der læser konsonantteksten selv indføjer eller indlæser de nødvendige selvlyde eller vokaler. Hertil kommer, at en række bogstaver består af en given figur, som skal suppleres med ekstra punkter eller prikker over eller under figuren for at give den pågældende konsonant dens egentlig lydværdi. Uden sådanne diakritiske tegn (symboler), som angiver en given bogstavsforms nøjagtige lydværdi, vil en given figur, eksempelvis kunne læses enten som et F (فـ) eller Q (قـ), eller en anden figur uden punkter som enten B (بـ), N (نـ) eller T (تـ). Tilsvarende gælder, at en uvokaliseret tekst giver muligheder for flere betydninger af det skrevne og let forskellige lydlige værdier, selvom også de enkelte bogstavers lydværdi er angivet. Med anvendelsen af et sådant bogstavsystem som skrevet i en konsonanttekst, til affattelse af den mundtlige åbenbarede Koranen, er den selvsagt åben over for ukorrekt mundtlig gengivelse fra det nedskrevede, og dermed utilsigtet recitation og misforståelse af teksten. Denne forståelse af Koranens særlige sprog og karakter er relevant for den videre forståelse af dens tilblivelse.
Koranen eksisterede i et håndskrevet omslag og var i omløb i forskellige skrifter i det tidlige muslimske fællesskab, dette fra slutningen af Muhammads levetid og frem til kalifatet af den tredje historisk kalif Uthmān ibn Affān. For at indskrænke utilsigtede recitationer og misforståelser af teksten, nedsatte Uthmān ibn Affān – som initiativ på vegne af staten – en kommission af korankendere, som indsamlede de forskellige koraninskriptioner, som allerede var i omløb. De forskellige skrifter blev vurderet af korankenderne, og varianterne blev tilintetgjort og der blev affattet én statsautoriseret revideret korantekst, som blev sendt til de muslimske hovedbyer til videre afskrift. Denne afskrift er sidenhen blevet kendt som den “uthmaniske kodeks”, og er den normsættende skriftlige kanoniserede korantekst. Endnu senere blev diakritiske punkter og lydværdier tilføjet for helt at indskrænke mulighed for fejl, og gennem de sidste fjorten hundrede år og til dato er denne version kendt som standardudgave af Koranen. Ved sammenligning af de oprindelige konsonanttekster med den senere kanoniserede korantekst og endnu senere standardudgaven, ses der kun mindre eller ingen variationer, udover tilføjelse af tegn og symboler til at fremme korrekt læsning og recitation. Resultatet er, at islam i dag er i besiddelse af en definitiv hellig tekst fra et meget tidligt tidspunkt i sin historiske tilblivelse. Der eksisterer simpelthen ingen apokryffer hvad angår Koranens tekstmateriale, og de tidligere revisionistiske teorier, der daterede dens egentlig tilblivelse efter tidlig islam, udelukker hinanden i takt med, at nye metoder udvikles og forbedres inden for koranforskning.
Der findes alternative fortællinger om Koranens boglige tilblivelse, der er værd at nævne her i fulde uddrag. Ifølge en ofte gengivet variant af orientalister, påbegyndte en egentlig boglig tilblivelse først efter profeten Muhammads død (år 632), dette spontant inspireret under Abū Bakrs kalifatet med hjælp fra en skriver og korankender ved navn Zayd ibn Thābit. Kommissionsarbejdet skal ifølge denne overlevering være påbegyndt under indtryk af de mange korankendere, som faldt i slaget ved Yamāma i år 633 efter vor tidsregning. Efter sigende blev det frygtet, at som korankenderne gradvist ville forsvinde, lige så vel ville Koranens tekst. Derfor befalede den daværende kalif Abū Bakr at affatte Koranen i den rækkefølge, som profeten havde fået åbenbaret ud fra de troendes hukommelse. Denne allerførste komplette korantekst blev i år 634 overdraget til Abū Bakr til opbevaring, altså mindre end to år efter profeten Muhammads død. Denne korantekst blev igen efter sigende ved Abū Bakrs død overdraget til den efterfølgende historiske kalif, Umar ibn al-Khattāb, for ved dennes død at blive overdraget dennes datter Ḥafṣa (der også var enke efter profeten). Det var omkring tyve år senere, med større udvidelser af den islamiske stat, at den tredje historiske kalif Uthmān ibn Affān ville få lavet afskrifter ud fra denne samling og distribuerer disse ud i det større islamiske rige som en statsautoriseret koransamling. Denne overleverings historiske troværdighed er blevet anfægtet på flere punkter; og af den oven for omtalte overlevering synes således to væsentlige træk at være historisk sandsynlige: profetens enke, Ḥafṣa, var blandt en ud af flere tidlige muslimske kvinder, der havde en komplet korantekst i privat besiddelse (højest sandsynlig dater denne tilbage til profetens levetid), og Uthmān senere stod for at distribuere afskrifter til større islamiske hovedbyer. Der kan være tale om en misfortolkning i kreditering af Uthmān, som Koranens redaktører. Denne rivaliserende beretning om Koranens boglige tilblivelse samt efter sigende forskellige koranversioner i omløb i tidlig islam er tilbagevist, og det vides med sikkerhed nu, at Koranen fandtes i sin komplette boglig form så tidligt som under profetens Muhammads levetid.
