Debat: grænsen mellem tro og vantro


I. M. Kashi – august 2019 (debatoplæg)

Hvem du end er, og hvad du end gør, så er det sådan, at hvis du virkelig søger sandheden, så er islam svaret (1). Islam vækker din stræben og kærlighed til indsigt, og stiller tørsten for enhver, der er søgende efter det eneste sande sprog i universet. Jo nærmere man kommer islam, jo mere bliver ens tro den virkelige grund for én til at leve. Denne form for liv kan kun vanskeligt fanges i ord og billeder. For hemmeligheden bag islam er at se på religionens vidundere uden at glemme de viseste af alle vise, der bragte den til veje, for alt er ét stort hele. Frem for alt skal du vide, at det nok for os muslimer, at Allāh er dommeren, Muḥammad er vejlederen og Gabriel er hans støtte. Og Vor Herre har gennem disse givet os sejr over de vantro (2) folk.

Allāh har lagt en sti for ethvert menneske her på jorden. Du skal følge den, Han har lagt for dig. Vi er mange forskellige mennesker, hvér med sin egen gud i hjertet. Enhver har sin måde at tro på – din måde er ikke som min og min ikke som din, men begge søger vi vores gud – og derfor respekterer jeg dig. Vi muslimer ved med vished at vores tro er den mest fuldendte, og vores overbevisning er den smukkeste af alle skønheder. Du kan være lyshårede eller mørklødede, men i bund og grund er du en muslim i ét forenet fællesskab, hvor ingen muslim fare ensom omkring i verden. Ethvert smukt menneske bærer lyset af Allāh i sig.

De vantro folk er inderst inde svage. De tror deres omdømme overfor Allāh har gjort dem sejrrige, samtidig strejfer de omkring i verden og praler af deres vantro forfædre. Deres idéer er ustabile og deres regeringer er forbigående styreformer. De vokser i deres fryd som vores affære er i deres hænder. De, der banede vejen for dem, der nu dominerer over os, vil snart finde ud af, hvad gengældelsen er for den undertrykkende. Har du da ikke læst fra troens kilde, hvor Allāh vidner på, at de, der er vantro, skal ikke regne med, at når Vi giver dem et langt liv, så er det til deres eget bedste. Nej, Vi giver dem kun et langt liv, for at deres skyld kan vokse! De har en forsmædelig straf i vente (3). Deres magt bygger på mænd, der (af nød) tjener dem for verdslige glæder, og hvis tanker er ringe. Hvor ironisk er det ikke, at medlemmerne af Allāhs parti, bliver dræbt af medlemmerne af Satans parti. Snart skal de der udgyder vores blod møde Allāh, hvor de vil høre kaldet: må Allāhs forbandelse være over dem, der handler uret (4).

Men vi er tålmodige, fordi vi har tillid til Allāh. Og vi takker Allāh for at gøre os frygtløse over for vores fjender, for Han har velsignet os med martyrdom. Snart bliver vi som martyrer fri fra livets lænker , hvor Allāh forvandler sorg til forløsning, og tager hævn over de, der handler uret. De, der er vantro udgyder til stadighed blod i vores nation — selvom vores øjne er tårfulde og hjerter er sorgfulde — så finder vi ro i Allāhs ord: du skal ikke regne med, at de, der blev dræbt for Allāhs sag, er døde! Nej! De lever hos deres Herre og bliver forsørget (5). Tanken om døden gør os mere bevidst om livet. Vi vil kæmpe til vores sidste åndedræt, til vores sidste bloddråbe. At dø i morgen som martyr, vil være lige så godt, hvis ikke bedre end, at dø en, hvilken som helst anden dag. Vi er tålmodige, for snart vil de vantro ledsage os til det hinsidige. Dér vil de vantro ønske, at de havde været døve, stumme og blinde (6), og deres hænder havde handlet anderledes, for en flammende ild venter dem i efterlivet.

Dig der er vantro, selvom jeg tiltaler dig direkte, så finder jeg det at tiltale dig af ingen nytte, men at kalde til Allāhs vej er min pligt, derfor fortsætter jeg med at tiltale dig. Du er som de fleste andre: du ser verden, som du ønsker, den skal være, og ikke, som den egentlig er. Dette selvom du på et tidspunkt i dit liv har lovet dig selv, at du vil fatte dine egne beslutninger og være tro over for livets kendsgerninger. Du tror dit liv er i dine egne hænder, men du har et sted undervejs mistet kontrol over dig selv, hvorefter andres skæbne overtog styringen. Din manglende evne til at forme din egen skæbne resulterer i din laveste tilværelse af alle mulige tilværelser. Du har lært at stole på andre og glemt at stole på dig selv. Allāh vidner om dette, når Han siger: mennesket har Vi skabt i den smukkeste form, så gør Vi det atter til det laveste lave, dog ikke dem, der tror og gør gode gerninger; de har løn uden forbehold i vente (7).

