A

ʿĀshūrāʾ

Af

ʿĀshūrāʾ (“den tiende”), betegnelse der referer til den 10. muḥarram, mindedag for drabet på profeten Muhammads barnebarn, den 3. Imam, Ḥusayn b. ʿAlī.

Drabet på Imam Ḥusayn b. ʿAlī på ʿĀshūrāʾ-dagen var kulmination på begivenheder der fandt sted i muḥarram-måned år 61/680. Han var draget mod Irak som svar på invitationer han havde modtaget fra sine følger og tilhængere der søgte hans vejledning. Det var i begyndelsen af muḥarram-måned i dette år, at han ankom til området Karbalāʾ i Irak. Her stødte han på soldater fra Kūfa som blokeret hans videre færden. Adskillige af soldaterne fra hæren, var blandt tidligere tilhængere som havde inviteret Imam Ḥusayn til at konfronterer den umayyadiske kalif Yazīd b. Muʿāwiya i kamp. Under forhandlinger ved Karbalāʾ, der varede de første ti dage af muḥarram-måned, blev han tilbudt enten at vælge mellem at blive dræbt eller sværge troskab til Yazīd. Imam Ḥusayn nægtede trofast at give troskabsløfte til den illegitime fyrst Yazīd og valgt dermed døden som følge.

På den niende dag i muḥarram-måned angreb soldaterne fra Kūfa lejeren af Imam Ḥusayns ledsager. Han gjorde krav på at kampene blev udsat en enkelt dag, dedikeret til askese og bøn, samt at fritage enhver ledsager der ikke var villig til at kæmpe med livet som indsats. Kampene blev genoptaget den tiende dag, hvor Imam Ḥusayn, hans familie og enkelte af hans ledsager blev dræbt ved på sletterne af Karbalāʾ. De der var faldet i kamp blev lemlæstet af soldaterne fra Kūfa, dette ved at lade krigshestene trampe på deres døde legemer, afhuggede deres hoveder som blev spiddet på spyd og efterlade deres kroppe uden at give dem en formel islamisk begravelse. De overlevende, der primært bestod af kvinder og børn, blev taget til fange og behandlet barsk.

ʿĀshūrāʾ-dagen har sidenhen tilegnet sig en legendarisk, og til en vis grad mytologisk, status for shia-muslimer, og en betydelig stor gruppe af sunni-muslimer. For andre sunni-muslimer er dagen mindre dramatisk, og i højere grad forbundet med forskellige historiske begivenheder og en tilrådet fastedag.

Som mindedage er de første ni dage af muḥarram-måned hvert år en ihukomme af den tragedie der fandt sted ved Karbalāʾ, hvor det kulminere med mindet om drabet på Imam Ḥusayn og hans ledsager den tiende dag. ʿĀshūrāʾ er derfor en sørgedag for alle muslimer, som med pilgrimsfærd til bl.a. Karbalāʾ og passionsspil hvért år iscenesætter Imam Ḥusayn martyrium på ny – dette som en lære for eftertiden, ofte i retorikken af kampen for retfærdighed og den sande islam.

1. Shia-islam tro og praksis

I henhold til beretninger fra shia-imamerne, var den største tragedie der fandt sted på ʿĀshūrāʾ-dagen, at hellighed over profeten Muhammads familie (Ahl al-Bayt) blev krænket, dette blot halvtreds år efter profeten Muhammads død.

2. Sunni-islam tro og praksis

ʿĀshūrāʾ-dagen er en særlig dag og adskillige sunni-islamiske værker er blevet skrevet om hvordan og hvad muslimer skal foretage sig på dagen. Tilsvarende er ʿĀshūrāʾ en dag hvor forskellige hellige begivenheder har fundet sted i historiens gang. Det er generelt antaget, at det var på ʿĀshūrāʾ at Gud accepteret Adams angrer, Noas ark støder på grund på Jūdī-bjerget, Jakobs bede om tilgivelse af sine syndfulde sønner, Jonas komme frem fra fiskens mave og Gud tilgav hans folk, Moses besejret faraoen og hans magikere og fuldførte sine fyrre-dage faste i Guds åsyn, Jesus blev født. Det menes også det var på ʿĀshūrāʾ-dagen at profetens mor, Āmina bint Wahb, bliver gravid med Muhammad, og Gud tilgav alle profeternes syndere. Den gennemgående tråd i alle disse referencer er en guddommelig nåde på ʿĀshūrāʾ-dagen.