Form og struktur
Koranen blev åbenbaret stykvis til profeten Muhammad, udsagn for udsagn, over en periode på 23 år. Åbenbarings-udsagnene blev af Muhammad specifikt placeret i forskellige afsnit i henhold til, hvordan den samlede litterære korantekst som helhed skulle have sin endelige form. Koranen er ikke en helt almindelig bog, der kan læses og forstås på samme måde, som man læser og forstår bøger fra vestlig tradition og litteraturhistorie. Til sammenligning med andre litterær værker er Koranens form hverken af kronologisk orden eller som det umiddelbart kan forekomme, blot sorterede groft efter afsnittets længde. Rækkefølgen af teksten er ikke ganske ligegyldig. Koranen i sin struktur er en sekvens af forskellige emner der afløser hinanden, som slutningen af et afsnit forbindes til starten af det næste. Formen åbner sig, når man betragter tekst som en proces, der fokuserer på den unikke scene for kommunikation mellem Gud og mennesket. De enkelte afsnit er sat i en rækkefølge, så de taler med hinanden, og den rækkefølge, hvori skildringerne er placeret i de enkelt koranvers, har også en betydning. Rækkefølgerne i afsnittene giver temaer og problemstillinger til den næste. Eksempelvis afslutter det første afsnit med en bøn om retledning, hvor starten af det næste afsnit bekræfter, hvor retledning skal søges; i det andet afsnit sluttes med omtale af lasten af menneskets sjæl, hvor starten af det efterfølgende afsnit bekræfter sjælens fuldkommenhed ved at følge Guds hellige ord, og så fremdeles, fra start til slut.
Koranen er opdelt i 114 afsnit af varierende længde, der hver især udgør en enhed. Et afsnit (kapitel) betegnes som en sura. Den længste (Sura 2) er efter den arabiske tekst på omtrent tyve sider i omfang og de korteste (Sura 108 og Sura 112) fylder hver især en linje i skrevet tekst. Navnet (titlen) til hver enkel sura forbindes med et navn eller ord, der oftest er taget fra et af koranversene i afsnittet eller et gennemgående tema for hele afsnittet; eksempelvis hedder Sura 2: al-Baqara (»Koen«), Sura 108: al-Kawthar (»Overflod«) og Sura 112: al-Ikhlās (»Den rene tro«). Samtlige suraer i Koranen, undtagen den niende sura, indledes med formlen “Basmala”, som oversat til dansk lyder: »I Guds navn, den Nådige den Barmhjertige«. Som betegnelse for de enkeltvise åbenbarede koranvers anvendes heri ordet āya (flertal āyāt, betyder “tegn, mirakel”). Det at man på dansk omtaler og oversætter som “vers” – hvor man i virkeligheden refererer og benytter sig af et fremmedord ud fra en koranisk kontekst. Koranen, både i sandhed og litterært værk, består af tegn (āyāt). Det er gennem tegnene, at Koranen minder os om meningen med fødslen, livet, tanker, følelser og døden. En sura består af en samling af koranvers, som forekommer af vidt forskellige længder; de strække sig over flere linjer, bestående af flere sætninger, til vers bestående af et enkelt ord. Versene har oftest til fælles, at den arabiske ordlyd bindes sammen af enderim.
