Hvem, eller retter hvad, er Gud?

I. M. Kashi – februar 2019 [podcast, transkribering]

Hvem, eller retter hvad, er Gud? Det er et simpelt men samtidig et stort spørgsmål, og måske det eneste rigtige spørgsmål at stille sig selv mindst én gang i livet.

Svaret på dette spørgsmål afhænger naturligvis af, hvem du spørger. Lad os tage en person som enten er i åndeligt, spirituelt eller religiøst underskud – dér står tro altid i unåde – og i så fald bliver “Gud” betragtet som en overmenneskelig magt, der gør sig genstand for dyrkelse i et samfund. Endnu andre kan have en mere eller mindre historisk eller videnskabelig tilgang til spørgsmålet og vil gribe det an med en følelses-tom eller mekanisk beskrivelse af Gud som en skaber eller opretholder af verden, og som mennesket står i et personligt forhold til, og som åbenbarer sig gennem historien.

For mig som en gudfrygtig og gudstroen mand er Gud det højeste værende i følgende betydninger:

At Gud er det højeste værende, et væren, som er uendeligt, evigt, ubegrænset
At Gud er det første årsag og den sidste grund
At Gud er det, der selv er ubetinget (det absolutte), og som derfor er betingelse for alt andet
At Gud er det, der er ren virkelighed i sig selv, og derfor er princippet for alt andet, og som følgelig eksisterer med nødvendighed, idet eksistens og essens alene i Gud er den ene og samme ting
At Gud er det, der består i sig selv, som kan forstås ud fra sig selv, og som alt er manifestation af

Det at Gud er “det absolutte”, er en anden måde at sige:

At Gud er det egentlige virkelige, det i sidste ende der er virkelig
At Gud er det ubetingede, der som sådan betinger alt andet; det uendelige, der er betingelse for det endelige
Det i sig selv værende, det selvtilstrækkelige
Det højeste grad værende, det højeste væsen
Det altomfattende

Spørgsmålet om den absolutte Gud, er spørgsmålet om, hvad der er det “egentlige grundlæggende”, dvs. hvad er det grundlæggende ved virkeligheden.

Vi kan formulere spørgsmål på mange andre måder, altså:

Hvad er det, som gør, at virkeligheden er, som den er?
Hvad er grunden hertil?
Hvad er det, som i sidste ende giver mening til den virkelighed, du og jeg oplever?
Hvad kendetegner virkeligheden?
Hvad er de grundlæggende træk ved virkeligheden?

Det absolutte (i modsætning til det relative) har i selve udtrykket, at der er en sammenhæng mellem mening og virkelighed. Det grundlæggende ved virkeligheden er det, som gør denne forståelig. Den absolutte Gud er i sidste ende det, der muliggør vores viden om virkeligheden, nemlig den eneste meningsgivende instans.

Gud er den uendelige, absolutte og ubetingede enhed, som alt andet har sin grund i.

―

Når jeg netop prøver at beskrive Guds højeste væsen – der hverken har begyndelse eller ende – med ord, kommer menneskets pragmatiske tænkemåde i unåde. Ved skæbnens vilje er det sådan, at mennesket om Gud bedst kan sige: “Skønt er det, vi ser, skønnere det vi erkender, allerskønnest, hvad vi ikke forstår”. Selv i dag ved digtere, filosoffer, matematikere og videnskabsmænd, at overvejelser over det uforklarlige er en kilde til glæde, forbavselse og tilfredshed. Hvad der ligger hinsides menneskeord om Guds væsen, er Guds veltalenhed.

Fra et teologisk perspektiv er det dog vigtigt at sætte ord på vores tro om det guddommelige, selvom alle disse ord er menneskeværk og dermed selvsagt utilstrækkelige. Teologi er den proces, hvorved vi bringer vores viden og opfattelse af Gud op på et plan, hvor de kan udtrykkes.

