al-ʿAbbas b. ʿAbd al-Muṭṭalib, med kunya Abū al-Faḍl (d. rajab eller ramaḍān 32/februar eller april 653), mekkansk handelsmand, halvbror til profeten Muḥammads far ʿAbd Allāh og stamfar til de abbasidiske kaliffer.
Det abbasidiske dynasti, der i 50/749 sikrede sig kontrollen over kalifatet og fastholdt den indtil år 1258, var efterkommere af al-ʿAbbas.
Al-ʿAbbas var søn af ʿAbd al-Muṭṭalib og barnebarn af Hāshim b. ʿAbd Manāf. Hans mor, Nutayla bint Janāb b. Kulayb, kom fra stammen Banū Taym Allāh. I henhold til en velkendt overlevering var han født tre år før ‘Elefantens år’ (ām al-fīl). Ansvaret for at leverer siqāya (rent drikkevand for pilgrimsrejsende) var under ansvaret af Hāshim-klanen, der før islam gik videre til al-ʿAbbas. Dette indikerer den status og prestige han havde blandt sin mekkanske stamme Quraysh som en af deres mest noble mænd.
Inden islams forekomst var al-ʿAbbas en nær fælle af Abū Sufyān og sandsynligvis tilsvarende andre stammeleder af Quraysh, var han en handelsmand. Han var også en långiver der ville opkræve ågerrenter. Denne praksis blev senere i den før-islamiske periode (jāhiliyya), dette efter erobring af Mekka i 8/630, ophævet af profeten Muḥammad. Al-ʿAbbas’ ågerrenter blev i denne sammenhæng også ophævet. Et koranvers (2:278) siges at være åbenbaret i forbindelse med denne begivenhed.
Ud fra overleveringerne er det noget overraskende at det ikke umiddelbart kan afgøres om al-ʿAbbas nærede ven- eller fjendskab over for profeten Muḥammad, dette selvom det faktum at han var profetens onkel og holdte en særdeles vigtige position blandt Quraysh-stammen. Det vides at dog han havde kendskab til profeten Muḥammads mission fra en meget tidlig tid. I henhold til nogle tvivlsomme overleveringer var al-ʿAbbas til stede under ʿAqaba-troskabserklæringen og holdte en tale til al-Anṣār og tilskyndte dem til at bistå profeten Muḥammad. Tilsvarende overleveringer beretter om en begivenhed før dette, hvor en gruppe af medinenserne angiveligt havde sat et hemmeligt møde op med profeten Muḥammad mens han stadig var i Mekka, og at denne begivenhed havde fundet sted i al-ʿAbbas hus.
Det er muligt at sådanne og andre senere overleveringer, særlig under de abbasidiske kaliffer, var en målrettet indsats på at tilskrive al-ʿAbbas positive egenskaber og dyder (faḍāʾil), bl.a. ved at forbinde hans karakter til tidlig islam og til den af Abū Ṭālib. I mindst et tilfælde ser vi en overlevering der berettet at selvom al-ʿAbbas og hans fællesskab havde deres egen hedenske religion, ville han ikke desto mindre støttede hans sin nevø profeten Muḥammad i hans mission.
Hans rolle i tidlig islamisk historie var ikke uden betydning for abbasidernes politiske og religiøse legitimitet, og der kan derfor ikke uden videre fæstes lid til alle overleveringer om ham. En særlig indsats blev ydet i at skrive overleveringerne (riwāyāt og akhbār) der underbyggede positive egenskaber ved al-ʿAbbas’ personlighed og tilknytning til tidlig islam. Her har en vis politisk interesse i at forskønne billedet af al-ʿAbbas som en af religionens tro støtte sandsynligvis være på spil. Dette kan særlig ses i en række overleveringer der omhandler Badr-slaget. Eksempelvis spiller han en central rolle i overlevering af en drøm hans søster ʿĀtika havde forinden slaget, der betragtes som en forudsigelse af de ikke-troendes nederlag og ydmygelse; alt dette selvom han selv deltog side om side med de ikke-troende i slaget for at bekæmpe profeten Muḥammad. Al-ʿAbbas er endda listet blandt dem der leverede føde til hæren fra. Da han under slaget bliver taget som krigsfange af en fra al-Anṣār, kaldt Abū al-Yasar, fortalte han profeten Muḥammad at han faktisk havde konverteret til islam, og ikke havde deltaget i kampene af egen fri vilje. Profeten Muḥammad accepterer ikke hans udsagn og al-ʿAbbas ser sig nødsaget til at betale en løsesum for at blive frikøbt. I henhold til en anden overlevering valgte profeten Muḥammad angiveligt at løslade al-ʿAbbas ud fra hans ekstreme medlidenhed overfor al-ʿAbbas. I en beretning der citerer hans søn, ʿAbd Allāh b. al-ʿAbbas, berettes det at forinden slaget havde profeten Muḥammad befalet sine fæller ikke til at dræbe al-ʿAbbas (og en eller to andre fra Quraysh hæren), eftersom de angiveligt var blevet tvunget til at deltage i kampene. Det er også blevet berettet at han deltog i kampene fordi Abū Jahl havde rådgivet og presset ham til det. Endnu andre overleveringer beretter at han gennem hemmelige breve, udvekslet mellem ham og profeten Muḥammad, havde advarede profeten hvornår hæren drog fra Mekka for at indlede kampene.