Jeg tiltaler dig, fordi du er på nippet til at opgive det hele, selvom tanken om du må tage fejl og vi har ret, fylder dig med frygt. Dit hjerte er forræderisk og ønsker ikke at fortsætte, for inderst inde er du bange for at bytte alt det du ved, ud med noget nyt og fremmed, men som kan være mere end en tilværelse med bare at tjene egne og statens fornødenheder. Du vil gerne opleve forandringer, men bryder dig ikke om at forandre dig selv, men nogle gange er det umuligt at holde livets flod tilbage. Du begynder måske at forstå og misunde, at du kan blive som os. Du føler dig flov og dybt forundret over en sådan tanke, og mærker måske et stik i hjertet, selvom du ikke ønsker at vise det udadtil. Du må ikke lade håbløsheden få overtaget over dig eller lade dit hjerte fylde dig med onde tanker. Forholdene i verden forandrer sig uafladeligt, og det samme gælder dine livsanskuelser. Det, som du måske opfatter som en ret, og som forekommer hensigtsmæssigt i dag, vil du måske betragte som fejlagtigt og uhensigtsmæssigt i morgen. En sådan forandring skal du omfavne, hvis du erstatter falskhed med sandhed, ellers ender du bare ringere stillet end, da du startede. Du skal vide, at alt sker af en grund, og lige meget hvor mange omveje du måtte gøre dig, styrer det sunde hjerte altid mod lyset. Du vil ikke længere frygte det ukendte, hvis du er i stand til, at tage kontrol over dig selv tilbage. Spild ikke din tid, dit liv er værdifuldt. Lær hvad du skal bruge for at komme til vor Herre. Dette starter med at stoppe sig selv i at føle ondt af sig selv og sige fra overfor sit ego, som har taget styring over krop og sind. Hvis du inderligt er oprigtig overfor dig selv, har tilværelsen det med somme tider at ændre sig i løbet af et skrig, før du når at indstille dig på det. Det hele starter med, at du søger tilgivelse for dine synder hos Allāh, for Han er alt-tilgivende over for den, der bytter falskhed ud med sandhed. Du skal vide, at beslutningen er kun begyndelsen. Når du beslutter dig for at skifte din vantro ud med oprigtig tro, kaster du dig i virkeligheden ud i en stærk strøm, som fører én til et sted, du aldrig havde drømt om, da beslutningen blev truffet. Resten er op til Allāh, og Han er altid lige i nærheden af den, der følger vejledning.

Blandt de vantro, er der mange der aldrig vil se lyset, da alene mørke fylder deres hjerter. Allāh bekræfter denne virkelighed overfor sendebudet Muḥammad, når Han siger, at de fleste mennesker er ikke troende, selvom du ville ønske det (8). Mennesker er og vil altid være forskellige og netop forskelligheden i troen er en del af menneskets prøvelse, som en sondring mellem de, der vælger sandhed over falskhed. Alle mennesker skal stå deres prøve i livet og Allāh bekræfter, at vi alle vender tilbage til Ham, og at vi ved dét øjeblik vil stå til regnskab:

Til dig sendte Vi Bogen med sandheden ned, til bekræftelse af det af Bogen, der forelå før den, og for at give vished derom. Døm imellem dem efter det, som Allāh har sendt ned! Følg ikke deres lyster, bort fra den sandhed, der er kommet til dig!

For hver og en af jer har Vi sat en retning og en vej. Hvis Allāh havde villet, havde Han gjort jer til ét fællesskab; men Han vil sætte jer på prøve gennem det, som Han har givet jer. I skal derfor stræbe efter at komme først med det gode!