Lad mig derfor helt fra starten lægge ud med, at det er upræcist at kalde Gud for det højeste væsen, for Gud er overhovedet ikke et væsen. Selvom mennesker i teorien ved, at Gud er fuldstændig transcendent (altså overskrider alle grænser), synes det af og til at gå ud fra, at vi præcist ved, hvem ‘Han’ er, og hvad Han vil, tænker og forventer. Jeg bruger her ordet “væsen” (til tider også kaldet “essens”, “substans” eller “natur”) for at betegne den guddommelige væren i dets enhed.

Ved at gøre dette hentyder jeg altså ikke til, at mennesket kan begribe Guds væsen i dens absolutte enhed, da dette er uendeligt hævet over menneskelig visdom.

―

Gud er ét væsen i sin absolutte og suveræne forståelse af enhed. Han er hverken delt eller sammensat af dele; Han er én og unik. Guds væsen overskrider og ligger uden for menneskelig erfaring (transcendent), hvor Han er noget andet end alle eksisterende og tænkelige ting; intet er lig Ham. Dette kan bedst udtrykkes ved, at Guds væsen og eksistens på ene og samme tid er den samme – alle andre ting har et væsen som grundlæggende er forskelligt fra dets eksistens.

Hans virkelighed er i sig selv erkendelse af Hans eneståenhed, og der er ingen koncepter, ligheder eller modsætninger til Ham. Viden om Hans væsen er både den største viden og den fjerneste fra forstanden at begribe, for realiteten af Hans væsen, er samtidig en simpel identitet og uendelig i dets omfang.

Ved tanken om Gud bliver sindet forvirret og fornuften slår ikke til. Mennesket kan ikke omfatte Gud i viden, og derfor kan ingen forståelse til fulde begribe Hans eksistens og intet hjerte kan fastlægge Hans væsen: »De kan ikke omfatte det i viden« (K 20:110).

Derfor siger jeg, prøv ikke med menneskeord, at beskriv Gud med undtagelse af at forstå, hvordan Gud beskriver sig selv:

»Det er Mig, Gud, alverdens Herre!« (K 28:30)

»Det er Mig, Gud, Den Mægtige og Den Vise« (K 27:9)

»Han er Den Første og Den Sidste. Han er Den Synlige og Den Skjulte« (K 57:3)

»Han er Gud; Skaberen; Ophavsmanden; Formgiveren« (K 59:24)

Hvad Gud er i sig selv, er et uudgrundeligt mysterium. Det giver mening at tale om, at Gud er den skjulte Gud, men ikke at tale om, hvad Gud i sin skjulthed er. Da hverken sind eller fornuft kan få adgang til Guds væsen, kan ingen kende Guds indre til fulde. Da Gud alene er grænseløs, evig og fuldkommen, forvirrer Han altid den vise.

Men du må kende Gud igennem Ham selv og ikke igennem dig: “Jeg kender min Herre gennem min Herre, og var det ikke for min Herre ville jeg ikke kende Ham”.

Det er Ham, som åbner den vej, der fører til Ham, ikke menneskelig visdom. Kendskab til Ham ligger ikke ved retorikerens og videnskabsmandens dør, for her er viden og uvidenhed det samme, for de kan hverken forklare eller beskrive Gud. Menneskenes meninger herom opstår udelukkende i deres fantasi. Og det er absurd at udlede nogen sandhed af det, de siger, for uanset om det er ondt eller godt, kommer det fra dem selv.

Gud står over al viden, og ingen kan vidne om Ham, og intet udover Ham kan give en idé om Hans højeste væsen. Da forstand ikke kan nå Guds væsen, kan vi kun tale om dette ud fra ren helliggørelse og lovprisning:

»Gud, der er ingen anden gud end Ham« (K 2:255; 28:70, 88)

»Højlovet være din Herre, magtens Herre, hævet over, hvad de siger« (K 37:180)

»Himlenes og jordens skaber« (K 2:117)

»Lovpris derfor din vældige Herres navn« (K 56:74)

Kendskab til Guds højeste væsen – som en ikke sammensat diskurs ud fra Hans ydre navne, egenskaber, relation eller rank – er umulig. Forstand kan ikke begribe Guds højeste væsen, derfor skal man afholde sig fra at reflektere over Hans væsen, og i stedet rette refleksionen mod Hans velsignelser og herlighed, hvori allestedsnærværelse af Hans manifesteret væsen kan sanses.