Den primære praksis iblandt sunni-muslimer er fasten på ʿĀshūrāʾ-dagen. Det siges, at efter fastemåneden ramaḍān er ʿĀshūrāʾ den bedste dag at faste på. Efter fasten er det kutyme at give fiṭriyya-almissen associeret med afslutningen af fasten i ramaḍān. Fasten på ʿĀshūrāʾ betragtes som en praksis der fjerner årets synder. Det menes at forskellige vilde dyr faster på ʿĀshūrāʾ, heriblandt myrer. Udover fasten på ʿĀshūrāʾ-dagen, anvendes natten til ihukommelse, dhikr og recitation af Koranen.

Udover fasten og ihukommelse, tilrådet sunni-muslimske beretninger til at udføre gode handlinger for at tiltrække guddommelig nåde, bl.a. ved at udføre en bøn af fyrre cyklus (rakʿāt), give almisse, besøge de syge, brødføde en fattig, klargøring af mad til at bryde fasten og tilse de forældreløse.

En betegnelse der bedst udtrykker sunni-muslimers syn på ʿĀshūrāʾ forekommer i Koranen 20:59, yawm al-zīna (“festivalsdag”). Denne festivals præ-islamiske oprindelse kan kobles til det faktum, at kiswa eller Kabaens sorte beklædning udskiftes hvert år på ʿĀshūrāʾ-dagen.

3. Fasten på ʿĀshūrāʾ

Beretninger om ʿĀshūrāʾ som en fastedag er mange og kan overordnet opdeles i tre kategorier. Den første kategori af traditioner placerer fastens oprindelse af ʿĀshūrāʾ i tidligere religioner. Det er berettet, at fasten på ʿĀshūrāʾ blev praktiseret af både jøder og kristne og at denne praksis er fortsat gældende for muslimer. Andre beretter, at fasten blev forordnet af Noa efter at floden begyndte at trække sig tilbage. Tilsvarende beretninger associerer også fasten med taksigelsesdagen praktiseret af Moses på dagen hvor han besejret faraoen eller at Jonas folks anger blev accepteret fordi de fastet på ʿĀshūrāʾ. Den anden kategori af traditioner placerer fastens oprindelse i præ-islamiske arabisk hedensk overbevisninger. I disse beretninger er det overleveret at fasten på ʿĀshūrāʾ blev praktiseret af Quraysh-stammen i Mekka og profeten Muhammad også praktiseret fastedagen. Hertil er berettet at i tidlig Medina-perioden var fasten pligtig for alle muslimer, en pligt der blev ophævet med åbenbaringen om fastemåneden ramaḍān, hvorefter den fik status af en tilrådet fastedag. Den tredje kategori af traditioner placerer fastens oprindelse alene i at den blev praktiseret af profeten Muhammad, uden reference til at den skulle have en sekundær oprindelse. Denne kategori ses særlig i beretninger hvor ʿĀshūrāʾ var en pligtig fastedag forinden institutionen af fastemåneden ramaḍān. Orientalister og islamforskere er specielt optaget af de første to kategorier og citerer sjældent den sidste.

Inden for sunni-muslimsk retsvidenskab er der større diskussion om fastens oprindelse, karakter og gyldighed. Senere udlægninger virker til at være forskellige kombinationer der prøver at skabe harmoni mellem de forskellige kategorier.

Inden for shia-islamisk retsvidenskab er det i de tidlige kilder fastholdt at ʿĀshūrāʾ som fastedag er en tilrådet handling (mustaḥabb), hvor denne holdning er blevet omstødt i senere kilder til at fastholde fasten som frarådet (makrūh). Sidstnævnte holdning er nu om dage standard holdningen inden for shia-islam.