Til Allāh vender I alle tilbage. Da vil Han underrette jer om det, hvorom I var uenige (9)

Det virker til at noget dybt i deres natur holder dem fra at åbne op overfor lyset. For nogle er det selvindbliskhed, for andre er det selvtilfredshed og for endnu andre er det skyggen af verdslige rigdomme. Hvis man reflekterer over den tilstand, som disse vantro befinder sig i, vil man få øje på endnu andre årsager, der umiddelbart altid lader sig forbinde med en årsagskæde, der resulterer i en uvidenhed om islam. De har det tilfælles, at de ikke har erkendelsen af, at de på afveje og vandre blindt rundt i denne verden med mørke i hjertet. For dem og deres inderkreds, er der intet galt i deres anskuelse af livet, men altid noget galt med alle andre og omverdenen. Et andet fællestræk ved de vantro er, at de ser tilværelsen med tilvænnede øjne, ofte som resultat af arv og miljø, og er modvillig mod enhver form for forandring. Man skal gøre sig klart, at denne gruppe af vantro har en foragt for alle synspunkt, der ikke stemmer overens med deres, hvor deres attitude overfor andre går fra at være uvidende og venligt nedladende til direkte stridslystne. Alt dette, mens deres idoler med glødende overbevisning og veltalenhed forstår at prise egne idéer og tanker med en overlegenhed som retsskabende. Der findes næppe et skældsord, som de ikke har overdænget alle andre med. Alt, hvad man kan forestille sig af nid og nag og fordomsfuldhed, af uvidenhed eller viden, får frit løb i form af poesi til raseri. Med den tone og det niveau, de anlægger i deres argumenter, har de produceret tusinder af lærdomme om deres egentlig tro. Når deres tunger eller penne slippes løs med en lidenskabelig drift, er det kun fantasien, der sætter grænser for deres udmattelse. Dette er blot et enkelt af utallige eksempler, hvor denne gruppe af vantro demonstrerer, at de er uvidende om de eksisterende kilder til og principper bag sandheden. Deres vranglære har slået alt for dybe rødder til at blive fjernet, og deres hjerte kan ikke udrenses på nogen anden måde end ved en fuldstændig og altomfattende overgivelse til sandheden. Det forudsætter et perspektiv, der rækker langt videre end en overordnet fornuft, som de ikke er i stand til at holde trit med. Selv hvis du besejrer dem i deres argument, så forlader de ikke deres afveje. For så vidt angår deres anskuelse, var og forbliver de urokkelige som før, ligemeget hvor meget du tiltaler dem. Sæt din lid til Allāh og må Han inspirerer deres hjerter, som Han har gjort med mange andre, der tidligere har været på afveje. De, der senere er kommet til sandheden advarer nu selv mod at blive ført bag lyset af vranglæren som prædiket af de vantro idoler, hvor de som levende beviser er førstehåndskilder på mørkets eksistens i hjertets dyb af de vantro. Må Allāh holde os fra at blive blandt de vantro, der forgæves med mørket prøvede at kaste lys på lyset.

De idoler, der taler på de vantros vegne, søger at skabe et indtryk af, at vi hører “de gamle gudsmænds vise ord”, og faktisk ikke deres egne vranglære. Og de vantro er eksponenter for denne vildledende tro, hvor de som marionetdukker fuldkommen har overgivet sig til dukkemesteren som troens ansigt. Med stor forargelse kan det konstateres, at historien blot gentager sig; den uvidende pøbel vil altid følge de af andre banede veje og retter sig i deres handlinger efter forbilleder. Hvor udtørret, ufrugtbar og obskure er kilden til idolernes anstrengelser, om så de er pyntet op med blomster! Og hvor virkningsløse er alle deres deklamationer og argumenter sammenlignet med sandhedens klare, nøje afstemte og sjælsopløftende betragtninger. Denne tilsyneladende ligegyldighed overfor sandheden bør i øvrigt ikke forundre nogen. For de store idoler, hvis navne ikke er værd at gengive, har næppe bevæget sig ud over generelle betragtninger over islams sande ansigt.

Du skal ikke lade dig føre på afveje af disse fremmede lærdomme; hold dig fra falsk tale. Deres fremstillingsform og selve tonen i deres tale kan få det hele til at virke ligetil; ting man ikke forstår i farten, driver man ganske enkelt forbi. Men standser man op på enkelte punkter for at reflektere over argumenterne, melder sig de mest undrende spørgsmål og vanskeligheder. Det kræver blot et flygtigt blik for i tanken at indse, at deres argumenter er bundet i falskhed. Når de konfronteres med dette, benytter de sig af betænkelige smuthuller i enhver diskussion, hvor de kan komme af sted med det. Med et så intrikat håb, eller så fortvivlet er det i sin nederdrægtighed, at det forsyner dem med stadig nye påskud til at fortsætte. Deres argumenter er uden autoritet og i kraft af deres natur meningsløse; endvidere, er alle deres voluminøse slutninger samt den erklæring, der stammer herfra eller er baseret på dem på samme måde, meningsløse. Hold dig fra deres tomme snak, for deres lære spreder sig som kræft, og vil kun slukke lyset i dit hjerte og erstatte det med mørke. Til idolerne høre en smertefuld straf, ikke kun fordi de vælger mørket frem for lyset, men specifikt, fordi de nedbryder troen hos andre.