Gudsbegreb

Udgangspunktet er et syn på forholdet mellem Gud og mennesker, som det kommer til orde i sproget. Sagt anderledes, der kan ikke tales om Gud, uden at der tales om mennesket. Når det gælder tale om Gud har sproget dog begrænsninger, som beviser en transcendent tilstedeværelse i tilværelsens struktur.

Det er kun, fordi mennesket ikke kan nå længere, fordi talen så fuldstændig kommer til kort, at vi oplever vished omkring en guddommelig mening, der overgår og omslutter vores egen. Det at tale om Gud er at tale om Guds forhold til universet og mennesket.

Menneskets videnskabelig orienterede viden forsøger at beherske virkeligheden, forklare den og bringe den under fornuftens kontrol, men en glæde ved ikke at vide alt er samtidig en del af den menneskelige erfaring. Gud overgår vores tanker og begreber og kan kun til fulde erfares gennem fuldkommen underkastelse og dyrkelse med sind og krop. Mange har mistet denne væsentlige indsigt, og det, tror jeg, er en af grundene til, at så mange finder gudsforestillingen så vanskelig i dag.

Troen på Gud er en praktisk disciplin, som lærer os at finde nye muligheder i sind og hjerte. Det nytter ikke på lærd vis at vurdere læresætningen for at bedømme dens sandhedsværdi, før man drager ud på en sandhedssøgende sjælopløftende livsrejse. Man finder kun Gud, hvis man omsætter Hans ord til rituel handlinger og etiske love. Nogle mennesker er bedre til det end andre, nogle fuldkommen umulige, mens andre vil misforstå alt. Det at “kende Gud” er en handling af guddommelig velvilje, som i sin fuldkommenhed kun gives til dem, som accepteres af Gud: »Han giver visdommen, til hvem Han vil, og den, der får visdommen, har fået meget godt« (K 2:269).

En ting er dog sikkert: De, som ikke sætter sig selv på spil, vil aldrig komme ud af stedet. En betingelse for oplysning er villighed til at sige farvel til det, du troede, du vidste, for at kan tage imod sandheder, du aldrig havde drømt om. Det er muligt, du bliver nødt til at afmontere en stor del af din viden, før du kan fortsætte til nye opfattelser.

―

Det er ikke nemt at tale om det, jeg her kalder tawḥīd (“Guds enhed”), og din søgen begynder muligvis med en bevidst opløsning af almindelige tankemønstre. Forestillingen om verdens oprindelse og indretning, og dermed menneskets tilblivelse, er af grundlæggende betydning for den videre forståelse af den ene sande Gud. Den angår selve det menneskelige livsgrundlag, fordi den forbereder svar på de elementære spørgsmål, som mennesker til alle tider har stillet sig selv:

Hvor kommer vi fra?
Hvor skal vi hen?
Hvad er vores oprindelse?
Hvad er vores endemål?
Hvorfra kommer og hvorhen går alt det, der er til?

Spørgsmålene er væsentlige for meningen med og orienteringen af vores liv og vores handlinger. Og med dette indleder jeg denne introduktion med det islamiske verdenssyn på skaberen og menneskets skabelse.

Skaber

Lad os her lægge ud med beretningen om skaberen og skabelsen. Kosmos – i betydning af alt, hvad der ikke er Gud – er Guds skabelse. Gud skaber kosmos ved sine befalinger, som en stabil orden, der i princippet omfatter alt. Læren om universets skabelse og udvikling og om verden og de kræfter, der styrer det, udgør én sammenhæng.