Videre læsning

Engelsk litteratur:

(Søgetermer: asura, aashoora, ashoora, عاشورا)

Abū

Af

Abū (arabisk “far”), anvendes ofte som tilnavn og tiltaleform, fx Abū ʿAlī (“far til Ali”).

I enkelt tilfælde kan det også fungere som en persons fornavn (historisk).

ʿAbd Shams

Af

ʿAbd Shams b. ʿAbd Manāf b. Quṣayy, forfader til Quraysh-stammen og fader til Umayya, hvorfra umayyad-dynastien nedstammer.

Han blev angiveligt navngivet “Shams” ud fra navnet på en af de guddomme som blev tilbedt af Quraysh-stammen. Hans fader, ʿAbd Manāf, var også fader til Hāshim, der var overhoved af klanen Banū Hāshim og oldefader til profeten Muḥammad.

Baseret på en hyppig citeret overlevering var ʿAbd Shams og Hāshim tvillinger, hvis forhoveder var forbundet ved fødsel. De kunne ikke naturligt adskilles og derfor blev det besluttet at anvende et sværd til formålet. En vismand der havde berettet begivenheden anså det som et tegn på at de to brødre og deres efterkommer ville afgøre deres strider med sværdet.

Overleveringerne indikerer at under levetiden af sin fader ville ʿAbd Shams bruge størstedelen af sin tid på handelsrejser og sjældent være i Mekka i en længere tidsperioder. Det siges at han var tvunget ind i denne situation som resultat af at have mange børn.

Da hans fader ʿAbd Manāf var ved at skrive sit testament, testamenterede han at qiyāda (lederskab over karavanerne) skulle tilfalde ʿAbd Shams. Det passede angiveligt til hans hyppige rejsende livsstil.

Under levetiden af Hāshim virker det til at ʿAbd Shams sociale status var overgået af den fra sin broder. Efter Hāshims død var ʿAbd Shams dog fastsat på at lede stammen Banū ʿAbd Manāf. ʿAbd Shams fjendtlige behandling af klanen Banū Hāshim og efterkommerne af sin farbroder, ʿAbd al-Dār, resulterede i at ʿAbd al-Muṭṭalib b. Hāshim søgte en alternativ vej. Kort efter at ʿAbd Shams blev overhoved af stammen Banū ʿAbd Manāf valgte han at fjerne hans faders fætre fra deres nedarvet funktion af sadāna (tilsyn med Kabaen, og ansvaret for at åbne og lukke dets dør) og liwāʾ (fanebærer) som der ellers var blevet betroet ʿAbd al-Dār og sine sønner af Quṣayy b. Kilāb (ʿAbd Manāfs fader). ʿAbd Shams besluttede at bevilge disse positioner til efterkommer af ʿAbd Manāf, da han troede at de nød en højere status end den af ʿAbd al-Dār, og derfor var mere berettigede til disse positioner. Som resultat heraf befandt Quraysh-stammen sig i en intern konflikt der endte i en gruppe stammefolk fra Quraysh der tilsluttede sig Banū ʿAbd Manāf og deres nye leder ʿAbd Shams, dette i modsætning til en gruppe fra samme stamme som støttede Banū ʿAbd al-Dār der ønskede at beskytte deres rettigheder.

Efter ʿAbd Shams anden broder, al-Muṭṭalib, går bort, vælger han at tage styring over īlāf (besejlet handelsaftaler etableret af Quraysh). ʿAbd Shams rejser herefter til Abessinien for at fremme og udvide Quraysh-stammens handelsrelationerne, og kort efter får han succes med at etablerer en aftale med Negus (al-Najāshī) i at indgå handel sammen. Med dette var handelsrelationen mellem Quraysh og Negus etableret. Efter hjemkomsten fra denne rejse dør han i Mekka og blev begravet i Ajyād, der ligger vest for højene i området af Ṣafā (andre overleveringer fastholder at Qurayshs handelsaftale med Abessinien blev etableret af al-Muṭṭalib b. ʿAbd Manāf).