Idolerne har imidlertid ydet en tjeneste — ikke for deres egen sag ganske vist, men for fællesskabet — ved at bringe de pågældende påstande til offentlighedens bevågenhed. De tjener til at vise, hvor vigtigt det er til alle tider at våge over forsøg på ‘tro i forklædning’, og at den slags kommer ud af kontrol. For det er hævet over enhver tvivl, at den ret, som er etableret af idolerne, for eftertiden og for altid er af en ubegrundede slags. Og eftersom idolerne ikke besidder en bedre begrundet autoritet som fundament for deres lærdom, må de være uden betydning og virkning!

De har fortalt dig, at vi er en gruppe oprører, der ønsker at strides med dig om sandheden. Du må ikke lade dig narre. Du er blevet fortalt en stor løgn, og aldrig i livet, om man bør bøje hovedet for sådan løgnere. Vi er glødende troende, og trods vores affære er i andres hænder, forsøger vi at leve i overensstemmelse med islams sande forskrifter. I lyset af dette lever og dør vi i pagt med Allāh inden for et mere eller mindre uretfærdigt indordnet samfund. Vi kalder alene til sandheden gennem Allāh og hans udvalgte.

Hvil i sandheden, selvom døden kommer tidlig frem for et langt liv i vildfaren iblandt kujoner. Døden er kun begyndelsen. Du skal vide, at dit liv i denne verden, bliver fulgt af døden og genopstandelsen, og derefter af et evigt efterliv. Dette er den uundgåelige virkelighed, hvor det altafgørende er dommen, der ledsages af gengældelse, dette enten i form af paradisets glæder eller helvedes pinsler. Allāh bevidner, at uden dette ville skabelsen af mennesket være forgæves: Regnede I med, at Vi kun havde skabt jer for tidsfordriv, at I ikke ville blive bragt tilbage til Os?” Ophøjet er Gud, den sande konge! Der er ingen anden gud end Ham, den ærværdige trones Herre (10).

Kendsgerninger i kilden beretter, at det ikke var mindre end verdslige fyrster, der efter profeten Muḥammads død fravristede herredømmet fra kalifferne, dette ved at bemyndige idoler til at prædike deres vranglære over for pøblen, og dermed omvende dem til vantro, der kom på afveje fra den fuldkommen religion. Gennemtænker man fyrsternes handlinger og deres liv, ser man, at Satan kun skænkede dem en anledning, som de efter egen fri vilje prægede. Uden en sådan anledning havde deres storhed været frugtesløs, og uden deres storhed havde anledningen været spildt. Det var derfor nødvendigt, at den første fyrst fandt de forbitrede og svage, hvis de, for at nægte deres lederskab til den første fyrst, skulle følge ham. Det er anledningen, der skabte deres første lykke, og deres hovmod lod dem erkende anledningen. Og igennem den første fyrst blev de vantro berømte og lykkelige. Det kostede ham ikke store anstrengelser at vinde svage, da de gerne tilslutter sig en ny hersker, og som han passede på, at de ikke fik for meget indflydelse og magt, fik han let med sin egen stridskræfter og ved de svages hjælp styrke til at holde fællesskabets mægtige nede og herske over dem. Det kostede ham lidt besvær at erhverve herredømmet, og endnu mindre at bevare det og senere give det videre til en af sine egne. Den anden fyrst overtog, hvor den første fyrst slap, ved ed sikre sig retten til herredømmet over den første generation. Den tredje fyrst opløste de gamle trosfæller og skabte nye, han brød med de gamle våbenfæller og vandt nye. Da han havde venner og trofaste soldater, kunne han opføre enhver bygning på dette grundlag. Vel kan man på denne måde erhverve sig magt, men aldrig berømmelse. Og eftersom den ene ikke besidder en bedre begrundet autoritet som fundament for sin ret end den anden og tredje, må de alle være uden betydning og virkning. Der er på dette punkt grund til at foretage en skelnen, som vil kaste lys over, hvad fyrstdømme og kalifatet er og hvem, der er af titel eller ret er kalifferne.