Der er altså ingen kategorisk forskel mellem naturen (himmel og himmellegemer, hav og jord), dyr og planter, og menneskenes verden med dens eksistentielle, etniske og sociale ordninger. Når jeg herigennem siger, at verden og menneskeheden er Guds skabelse, er det i betydningen af, at alting er blevet til gennem Guds vilje.

Gud er altid villende, og dynamisk griber ind og aktivt opretholder verden: Hvad Gud vil, det sker. Guds skaberværk er fastlagt som en balanceret orden, både hvad angår elementerne i verden (himmellegemer, årstider, planter, dyr, mennesker), deres fordeling i rummet og deres bevægelser i tiden. Denne ordning er i sin grundform baseret på sammenhængen mellem årsag og virkning (årsagsprincippet), hvor alle eksistentielle fænomener er underkastet denne årsagslov. Det vil altså sige, at effekten af et hvilket som helst fænomen på et andet vil altid være betinget, dette under befalingen af Guds vilje.

Det er ganske rigtigt, at dette princip er gældende for det, der hører til naturens og virkelighedens verden (fysisk), men det er lige så gældende for kræfter, der tilskrives uden for den (‘ālam al-ghayb) (metafysisk).

Visdommen bag Guds vilje er dermed manifesteret i alle tings orden, på en sådan en måde, at Hans allestedsnærværelse kan observeres i kosmos og alle dets forhold. Verdensordenen såvel som dens skaber kan altid erkendes ud fra verdensordenens hensigtsmæssigheder. Forståelsen af verden er nøje knyttet til forestillingen om Guds skabelse.

Den troende ser sig selv i Gud og ser Gud i alt. Verden er alt det, Gud har skabt, sådan er den god. Endvidere må Guds vilje med skabelsen være forbundet med velbehag og har som sin forudsætning, at det som Gud vil, også er godt for sin skabelse (rationel guddommelig retfærdighed). Gud som altings skaber og opretholder, er også et udsagn om Gud som dommer over hele verden og alle mennesker.

Verdensforløbet er forudbestemt af Gud fra første færd, både hvad angår begivenheder og varighed. Gud giver løfte om en fremtidig dom, der vil ramme hele verden, og som betyder den eksisterende verdens undergang. Afslutningen på den forudbestemte forløb markere kollapset af den nuværende verden (død, dommedag) og begyndelsen på den kommende verden (opstandelse og efterliv i det hinsidige). Den nuværende verden afløses af en ny og hidtil skjult verden (paradis, helvede), hvor eksistens i den nye tilværelse vil være evig. Jeg siger altså, at mens den nuværende orden er forgængelig, er den kommende evig, hvor begge verdener er skabt ordnet og i harmonisk helhed.

Det at selve verden er udtryk for en omfattende orden, er et tegn på Guds visdom. Det er en sandhed, der kommer fra Gud, og som giver indsigt i Hans vilje og planer. For så vidt som Gud er vis, er Han sand. Guds skaberværk er i nøje overensstemmelse med denne universelle sandhed. Hermed skaber Gud en kobling mellem menneskets mikro-univers og Hans makro-univers, hvor menneskeheden er underkastet Guds åbenbarede visdom og den visdom, der hører verden til.

Menneske

Mennesket er et væsen, der med Guds vilje og handling er blevet skabt sammensat af sjæl og krop (stof, materie, legeme). Sjælen karakteriserer det livsgivende og levendegørende del af et menneske, hvor kroppen karakteriserer mennesket i dets fysiske eksistens. Du kan hermed skelne mellem din sjæl og krop, men der er ingen modsætning imellem dem; forholdet er heller ikke ligeberettiget (dette i form af lige dele sjæl og krop, eller som sjæl og krop, der er to sider af samme sag). Sjælen er skjult i legemet, og du er skjult i sjælen. Dermed kan du heller ikke kategorisk tale om et splittet menneske i en lav, legemlig del (krop) og en ophøjet åndelig del (sjæl), da de to udgør en uløselig sammenhæng. Det kan bedst forstås som, at sjæl og krop hører sammen, men på hver sin plan.