Der hersker ligeledes tvivl om hvornår al-ʿAbbas konverterede til islam. I nogle beretninger konverterede han i årene før Badr-slaget (dvs. før 624), men havde angiveligt bevidst skjult sin tro for at rapportere om de ikke-troendes aktiviteter til profeten Muḥammad. Andre beretter at han skjulte sin tro i frygt for at miste kontrol over sin position af siqāya og rifāda (levering af rent drikkevand for pilgrimsrejsende). Spørgsmålene om hvornår han egentlig konverterede og ledsagede profeten Muḥammad, er fyldt med tvetydige beretninger. Det kan bemærkes at der i kildematerialet er diskussioner der indikere at han ledsagede profeten efter Khandaq-slaget i 627 eller ved erobringen af Khaybar i 628. Andre overleveringer placer al-ʿAbbas konversion forinden erobring af Mekka i 8/630 da det var ham der ved denne lejlighed bragte Abū Sufyān til profeten Muḥammad for at konverterer til islam. Overleveringen der beretter at al-ʿAbbas først ledsagede profeten Muḥammad under profetens erobring af Mekka i 8/630 synes at være den mest sandsynlige. Dette styrkes yderligere af af det faktum, at i udtalelse fra Muḥammad al-Bāqir bliver al-ʿAbbas omtalt blandt ṭulaqāʾ (ental ṭalīq, betegnelse for en der konverterede til islam efter erobring af Mekka). Efter erobring af Mekka valgte profeten Muḥammad at genindsætte al-ʿAbbas som ansvarlig for siqāyat al-ḥajj.
Al-ʿAbbas nævnes som en af de navne der viste heltemod ved Ḥunayn-slaget i 8/630. Det siges at profeten Muḥammad gav al-ʿAbbas forskellige gaver, men da al-ʿAbbas senere spurgte om en guvernørpost afviste profeten dette.
Ved profeten Muḥammad død, berettes det at al-ʿAbbas var involverede i vaskningen (ghusl) af hans krop og deltog i begravelsesceremoni.
Det er også overleveret at al-ʿAbbas var blandt dem som ikke sværget troskabsløfte til Abū Bakr som den første kalif og (muligvis pga. hans nære slægtskab til ʿAli b. Abī Ṭālib) tenderede til at favoriser ʿAli b. Abī Ṭālib. Senere under kalifatet af ʿUmar b. al-Khaṭṭāb drog al-ʿAbbas nytte af visse finansielle fordele, men stillede på visse punkter tvivl ved kalifatet af ʿUmar og havde også sine uenigheder med ham. Efter mordet på ʿUmar vides det at al-ʿAbbas indgik i dialog med ʿAli b. Abī Ṭālib om han skulle deltage i det rådgivende organ (shūrā) der var blevet nedsat til at udvælge en ny kalif.
I sin senere alderdom bliver al-ʿAbbas blind og dør i Medina under kalifatet af ʿUthmān b. ʿAffān, med en dødsdato i år 33 eller 34/653 eller 655) og bliver begravet på Jannat al-Baqīʿ-gravpladsen. Al-ʿAbbas gravplads er lokaliseret ved siden af fire af tolver shia-imamer, der på et ukendt tidspunkt fik bygget en kuppel over gravpladserne. Visse kilder indikerer at dette mausoleum stadig eksisterede inden wahabbitterne invaderet Ḥijāz i det 19. og 20. århundred hvor de ødelagde gravpladsen.
I en række beretninger der tilskrives profeten Muḥammad bliver al-ʿAbbas inkluderet – enten implicit eller eksplicit – blandt ahl al-bayt (Husets Folk). Ydermere virker det til at i nogle af disse overleveringer er der lagt særlig vægt på at kalifembedet kommer gennem al-ʿAbbas efterkommere. Kravet at det er al-ʿAbbas efterkommere der har retten til kalifatet gennem slægtskab til profeten Muḥammad modtog opmærksomhed, særlig da abbasiderne valgt at opretholde deres krav på legitimitet til kalifatet direkte gennem al-ʿAbbas og ikke via Abū Hāshim ʿAbd Allāh.
I henhold til nogle overleveringer var der en sekt ved navn Rāwandiyya som troede at profeten Muḥammad havde givet en eksplicit udnævnelse (naṣṣ) af al-ʿAbbas som kalif.