Enkelte suraer er blev åbenbaret gentagne gange ved forskellige begivenheder (fx Sura 1 nedkom både i Mekka og Medina), enkelte koranvers bliver gentagede over flere gange i samme sura (fx »Hvilken af jeres Herres velgerninger vil I to fornægte« gentaget 30 gange i Sura 55 og »Din Herre er Den Mægtige og Den Barmhjertige« gentaget otte gange i Sura 26), enkelte koranvers bliver gentaget flere gange i forskellige suraer (fx »De siger: Hvornår vil denne trussel blive til virkelighed, hvis I siger sandheden« gentaget seks gange forskellige steder i henholdsvis Sura 10, 21, 27, 34, 36 og 67). Hertil er der åbenbarings-udsagn som både fungerer som et komplet koranvers et sted men som del af et andet et andet sted (fx »Gud, der er ingen anden gud end Ham, Den Levende og Den Bestandige« som koranvers i starten af Sura 3 og første del af “Tronverset” i Sura 2). Imidlertid er størstedelen af udsagnene i Koranen unikt og blev kun åbenbaret en enkelt gang uden gentagelser. De forekomster af hele gentagelser i åbenbaringen er ikke gentaget flere gange i Koranens tekst.
Periode og tema
De lærde korankendere skelner mellem, hvilke åbenbarings-udsagn der i en pågældende sura dateres til profetens tid i Mekka eller til tiden efter udvandringen (hijra) til Medina, dvs. mellem mekkanske og medinensiske suraer.
Åbenbarings-udsagnene i den mekkanske periode har et gennemgående tema af islams basis troslære, heriblandt troen på enheden af Gud, profetkaldet af Muhammad, den kommende genopstandelse og den endelig dom i efterlivet (straffene i Helvede og belønningerne i Paradis). Disse temaer er gentagne med forskellige emfaser, rytmik og ordlyd, alle som en bekræftelse af islams basis troslære. Omtalte temaer var særlige relevante for samtiden og folket af Mekka. De fleste mekkaner var hedenske flere- og afgudsdyrkere med ringe eller ingen tro på efterlivet. Koranen omtaler troen på flere guddomme (polyteisme) i skabelsen eller opretholdelsen af universet, som shirk (“partnerskab”). Netop et ord som shirk er gennemgående i de mekkanske daterede koranvers. Koranen skildrer et levende billede af daværende mekkaners religiøse liv; et liv præget af en primitiv urmonoteisme blandet med vantro, overtro og uvidenhed. De havde fastholdt visse aspekter af monoteismen i deres riter og dogmer, eksempelvis pilgrimsrejsen til helligdommene i Mekka (2:189), men sidenhen som del af en forvansket hedenske overtro. Det er i den mekkanske periode, at vi får fortalt om de daværende sociale og moralske aspekter i samfundet; barnedrab i dårskab (6:140), tvangsprostitution (24:33), incest i den nære familie (4:22-3), økonomisk undertvinge og afpresning af arv og medgift (4:19-21), undertrykkelse af de forældreløse (4:127), begærlighed for rigdom og negligering af svages og fattiges rettigheder (80:17-20). Mekkanerne ville ved starten af den profetiske mission også benægte sandfærdigheden af Muhammads kaldelse til profet og nedsendelse af åbenbaring samt de referencer, der i nedsendelsen var til profet-rækken før Muhammad (mange som også er nævnt ved navn i tidligere skrifter, her iblandt Noa, Abraham, Jakob, Josef, Moses og Jesus). Koranen svarer på den nævnte profetrække og det budskab de prædikede, som det ene og samme budskab, som Koranen er nedsendt med til bekræftelse af de tidligere skrifter. De troende bliver fordret til at tro på det uden at adskille mellem dem (2:285). Hertil var hele åbenbaringen om en kommende dommedag, genopstandelse og efterliv og den dertilhørende frelselse af de troende og straffene, der ventede vantro en fjern tanke. Koranen svarer på konceptet om genopstandelse, død og efterlivet. I de mekkanske sura præsenterer teksten argumentet ud fra menneskets biologiske udvikling og naturen i al almindelighed som forklaring på, hvordan genopstandelsen kan og er en virkelighed, der vil finde sted (36:76-83; 56:47-96; 22:5-10). Det er med reference til historien og de tidligere generationer, at Koranen søger svar og forklaringer ud fra naturen og gennem anvendelse af rationale. Koranen blev nedsendt for at genopleve den rene monoteistiske tro for evig tid (14:35-41; 2:128-9).