Sjælen er livsånd og bærer af livet, og når livsånden forsvinder, hører livet op (kroppen kan ikke eksistere uden den). Livsånd er dermed grundlaget for alt levende. Det er gennem livsånden, som Gud ved skabelsen puster ind i den døde krop, der forvandler dette, så det bliver til et levende menneske af sjæl og krop. Når livsånden forsvinder fra kroppen, bliver kroppen en død masse.

Der skelnes altså mellem en udødelig og en forgængelig del af mennesket. Når et menneske dør, efterlades et forgængelig krop, mens livsånden fortsat eksisterer i et midlertidigt opholdssted (i et mellemstadie, barzakh). Dette sted er et fælles opholdssted, og det er en skæbne, der tilfalder alle mennesker. Her afventer de døde Guds endelig dom. Selvom de her afventer den endelige dom, er deres tilværelse i dette midlertidige opholdssted en tilværelse, der har karakter af straf og belønning. Her vil de døde hvile indtil den kommende opstandelse og endelig dom (dommedag), der fører til et videreliv i evig belønning eller straf (helvede, paradis). Jeg siger altså, at døden fører ikke til menneskets tilintetgørelse, men til et efterliv i en anden verden.

Og for bedre at klargøre denne side af sagen siger jeg, at din sjæl (livsånd) er udødelig og efter kropslig død indtræffer, vil du leve for evigt, først i et midlertidigt ophold i et mellemstadie og derefter i den hinsidige verden. I sin spæd er mennesket i denne verden skabt med en iboende drift og tilbøjelighed (fitra) til lydighed mod Gud, der bedst beskrives som at være sig selv bevidst (samvittighed).

Guds eksistens er skrevet i alle menneskers hjerter. I sin essens betegner samvittighed, at være selv-medviden, altså være bevidst om det sted inderste inde, hvor Guds tilstedeværelse kan fornemmes gennem hjertet (gudsbevidsthed). Grundbetydningen af samvittighed i denne forstand er ens inderste, et sted der er skabt fuldkommen, ren og god. Dybt inde i ethvert menneske kan det høre Guds stemme gennem hjertet og sind. Hvis mennesket fra spæd og op gennem voksenalderen konstant udvikler denne bevidsthed i tro og praksis, styrker det herigennem sin selvopretholdelse og vil uundgåeligt komme til den åbenbare erkendelse af Gud. Sindet og hjertet – ikke i modsætninger men som komplementær til hinanden – vil altid være den stærkeste erkendelse og bevis på skaberens eksistens.

―

Min religion, islam, er centreret om læren og troen på den ene sande Gud, som kaldes Allāh. Navnet Allāh kommer fra det arabiske sprog og betyder den eneste og ene gud (dvs. guden). Sprogligt understreger brugen af ordet Allāh, at der er tale om én Gud, idet:

At Allāh er et egennavn
At Allāh er bestemt form ental – altså guden
At Allāh har ikke nogen flertalsform
At Allāh er intetkøn

Selvom man på visse sprog omtaler Gud/Allāh i hankønsform (fx med brug af ord som Han, Ham) betyder det ikke, at man betragter Allah som værende af køn). Arabiske-talende ikke-muslimer anvender også egennavnet Allāh om deres guder, guddom eller Guden, men i modsætning til muslimer, bruger de det som et fællesnavn i omtale af deres gud og derigennem opfatter Allāh/Gud på en anderledes måde. Eksempelvis anvendte hedenske araber (i tiden før og under islam), navnet Allāh om deres guddomme, og det samme gør nutidige arabiske kristne om deres opfattelse af den treenig gud.

Det, at de bruger navnet Allāh (eller Gud) som fællesbetegnelse ændrer dog ikke ved muslimernes grundlæggende gudsopfattelse, og at der ikke findes andre guddomme end Gud, i form af Guden, Allāh. Når vi derfor til dagligt anvender eller oversætter Allāh til Gud, skal det altså forstås som guden til forskel fra gud(er) som fællesnavn.