ʿAbd Shams’ mest kendte efterkommer var Umayya b. ʿAbd Shams, forfader til ummayyaderne.

I ansāb-litteraturen (slægtshistorie) er følgende også optegnet som efterkommer af ʿAbd Shams: Ḥabīb, ʿAbd al-ʿUzzā, Sufyān, Rabīʿa, Umayya al-Aṣghar, ʿAbd Umayya og Nawfal.

ʿAbd Manāf

Af

ʿAbd Manāf, Abū ʿAbd Shams, var en af de fire sønner af Quṣayy b. Kilāb og stamfader til profeten Muḥammad.

Det siges at han ved fødsel blev givet navnet Mughīra men efter at hans moder Ḥūbbay (datter af Ḥulayl fra stammen Khuzāʿa) gjorde ham til en medfølger (khādim) af en af de største før-islamiske guddomme ved navn Manāf, blev han givet navnet ʿAbd Manāf. ʿAbd Manāf havde også tilegnet sig kaldenavnet al-Qamar (månen) på grund af hans gode udseende.

Mens hans fader Quṣsayy b. Kilāb var i live blev ʿAbd Manāf tiltroet ansvaret for opsyn (riyāsa) af Kabaen og rent drikkevand til pilgrimsrejsende (siqāya), et embede der gik i arv blandt hans efterkommere.

Af ʿAbd Manāfs sønner var Hāshim den mest prominente. Hans næste kendte søn var ʿAbd Shams gennem vis slægtslinje (nisba) umayyaderne kan spores tilbage til ʿAbd Manāf.

ʿAbd Allāh b. Jaḥsh

Af

ʿAbd Allāh b. Jaḥsh, Abū Muḥammad (d. shawwāl 3/marts 625) var en af profeten Muḥammads fæller som migreret til Medina i år 1/622.

Han var fra klanen Banū Asad b. Khuzayma. Hans moder, Umayma, var datter af ʿAbd al-Muṭṭalib og her igennem profeten Muḥammads tante.

Det vides at forinden profeten Muḥammad boede i al-Arqams hus, der havde ʿAbd Allāh og sine to brødre, samt deres søster Zaynab – som senere ville blive gift med profeten, konverteret til islam og emigreret til Abessinien hvor profeten Muḥammad havde etableret et broderskabsbånd mellem ʿAbd Allāh og en af “Hjælperne” (al-Anṣār).

ʿAbd Allāh var på vegne af profeten Muḥammad blev instrueret  i at lede en troppe af “Emigranter” (muhājirūn) til at kæmpe et slag ved Nakhla (mellem Mekka og Ṭāʾif). ʿAbd Allāh kæmpede også i slaget ved Badr og Uḥud, hvor han faldt i kampene under sidstnævnte. Efter ʿAbd Allāhs død, købte profeten Muḥammad en ejendom i Khaybar til hans børn.

(Abdullah, Abdallah)

Asmāʾ bint ʿUmays

Af

Asmāʾ bint ʿUmays b. Maʿad b. Khathʿam (d. efter 40/660), en kvindelige fælle af profeten Muḥammad.

Hendes fader, ʿUmays b. Maʿad, var fra klanen Banū Khathʿam b. Anmār som var en del af stammen Banū Qaḥṭān, mens hendes moder, Hind, var datter af ʿAwn b. Zuhayr al-Ḥimyarī. Hendes eksakte fødselsdato er ukendt.