I den medinensiske periode er det en tid, der markerer et fællesskab, der ikke længere er under boykot og forfølgelse, men en nyetableret stat med profeten som dets overhoved. Og indholdet af åbenbarings-udsagnene er også af praktisk og regulerende karakter. De består af grundlæggende bestemmelser for en stats styreform og organisation og for borgernes rettigheder og pligter her iblandt økonomi og handel, krig og fred, civil- og strafferet og ægteskab og arv. Eksempler på dette ses tydelig i Sura 2-4, Sura 6 og Sura 8-9. Overgangen fra den mekkanske til medinensiske periode viser ganske utvetydigt, at troen, det etiske og moralske først kom på plads for at den daglige praksis og forholdet til fællesskabet kan udleves i den rette ånd og inden for de overordnede islamiske rammer. Der er et naturligt skift fra tro til praksis, det vil altså sige, fra at mennesket ganske enkelt skal tjene Gud til, hvordan mennesket tjener Gud. Dette var en periode der også var præget af en ny folkegruppe der bryder frem, munāfiqūn (almindelig oversættes til “hyklere”), der alene foregav sig for at være muslimer men ved de afgørende øjeblikke ville de altid være ubeslutsomme og trak sig tilbage. Disse individer så en mulighed for at få indflydelse ved at offentliggøre deres omvendelse til islam. I det store hele udgjorde de en større fare end de ikke-troende fordi de angreb samfundet indefra. Denne folkegruppes modarbejdelse af islam, og navnlig disse munāfiqūn, er et hyppigt tema for åbenbarings-udsagnene fra netop den medinensiske periode. Tilsvarende er det i denne periode, at åbenbarelsen taler om ahl al-kitāb (“Bogens Folk”), med særlig reference til det jødiske og kristne fællesskab, både de i Muhammads samtid i og omkring Medina, med også i reference til den bredere betegnelse af fællesskaber før islam. Et generelt træk ved Koranen er, at det ofte taler om grupper eller klasser af mennesker som en samlet helhed, hvor det er undtagelsen, at der tales om enkeltpersoner og individer.
Hvad der er gennemgående for både de mekkanske og medinensiske åbenbarings-udsagn, er den vedvarende fokus på troslære, morale og etik, som samlet udgør størstedelen af udsagnene i Koranen. De indledes og forbindes alle, som en samlet helhed, med formlen basmala: »I Guds navn, den Nådige, den Barmhjertige«. Koranen er ikke en lovbog, selvom nogle af versene er umiskendeligt bud, der har karakter af regler. Omtrent 500 koranvers har juridisk indhold, og det er kun en lille procentdel af den samlede tekst med en verssamling på lidt over 6.200 koranvers. Disse forskrifter dækker kun en begrænset del af menneskelivet i mere komplekse samfund. Hertil er det interessant at bemærke, at selv koranvers, der består af regler og bud af guddommelig oprindelse, dvs. af juridisk karakter, bliver behandlet ud fra aspektet af gode dyder og principper, altså med elementer af retfærdighed, venlighed og almisse frem for detaljerede lovforskrifter. De udsagn, der kan forekomme ren lovmæssige er beskrevet i et sprog eller kontekst, der taler til følelserne, samvittigheden og troen på Gud. Som et eksempel kan fremhæves de koranvers, der omhandler gengældelse: efter at loven er blevet etableret, går koranteksten videre med at blødgøre hjertet af begge parter (forulemperen og den forulempede) (2:178-9). Et andet eksempel ses i introduktionen til den pligtige fastemåned ramadan (2:183-7): sproget og kontekst fastsætter fasten som en let og velvillig periode, en tid med festivaler og glædelig højtider – en praksis muslimer har holdt i live til dags dato. Et sidste eksempel er den brede anvendelse af en betegnelse som vantro (kāfir), som ikke i streng forstand er en ateist i vores betydning af ordet (dvs. én der ikke tror på Gud), men i Koranen udtrykker det derimod en person, som først og fremmest er utaknemmelig over for Gud; det er en person som tydeligt kan se, hvad vi skylder Gud, men nægter at ære Ham ud fra en forkvaklet utaknemmelighed (80:17-32).