Emnet om kalifatet har jeg ikke besmykket eller fyldt med talrige vendinger eller med storslåede udtryk eller med nogen anden pynt, hvor andre har for vane at beskrive og besmykke deres værker; for jeg har villet, at enten skal der ikke tilfaldes nogen ære, eller også skal alene ordets mangfoldighed og emnets vigtighed imødekomme dette. Jeg skal blot anføre, at det har været en bestræbelse for mig at forene en fremstilling af konceptet med en sproglig udformning, som betyder, at denne indførsel vil kunne læses af alle, der har interesse for emnet. Hvis du med fornuften og principper læser, overvejer og reflekterer over indholdet, vil du nå frem til indsigt om det islamiske kalifatet og dermed de retsskabende kaliffer.

Før man søger hvilken tolkning, der egner sig til studiet af kalifatet, er det vigtigt at vide, hvad det er for kaliffer, man benævner således. Spørgsmålet er så meget desto mere vigtigt som man anvender sig af denne betegnelse uden særlig megen præcision. Man anvender den sædvanligvis for at betegne en muslimsk enerådende mandligt overhoved for en stat, blot han foruden en vis generalisering frembryder en eller anden form for islamisk autoritet. Men på den betingelse er der så at sige ikke et muslimsk fyrstendømme, som ikke kan benævnes som et kalifat. Hvis disse fyrstendømmer således var kalifater, ville det islamiske kalifat ikke have noget emne, som var dens særegne, og dens område ville falde sammen med enhver anden form for fyrstendømmer. Men i virkeligheden er der kun et islamisk kalifat, som med ganske bestemte karakteristika adskiller sig fra alle andre muslimske fyrstedømmer.

Noter

  1. Alle mennesker vil på et tidspunkt i livet søge og fundere over spørgsmål omkring skabelsen og meningen med livet. Der kan være vidt forskellige omstændigheder, der fører til, at du søger efter mening med eller sandhed i tilværelsen. En form for søgen er relateret til det spirituelle eller åndelige, som bedst kan karakteriseres af mystisk karakter. En anden form for søgen angår svar og beviser af intellektuel art, hvor det rationelle vægtes frem for følelser og mystik. Uafhængigt af om det er et udslag af åndelighed eller rationel tænkning, er det tanken om en større sandhed, der vækker noget i os. Det er indtrykket af en verden af ægthed og orden, som modsvar til nuets kaos og uorden. Det er fornemmelsen af et bedre liv, der kan leves i harmoni med naturens orden. Det betyder noget. Tanken om at der eksisterer en mening med det hele, hvor mennesket blot er en del af en større helhed. Vi må spørge os selv, hvem er vi? Hvad er vi blandt verdens folk? Det åbner op for at opfatte og tolke ting på en ny måde. Vi interesserer os, fordi vi vil have svar på livets store spørgsmål. Når du opdager, at islam har virkelig gode svar på de virkelige store spørgsmål, så vil du vide mere om islam. Hvad enten du i forvejen er religiøs eller ej, skal du være åben for denne forandring og være indstillet på at operere med et nyt tankeunivers, hvis du søger svar på den livsanskuelse, der er bundet i naturens orden. Du skal vide, at sandhed kan erkendes, og det står i din magt at erkende den.
  2. Jeg mangler at sige nogle ord om den definition, som jeg har givet ‘vantro’. Betegnelsen ‘vantro’ forekommer i en række forskellige betydninger. Der er en flydende overgang mellem vantro i betydningen af et individ med mistillid (i al almindelighed) til en med manglende tro på eller overbevisning om noget og i yderlighed til en afvisning af eller tvivl på den sande tro. En vantro går altså lige fra en, der har accepteret islam med en vis grad af mistillid eller mistro til en, der benægter islam i sin helhed, dvs. en ikke-muslim.
  3. Koranen, Amrams slægt (āl-i ʿImrān) 3, vers 178
  4. Koranen, Hud (Hūd) 11, vers 18
  5. Koranen, Amrams slægt (āl-i ʿImrān) 3, vers 169
  6. Koranen, Koen (al-Baqarah) 2, vers 18, 171
  7. Koranen, Figentræet (al-Tīn) 95, vers 4-6
  8. Koranen, Josef (Yūsuf) 12, vers 103
  9. Koranen, Bordet (al-Māʾidah) 5, vers 48; jf. Hud (Hūd) 11, vers 118
  10. Koranen, De troende (al-Muʾminūn) 23, vers 115-16