Asmāʾ konverteret til islam samtidig med hendes mand, Jaʿfar b. Abī Ṭālib, og betragtes derfor blandt de første muslimer. Sammen med hendes mand, migrerede hun til Etiopien i det syvende år før islam og fik under dette ophold tre sønner, navnlig ʿAbd Allāh, Muḥammad og ʿAwn. I år 7/628 returnerede hun tilbage sammen med de andre emigranter til Medina, og året efter i 8/629 døde hende mand i slaget ved Mūta. Hun giftede sig derefter med Abū Bakr og gav fødsel til en søn ved navn Muḥammad i året af ‘Farvel Pilgrimmen’. Under profeten Muḥammads sygdom og sidste dage var hun ved hans side. Senere blev hun gift med ʿAli b. Abī Ṭālib, og i henhold til en beretning fik hun endnu to sønner gennem dette ægteskab, navnlig Yaḥya og ʿAwn. Yaḥya døde angiveligt som spæd, hvor der er delte meninger omkring ʿAwn og om det ikke er muligt at han forveksles med ʿAwn b. Jaʿfar.

Asmāʾs eksakte dødsdato er også ukendt, selvom datoerne 38/658 og før-60/680 er nævnt i overleveringerne. Andre kilder beretter at hun levede længere end ʿAli b. Abī Ṭālib.

Asmāʾ er i overleveringerne bedst kendt gennem hendes relation til ʿAli b. Abī Ṭālibs familie, hvor hun bl.a. var iblandt de få der fik lov til at deltage til Fāṭima bint Muḥammads gravsættelse der fandt sted i skjul om natten. Det er også berettet at hun var tilstede under bryllupet af ʿAli b. Abī Ṭālib og Fāṭima bint Muḥammad i år 2/623, men disse beretninger forekommer tvivlsomme som man bære datoen fra Asmāʾs return fra Etiopien i mente.

I den shia-islamiske overlevering er hun højt prist for hendes nære og loyale forhold til Profetens Husstand (Ahl al-Bayt), og hvorfor der i visse beretninger fra Imām Bāqir og Imām Ṣādiq bliver snakket i høje toner om hende.

Asmāʾ berettede overleveringstraditioner (ḥadīth) fra profeten Muḥammad. Hendes søn, ʿAbd Allāh b. Jaʿfar, og Saʿīd b. al-Musayyab og ʿUrwa b. al-Zubayr berettede således overleveringstraditioner hende nævner en “bog” af Asmāʾ bint ʿUmays der angiveligt var en samling af beretninger fra profeten Muḥammad. Sådan et tidligt ḥadīth-dokument ville være ekstremt værdifuldt, særlig givet at Asmāʾ var så tæt på profeten Muḥammad og hans familie, men eftersom ingen andre kilder omtaler denne, må det antages at denne bog er gået tabt.

Al-ʿAbbādī, Abū ʿĀṣim

Af

al-ʿAbbādī, Abū ʿĀṣim Muḥammad b. Aḥmad b. Muḥammad b. ʿAbd Allāh b. ʿAbbād (d. shawwāl 458/september 1066), sunni-muslimsk shāfiʿī dommer (qādī) fra Herat og forfatter af den første ṭabaqāt (biografisk opslagsværk arrangerede efter generationer) over shāfiʿī jurister (fuqahāʾ).

Han var en prominent intellektuel debattør i konfrontationerne mellem sunni-muslimske shāfiʿī og ḥanafī tilhængere under hans levetid.

Abū Quḥāfa

Af

ʿUthmān b. Amr b. Kaʿb Abū Quḥāfa, far til den første historiske kalif Abū Bakr.

Der eksisterer lidt information om ham, og det der eksisterer i kildematerialet fremstår upålidelig, som beretningerne har været under indflydelsen af det faktum at han er faderen til den første historiske kalif.

Han var en efterkommer af Taym-klanen fra Quraysh-stammen. Det siges at han var blind. I henhold til en overlevering, var det på dagen hvor Mekka blev besejret, at han foran profeten Muḥammad konverterede til islam, som ledsaget af sin søn Abū Bakr. Imidlertid i en anden overlevering, der berettes at Abū Quḥāfa og en af sine døtre som drøftede profeten Muḥammad på dagen hvor Mekka blev besejret, der er ingen omtale af hans konversion til islam. I nogle kilder bliver denne historie kombineret med episoden om Abū Quḥāfas konversion.