Koranens budskab
Koranen beskriver sig selv som »oplysning om alting« (16:89), som en retledningen, der i omfang ikke kan begrænses til en bestemt tid eller sted. Koranen, som et litterært værk, ikke af detaljeret instruktioner for enhver situation der vil finde sted, men af et sæt vejledende principper som er universelt gyldige og kan derfor anvendes retvisende for enhver tid og sted. Sagt med andre ord er Koranen på ene og samme tid af universel signifikans for evig tid og samtidsrelevans for nutiden. En sådan tekst udfordrer til enhver tid, både i klassiske og moderne forstand, dets egentlige billedsprog og budskab. Det har til enhver tid stået frit at lægge en tilgang ned over læsningen af teksten, en frihed der op igennem historien er blevet skildret i talrige litterær værker om Koranen. I det personlige møde med et sådant værk bliver man efterladt med forskellige indtryk, som er stærkt afhængig af ens selvforståelse og tilgang. Den troende vil acceptere, at Koranen former vores realitet fra oven, hvor den ikke-troende (i bedste fald), betragter sig selv som en objektiv observatør, der udefra iagttager og fastholder, at Koranen er forbundet med realitet i et gensidigt forhold, hvor de former realiteten og selv bliver formet herfra. Imidlertid står det klart, at de koraniske fortællinger er forankret i deres specifikke koraniske kontekst, det vil altså sige, at de fortæller sig selv og bærer samtidigt et større budskab. At læse og forstå Koranens tekst i sådan en kontekst er en udvidelse af teksten til en klarere forståelse af dens egentlige budskab, tema, baggrund og formål, spirituelle og teologiske lære, morallære og lignende. En sådan fremstilling kaldes en “kon- og intertekstuel” skildring, som giver mening til helheden alene ud fra selve teksten. Herigennem skabes en opfattelsesramme for de troende, der tjener til forståelse af verden, selvet og forholdet imellem dem. Og det er herigennem at den troendes intellektuelle, emotionelle og moralske kompas skaber en meningsfuld verden ud fra den levende Koran.
Fremstilling
Fælles for de fleste fremstillinger af Koranen er, at de beror på læsningen af koranteksten. Netop derfor bliver spørgsmålet om en saglig fremstilling så afgørende. Fremstilling kan tage afsæt i forskellig læsninger, hvor der er en lang tradition for både en dogmatisk og historisk-kritisk læsning. Forholdet mellem tekst og tolkning afhænger af hvilke tekstteorier, skriftsyn og tolkning, der lægger ned over teksten. Og heri findes forklaringen på de talrige – og oftest farverige – fremstillinger af Koranen.
Der er almindelig enighed om, at Koranen som litterær værk og i et religionshistorisk perspektiv, er den yngste af “de hellige bøger”, der findes inden for de tre store monoteistiske religioner, navnlig jødedom, kristendom og islam. De to andre bøger er Toraen og Evangeliet. Fortællingen om profeten Abraham findes både i kristendommens, jødedommens og islams hellige skrifter, og derfor kaldes de tre religioner for abrahamiske religioner. Til trods for at de tre religioner deler nogenlunde samme fortælling om Abraham, tillægges han forskellige betydninger. Denne indsigt og senere fremstilling af Abraham er blevet til gennem religionshistorisk studier af de forskellige skrifters sprog, tekster, ritualer og historie. Ved kombination af religionshistorie med religionsfænomenologi og komparative studier, bevæger man sig udover den traditionelle tekstlæsning og ønsker ikke kun at beskrive den enkelte religion i sin samtid, men ligeledes religionens betydning for mennesker, samfund og kulturer i både fortid og nutid. For realisering af sådan et skildring udvides perspektivet af de traditionelle discipliner som historie, filologi og arkæologi og kombinerer det med teorier af andre fag, heriblandt religionssociologi og -psykologi, lingvistik, semiotik og antropologi. Abraham kan nu fremstilles som et fænomen fra fortiden, der kan tillægges forskellige betydningsmuligheder, som kan læres af i nutiden. Der kan ikke skelnes skarpt mellem de forskellige fremstillingers tilgang. Det drejer sig