Algazel, navnet er en latinisering af det arabisk al-Ghazālī. Hans fulde navn var Abū Ḥāmid Muḥammad b. Muḥammad al-Ṭūsī al-Ghazālī (450/1058-505/1111), persisk tænker og filosof.
Algazel leverer en dybtgående kritik af traditionelle argumenter for verdens evighed, naturlivets nødvendighed og muligheden for at kende sine forpligtelser uden åbenbaringens hjælp. Algazel kritisere Avicenna of andre islamiske filosoffer for under græsk inspiration at reducer Gud til en ligegyldighed. Argumentet er at disse filosoffer lader Guds handlinger bestemme af Hans væsen frem for Hans vilje, og tager reelle årsagsforbindelser mellem skabte ting. I modsætning til dette mener Algazel den skabte verdens kontingens: intet er nødvendigt, alt er total afhængigt af Guds frie, skabende vilje.
Algazel fik betydning for europæisk skolastik og for senere islamiske filosoffer som Averroes, der skrev et modskrift til Algazels filosofikritik.