Det er blevet overlevet at han levede længere end sin søn Abū Bakr som havde efterladt ham en arv. Han døde i alderen af 97 år i 14/635, i de tidlige år af ʿUmars kalifat. Der er dog en overlevering der indikerer at Abū Quḥāfa egentlig døde et par år forinden profeten Muḥammad som gør historien om at han skulle have prist sin søn Abū Bakr, efter denne død, højst usandsynlig.

Abū Luʾluʾ

Af

Abū Luʾluʾ (d. 23/644), attentat- og drabsmand af ʿUmar b. al-Khaṭṭāb, den anden historiske kalif.

Der vides meget lidt om Abū Luʾluʾs liv, hvor hans omdømme næsten udelukkende bygger på at være ʿUmars drabsmand. De fleste overleveringer nævner at hans rigtige navn var Fīrūz.

Der eksisterer lidt enighed blandt de tidlige kilder om hans overbevisninger og forfædres slægt, og senere kilder kaster intet nyt over emnet udover at gentage tidligere overleveringer. I henhold til en pålidelig beretning, så kom han fra regionen Nihāwand fra den persisk provins Hamadān. Han bliver på et tidspunkt taget som krigsfange og senere solgt som slave af guvernøren af Kūfa, al-Mughīra b. Shuʿba (603-670). De tidligste overleveringer beretter at han var mager (græsk mágos). I Matt, 2,1-12, Den autoriserede danske bibeloversættelse af 1992, omtales de som “vismænd”, der muligvis er en betegnelse fra nytestamentlig tid, egentlig navn på persisk præsteklasse indenfor zarathustrisme, zoroastrisme.. Imidlertid er der en anden gruppe af historikere der identificerer ham af kristen tro. I henhold til en svag beretning, citeret på beretningen af Sayf b. ʿUmar, blev Abū Luʾluʾ først taget til fange af byzantinerne og senere af muslimerne.

Der eksisterer også lidt enighed i overleveringerne om motivet bag Abū Luʾluʾs attentat af ʿUmar. I henhold til de tidligste overleveringer, så skrev al-Mughīra (der befandt sig Kūfa) i et brev til ʿUmar (der befandt sig i Medina) og spurgte om tilladelse til at hans slave, Abū Luʾlu, kunne komme til Medina så folket der kunne lære en række forskellige håndværk af ham. På trods af ʿUmar havde spærret al adgang til Medina for ikke-araber så gav han al-Mughīra en dispensation i tilfælde med Abū Luʾlu. Efter et stykke tid så klagede Abū Luʾlu til ʿUmar over den hårde arbejdsbelastning der blev lagt på ham af sin herre al-Mughīra, men ʿUmar afviste dennes klage, og angiveligt ytrede Abū Luʾlu ved denne lejlighed nogle truende ord i vrede. Et stykke tid efter denne episode skulle Abū Luʾlu have angrebet ʿUmar i en moské under morgen tidebønnen, hvor han giver ham et par dødelig knivstik med sin dolk, og sårer adskillige andre individer, inden han derefter begår selvmord.

Andre teorier om årsagen bag mordet af ʿUmar fastholder at dette var et plot af dennes nære fæller, der ikke brød sig om hans barskhed, og brugte Abū Luʾluʾ som den eneste måde at at udføre attentatet. Nogle kilder beretter at kaliffen havde modtaget en række advarsler om dette forinden plottet, hvor endnu andre ikke mener man kan stole på beretninger der beskriver ʿUmars attentatmand i mystiske termer.

Efter mordet på ʿUmar, der hævdede ʿAbd al-Raḥman b. ʿAwf at mordet var en plot udspekuleret af Abū Luʾlu og to af andre personer ved navn al-Hurmuzān og Jufayna. Som et resultat af dette valgte ʿUmars søn,  ʿAbd Allāh b. ʿUmar, at hævne sin fader ved at dræbe disse to mænd og Abū Luʾluʾs yngste datter. I og med at anklagerne mod disse personers skyld aldrig blev bevist, samt den manglende interesse i denne sag af den nye kalif ʿUthmān, blev hele emnet en senere teologisk konflikt.

(Abū Loʾloʾa)

Videre læsning