om betoning. I det større perspektiv er dette en tendens af religionshistorie i religionsvidenskabelig retning, der tilpasser sig beslægtede videnskabelige discipliners teoridannelse. Inden for moderne religionsvidenskab er udviklingen gået i retningen af anvendelse af en lang række andre discipliner såsom semiotik, psykologi, politologi og kognitionsforskning. Abraham bliver hermed en tidløs identitetsskabende væsen med talrige levende nuancer. Sprog og tekst er i bevægelse og bliver samlet i forskellige teorier, der bygger op omkring et hierarkisk struktureret netværk af elementer, og det er heri, dets betydningsmuligheder ligger. Der er altså et perspektivgivende forhold, der kan kendetegnes som værende i overensstemmelse eller relation til noget andet. Imidlertid kan spørgsmål stilles, om sådanne fremstillinger ikke har en tendens til at negligere teksten selv i dens tekstlighed til fordel for det, teksten handler om, og om den ikke derved risikerer at gå fejl af, hvad teksten siger om det, den handler om. Videre kan man spørge: i hvor høj grad er det, teksten handler om, i virkeligheden uden for teksten. Det må jo på en eller anden måde også være i teksten, ellers kunne det ikke via teksten føres til noget uden for denne. I denne udvikling af videnskabens arbejdsmetode og virkefelt bliver “historisk sandhed” og “litterær retfærdighed” nøgleord og udfordrer fornuften med spørgsmål om, i hvilken grad litteratur- og religionsvidenskab bliver en forestilling frem for en fremstilling. Og mere specifikt i kontekst af Koranen skildret kon- og intertekstuel, hvad en sand fremstilling af Koranen og dens budskab er.
Spørgsmålet om litteratur og sandhed (mellem virkelighed og fantasi), inden for litteraturvidenskab og -forskning, får en særdeles anderledes og unik fortælling, når der bevæges udover de fælles referencepunkter til særligt at beskæftige sig med en egentlig fremstilling af religionen islam, den hellige bog Koranen og profeten Muhammad. Det er en fremstilling af Abraham (og andre gudsmænd) ud fra islam selv og ikke i en forståelseshorisont, der har rødder i den kristne skildring og selv tidligere fra den jødiske skildring som de muligvis kan føres helt tilbage til til de antikke græske teksters skildring. Det er en fremstilling, hvor Koranen udgør et paradigme for alle andre tekster og står øverst i teksthierarkiet – det er den eneste tekst, der er original og ikke udledt af andre. Som Guds hellige ord er Koranen den højeste autoritet, den ultimative kilde, som andre tekster skal valideres i forhold til. De tekster, der hierarkisk kommer efter Koranen er de post-koraniske traditioner om at følge Muhammads eksempel: »I har et smukt eksempel i Guds udsending« (33:21), dvs. Muhammads biografi, de profetiske traditioner og fortællinger. Derefter kommer diverse dogmatiske og historisk-kritisk tekstmaterialer fra den tidlige formative periode i islam. Det er først længere nede i teksthierarkiet at præ-koraniske tekster tages i betragtning og skal læses og fremstilles i lyset af Koranen og det islamiske tekstmateriale. Selvom det fra et religionshistorisk perspektiv kan forekomme fjernt at de ældre tekster ikke har præcedens, er det fra et dogmatisk perspektiv et, hvor netop de tidligere skrifter anses som forvansket og ikke længere endelig autoriteter i deres nuværende litterære form. Det er selvsagt, at afhængig af tekstteorier, skriftsyn og metode – som de alle udspringer fra en dybere selvforståelse og tilgang – har en afgørende betydning for en egentlig fremstilling af Koranen. Uafhængig af om man er muslimsk tænkere, og accepterer Koranen som Guds ord, eller vestlig forsker, udelukkende beskæftiger sig med islam som studie, bliver det herfra et spørgsmål om fortolkningsmetode, der er i “samklang” med teksten. De bygger på bestemte forudgående opfattelser af en virkelighedsforståelse. Det er en “ekstern” forforståelse, der overføres til tekstanalysen og dermed den endelige fremstilling. Ingen af disse faktorer er ligegyldige, når Koranens tekst bliver fortolket, og når det fortolkede skal formidles.